Læger i specialuddannelse: Løhdes lovpakke får yngre læger til at vakle i valget af almen medicin

Tilliden til regionerne daler

Danske Regioners høringssvar til lovforslaget med forslag om yderligere afmontering af det aftalebaserede system var salt i såret for lægerne. Og tilliden til regionerne svækkes yderligere af aktuelle sager i Region Sjælland, som giver indtryk af dårlig dømmekraft og uansvarlig brug af ressourcer.

Almen praksis håndterer omkring 90 procent af alle patienthenvendelser for blot 10 procent af det samlede sundhedsbudget

Katrine Høgenhaven, Bolette Frydendal Jeppesen og Malene Nepper

Fejlprioriteringer, der ikke kun rammer lægerne, men de borgere, der har mest brug for et velfungerende primært sundhedsvæsen. Eksemplerne er mange:

En praksisbus som skaffede flere læger til Lolland, der først blev en realitet efter massivt pres fra lokale læger og medieopmærksomhed. Et andet eksempel er direktøren for det Nære Sundhedsvæsen, der fratrådte med 2,8 millioner kroner i bonus. En nylig voldgiftssag, hvor regionen ulovligt fyrede en hoveduddannelseslæge og tillidsrepræsentant. Regionens skæve konkurrencevilkår i form af høj betaling til læger i regionsklinikker, som undergravede rekrutteringen til almen praksis i yderområder.

Der har netop være ansættelsesrunde til den 4,5 årige speciallægeuddannelse i almen medicin i Region Sjælland. Her blev 13 ud af 20 hoveduddannelsesforløb i almen medicin besat. Imens går det langsomt med at etablere en reel rekrutteringsindsats.

Lovpakken sår tvivl

Høringsfristen er ovre, og vi afventer nu udkastet til den endelige lovtekst. Men den kluntede proces omkring Lovpakke 2 har sat skår i arbejdsglæden. Mange yngre læger er i tvivl om almen medicin alligevel er det rette specialevalg for dem, fordi det står uklart hvilket arbejdsliv, der venter som speciallæge i almen medicin.

Ejerskab og faglig indflydelse er en stor del af specialets identitet og et vigtigt trækplaster i rekrutteringen. Lovforslaget skaber tvivl om netop dette

Katrine Høgenhaven, Bolette Frydendal Jeppesen og Malene Nepper

Troen på en god fremtid for almen praksis kan først genopbygges, når lovteksten klart og tydeligt besvarer lægernes bekymringer. For hver dag uden en afklaring vokser usikkerheden – og rekrutteringen til almen praksis lider.

Almen praksis håndterer omkring 90 procent af alle patienthenvendelser for blot 10 procent af det samlede sundhedsbudget og dette med høj patienttilfredshed. Et næsten absurd vellykket regnestykke – ovenikøbet med veldokumenteret effekt: Patienter, der har samme læge gennem mange år, har lavere dødelighed og færre indlæggelser.

For skrøbelige patienter kan familielægen i yderste konsekvens være forskellen mellem liv og død. Men modellen fungerer kun, fordi lægerne tager ansvar og har indflydelse. Hvis fagligheden og organiseringen af almen praksis sættes under statslig eller regional detailstyring, risikerer vi at underminere en af de mest velfungerende dele af sundhedsvæsenet. Så hvordan er vi endt her?

Mest værdi for pengene i sundhedsvæsenet

Man har gennem årene forsømt at lave de nødvendige investeringer i almen praksis. Der er ikke uddannet nok speciallæger i almen medicin. Mange praktiserende læger har ønsket at udbygge deres klinikker og ansætte mere sundhedspersonale, men et stramt økonomiloft har spændt ben for udviklingen.

Det er et paradoks, at vi har en sektor, som leverer mest værdi for pengene i sundhedsvæsenet, men som er holdt tilbage af manglende investeringer. Med de rette rammer og fælles løsninger, kunne man være nået langt. Men det er nødvendigt for faglighed og drift, at lægerne er med til at forhandle de bedste modeller med patientbehandlingen i centrum.

Vi står selv på tærsklen til at etablere os som praktiserende læger. Vi har valgt specialet, fordi vi ønsker ansvar, kontinuitet og tæt patientkontakt. Faktisk ønsker 80 procent af FYAM’s 1600 medlemmer selv at eje en klinik, mens kun 0-3 procent ønsker at arbejde i en regions- eller koncernklinik.

Ejerskab og faglig indflydelse er en stor del af specialets identitet og et vigtigt trækplaster i rekrutteringen. Når lovforslaget skaber tvivl om netop dette, rammer det direkte ned i det ømmeste punkt. Det er politisk gambling, når målet samtidig er at skaffe 1500 flere om bare ti år. Vi har brug for klare rammer og et sundt samarbejdsklima, så vi kan etablere os med ro i maven.

Hvis ikke ændringerne bliver klare og gennemgribende, vil presset og frustrationerne fra lægerne fortsætte. Imens rammes rekrutteringen til specialet og dermed sundhedsreformens samlede potentiale for succes.