LVS: Medicinrådet er paradoksernes holdeplads

DEBAT: Det er en perfekt catch 22, når lægerne i Medicinrådet bliver erklæret inhabile, hvis de modtager efteruddannelse af industrien, mens regionerne samtidig ikke kan træde til i stedet. Det skriver Henrik Ullum, formand for LVS.

Af Henrik Ullum
Formand Lægevidenskabelige Selskaber

Krisen omkring Medicinrådet, og problemerne med at få udpeget lægelige eksperter til fagudvalgene har afdækket nogle paradokser i den måde, vi har indrettet os på i det danske sundhedsvæsen.

Dem må vi have løst, så vi sikrer en smidig og professionel godkendelse af nye lægemidler til det danske marked. Vi kan ikke være andet bekendt over for vores patienter.

Men paradokserne stikker dybt.

Medicinrådet blev etableret som resultat af en langvarig debat om en dansk model for prioritering. Hvordan vi sikrer en fornuftig prioritering af sundhedsvæsenets ressourcer i en situation med stigende udgifter til ny medicin og varsler om en ny generation af nye og effektive, men også meget kostbare lægemidler?

Medicinrådet skal blandt andet sikre, at de nye lægemidler både er effektive og pengene værd i forhold til de behandlinger, som vi allerede har.

Danske Regioner har til enhver tid et klart flertal i Medicinrådet. Der er to medlemmer fra Danske Patienter og tre fra Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, der også udpeger formænd for de fagudvalg, der skal rådgive Medicinrådet. Det skal sikre fagligheden.

Læger og industri i frugtbart samarbejde
De økonomiske vurderinger til Rådet kommer fra Danske Regioners selskab Amgros. Derfor har Danske Regioner indført et såkaldt armslængde princip i forhold til Medicinrådet, så de ikke kan blande sig endsige løse problemer for Rådet.

På grund af Medicinrådets arbejde med at godkende industriens produkter skal medlemmer af selve rådet og de underliggende fagudvalg være 100 procent uafhængige af denne industri, og det er der i princippet ikke noget galt med.

Men problemet er blot, at vi lever i et samfund, hvor vi har behov for, at læger og industri indgår i et frugtbart samarbejde om at udvikle fremtidens lægemidler.

Samarbejdet med industrien er en del af lægegerningen, og nogle af de største virksomheder, vi har herhjemme, baserer deres succes på den forskning, som læger har gennemført i det offentlige. Samtidig betaler industrien i stort omfang for den del af lægernes efteruddannelse, der foregår på kongresser i udlandet.

Denne efteruddannelse er det i praksis svært at få arbejdsgiveren, Danske Regioner, til at betale.

De fleste kan forhåbentlig se konturerne af et dilemma, hvor lægerne føler sig fanget i en perfekt catch 22 i forhold til de forventninger, som samfundet har til dem. Når det så yderligere er sådan, at arbejdet for Medicinrådet, der er blevet ganske omfattende, skal ske i lægernes fritid, så er det måske forståeligt, at mange melder pas.

Men løsningen? Ja, på kort sigt må vi sikre, at kompetente læger har lyst til at arbejde for Medicinrådet ved, at de bliver kompenseret af deres arbejdsgiver (Danske Regioner) ved frihed eller en konsulentaftale.

På længere sigt må samme arbejdsgiver påtage sig forpligtelsen til at finansiere den efteruddannelse, som alle deres ansatte har behov for.

Ellers bliver vi ved at have alt for mange snubletråde for det vigtige arbejde i Medicinrådet, der gerne inden alt for længe skulle blive i stand til at udvide sit virkefelt fra lægemidler til at gælde alle typer behandlinger i sundhedsvæsenet.

Forrige artikel Astma-Allergi Danmark: Vi savner stadig en plan for allergien Astma-Allergi Danmark: Vi savner stadig en plan for allergien Næste artikel Ny temadebat: Hvordan kommer Medicinrådet til at fungere optimalt? Ny temadebat: Hvordan kommer Medicinrådet til at fungere optimalt?