Medicinalvirksomhed: Covid-19 kan fremtvinge spørgsmål om prioritering

DEBAT: Hvem har ret til hvilken behandling? Vi har traditionelt holdt os fra en prioriteringsdiskussion i sundhedssektoren, men covid-19 kan ændre på det, skriver medicinalvirksomheden Novartis.

Af Enno Hoffmann-Dose
Head of Public Affairs, Novartis Healthcare A/S

Selvom covid-19 for alvor kun har hærget Vesteuropa i et par måneder, føles det som en evighed.

Tiden før omhyggelig håndhygiejne, begrænset forsamlingsfrihed og social afstand virker efterhånden som et fjernt minde.

Især i sundhedssektoren har man i den seneste tid skulle udvise det man på Djøf-sprog ville kalde ”omstillingsparathed”.

Men hvordan kommer sundhedssektoren til at se ud efter covid-19? Det er noget, som optager os i Novartis.

Nogle mener, at covid-19 radikalt vil forandre sundhedssektoren.

Andre maner til besindighed og hævder, at intet vil have ændret sig når støvet først har lagt sig.

Står overfor en venteliste-pukkel
Politikere vil i disse tider have et stærkt folkeligt mandat til at øge sundhedsinvesteringerne.

Det er dog forventeligt, at krisen (økonomiske eksperter forudser et fald i BNP på mellem tre og 15 procent) vil begrænse det økonomiske råderum.

Det betyder, at vi formentlig ser ind i en sundhedssektor, der vil være presset af en svagere samfundsøkonomi og på kort sigt af en betydelig venteliste-pukkel.

Hvad betyder det så fremadrettet?

Her seks bud (ud af mange) på forandringer i sundhedssektoren – noget vil ske naturligt, og andet forudsætter, at man udviser politisk mod.

Sundhedsnationalismen vokser
Mange argumenterer for, at covid-19 har givet et comeback til nationalstaten, når det gælder sundhed.

Opfattelsen er, at det internationale samarbejde har slået fejl, og hvert enkelt land derfor må opbygge egne lagre, endda egen produktion, af vacciner, medicin og værnemidler.

Denne diskussion har også nået Christiansborg.

Der er blevet oprettet en ”corona-styrelse” og selv statsministeren sætter nu spørgsmålstegn ved beslutningen om at frasælge den nationale vaccineproduktion for nogle år siden.

Tanken om at opbygge egne ressourcer er hensigtsmæssig, men der bør arbejdes på en langsigtet fælles europæisk løsning, og det er heldigvis også det standpunkt sundhedsministeren rejser til Bruxelles med.

Styrkelse af klinisk forskning
Covid-19 har vist, hvor uhyre vigtigt det er at kunne generere ny viden. Ny viden fører til nye behandlingsmuligheder.

Normalt er processen for at få godkendt kliniske studier en langvarig og bureaukratisk affære, som kan tage måneder og endda år.

Nogle forskningsprojekter opgives af den grund. Men ikke under covid-19.

Her har forskerne med forbløffelse oplevet, at deres kliniske forskningsansøgninger er blevet godkendt på rekordtid.

Tænk, hvis vi kunne fastholde denne agilitet og brede det ud til andre sygdomsområder.

Tænk, hvis vi for alvor prioriterede og belønnede klinisk forskning i sundhedssektoren som man gør i Norge (i stedet for at håbe på, at forskerildsjæle bruger deres fritid på det).

Tænk, hvad det ville betyde for patienterne og for at kunne tiltrække international klinisk forskning til Danmark.

Telemedicin får sit gennembrud
Der er bred enighed om, at covid-19 har fremskyndet en udvikling, som har været undervejs i flere år, men som ikke for alvor har slået igennem.

Videokonsultationer og –diagnoser fremstår nu som seriøse alternativer til mange personlige møder med sundhedspersonale.

Derudover kunne man håbe på et højere teknologioptag i sundhedssektoren generelt, for eksempel ved yderligere brug af kunstig intelligens i tidligere diagnosticering og planlægning af sundhedsydelser.

