Lif: Samarbejde mellem læger og virksomheder giver bedre medicin

Af Ida Sofie Jensen
Koncerndirektør i Lægemiddelindustriforeningen

En af Medicinrådets fremmeste opgaver er at vurdere, om nye effektive lægemidler er pengene værd i forhold til de behandlinger, der allerede findes, og derefter sikre, at de nye lægemidler hurtigt bliver tilbudt patienterne.

Med andre ord skal Medicinrådet sørge for, at samfundet får mest mulig og bedst mulig behandling for pengene. Og det hurtigt. Derfor kan man også undre sig over, at vi her ni måneder inde i Medicinrådets levetid endnu ikke er i nærheden af en afgørelse.

Det er kommet bag på alle, at det, der skulle være et smidigt værktøj til hurtig og gennemsigtig vurdering af ny medicin, er blevet en – desværre temmelig ineffektiv – prop i systemet.

Proppen er synonym med den nye praksis for vurdering af habilitet. Ikke fordi der er et reelt problem med habilitet – det understregede Medicinrådets formand i weekenden – men fordi man gerne vil sende et signal. Og selv om der er meget godt at sige om signaler, så fungerer de nu en gang bedst, når de har resonans i noget virkelighed.

Samarbejde skaber og spreder viden. Alle profiterer af samarbejdet – sundhedsvæsenet, virksomhederne og samfundet. Man kan ikke udvikle lægemidler uden et tæt samarbejde mellem læger og virksomhed.

Virksomhederne har derefter løbende brug for feedback fra lægerne om lægemidlets effekt, bivirkninger og betydning for patienterne i det hele taget. Og omvendt har lægerne behov for – bredt set – at holde sig opdateret på, hvad der sker på deres område.

Det er et samarbejde, der kommer både virksomheder og sundhedsvæsen til gode.

Men hvad skal der så til for at løse problemerne? For det første er man nødt til at skelne mellem, hvad der er virkelige problemer, og hvad der er teoretiske problemer.

Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lægemiddelindustriforeningen

Og så længe der er tale om samarbejder, hvor der er fuld åbenhed omkring såvel det faglige som det økonomiske, og som holder sig inden for rammerne af lovgivningen og vores meget strenge branchekodeks, er det svært at se det som et problem.

Et strandet Medicinråd
At Medicinrådet nu er strandet i noget, der ligner en uløselig krise, er i sig selv skræmmende. Det er et kæmpe problem, hvis patienterne ikke kan blive behandlet med ny og mere effektfuld medicin, fordi rammerne omkring Medicinrådet ikke fungerer. Det gælder, uanset hvad årsagen måtte være.

Men hvad skal der så til for at løse problemerne? For det første er man nødt til at skelne mellem, hvad der er virkelige problemer, og hvad der er teoretiske problemer. Hvis Medicinrådet ikke vurderer, at vi har et habilitetsproblem i Danmark, hvorfor så sætte alt i stå blot for at sende et signal?

For det andet bør man have tillid til, at det overordnede spørgsmål om tilknytningen mellem industri og sundhedspersoner bliver varetaget i forbindelse med den evaluering af lovgivningen på området, som man netop har igangsat.

Spørgsmålet om lægernes uvildighed er principiel og bygger ikke på en oplevelse af, at der har været et problem. Derfor: If it ain’t broke, don't fix it. Det modsatte tager tid, kan koste menneskeliv, og det koster paradoksalt nok også samfundet penge i stedet for at spare penge.