En nøgle til dette vil dog være en mere forenklet og sikker tilgang til sundhedsdata – som af mange, især private aktører, i dag opleves besværlig og langsommelig.

Næsten ni ud af ti patienter giver ellers udtryk for, at deres anonymiserede sundhedsdata gerne må anvendes til lægemiddelvirksomheders forskning.

Man kunne derfor håbe på, at covid-19 også førte til en gennembrud i forhold til en bedre anvendelse af sundhedsdata.

En forøget prioriteringsdiskussion
I Danmark har man traditionelt afholdt sig fra en prioriteringsdiskussion i sundhedssektoren, men covid-19 og en heraf presset samfundsøkonomi kan ændre dette.

Hvad har vi som samfund råd til? Hvem har ret til hvilken behandling?

Hvordan undgår vi øget ulighed i sundhedsvæsenet?

Det må forventes, at vi i fremtiden ikke længere kan vige tilbage for den slags spørgsmål, selvom de kan være ubehagelige.

En måde, hvordan vi kan få mere sundhed for pengene er, at se private aktører som medspillere i stedet for modspillere, og forhåbentlig kan covid-19 bane vejen for dette.   

Flere behandles i almen praksis
Igennem flere år har man i Danmark bevæget sig i retning af en arbejdsdeling, hvor hovedparten af sygdomsbehandlingen finder sted i almen praksis, mens de mere alvorlige sygdomstilfælde behandles i hospitalsregi.

Dermed lægges der op til, at de praktiserende lægers rolle udvides i fremtiden.

Det er PLO og Danske Regioner for så vidt også enige om, og har endda nedfældet dette i en fælles vision for almen praksis i 2030.

Covid-19 kan nu accelerere denne udvikling yderligere, idet man ønsker at reducere presset på hospitalsvæsenet.

Men hvis denne ligning skal gå op, kræver det, at man fra politisk side allokerer de nødvendige ressourcer til almen praksis.

Om dette sker, vil de igangværende overenskomstforhandlinger mellem PLO og Danske Regioner vise.

Forebyggelse og personlig medicin vinder frem
Ud fra devisen om, at det i længden er billigere at forebygge end at behandle, kan covid-19 føre til et stærkere fokus på forebyggelse.

Traditionelt har forebyggelse herhjemme primært handlet om rygestop, at drikke mindre, dyrke motion og spise sundt.

Men man kunne også forestille sig, at en mere medicinsk baseret forebyggelse vinder frem, især inden for kliniske risikofaktorer, der ikke kan påvirkes alene ved adfærdsændringer.

Man kunne også forestille sig, og håbe på, at covid-19 fører til et endnu stærkere fokus på personlig medicin.

Meget af den medicin, som tilbydes i dag, virker ikke eller er direkte skadelig for patienten.

Det belaster samfundsøkonomien og den enkelte patients livskvalitet.

Personlig medicin er skræddersyet til den enkelte og gør, at patienten får den rette behandling første gang. Men både forebyggelse og personlig medicin kræver nye investeringer og kan fejlagtigt blive betragtet som ”nice to have”.

Investering i sundhed er ikke en udgift
Covid-19 vil presse sundhedsøkonomien.

Det kan gøre det svært at retfærdiggøre nye investeringer.

Men vi skal turde investere.

For er der noget som covid-19 med al tydelighed har vist, så er det sundhedssektorens dynamiske effekter på samfundet.

En stærk sundhedssektor er afgørende for en stærk samfundsøkonomi og investeringer i sundhed bør derfor ses som det de er –  investeringer, og ikke udgifter.

Forrige artikel Kjeld Møller Pedersen: En sammenklistret nødløsning gøres permanent med ny coronastyrelse Kjeld Møller Pedersen: En sammenklistret nødløsning gøres permanent med ny coronastyrelse Næste artikel DF: Opdater Danmarks mangelfulde beredskabsplan DF: Opdater Danmarks mangelfulde beredskabsplan