Medicinrådet til eksemforening: Vi prioriterer patientperspektivet højt

Steen Werner Hansen
Fhv. vicedirektør, Herlev og Gentofte hospitaler, fhv. formand, Medicinrådet
Jørgen Schøler Kristensen
Fhv. formand, Medicinrådet
Husk patientperspektivet i Medicinrådets nye behandlingsvejledning for børneeksem, lyder det fra formanden for Atopisk Eksem Forening, Anne Skov Vastrup, i et debatindlæg i Altinget 23. marts. Det er vi helt enige i.
Anne Skov Vastrup har mange gode betragtninger om og input til Medicinrådets vejledning til behandling af moderat til svær atopisk eksem hos patienter fra 12 år, som Medicinrådets fagudvalg på området er ved at udarbejde.
Behandlingsvejledningen for atopisk eksem er sat i gang for at sammenligne de biologiske og målrettede syntetiske lægemidler, der er tilgængelige til behandling af patienter fra 12 år og opefter med atopisk eksem. Vejledningen skal blandt andet sikre patienterne ensartet behandling på tværs af landet.
Hvis Medicinrådet vurderer, at flere af lægemidlerne er lige effektive, kan lægemidlerne konkurrenceudsættes i et udbud. Det betyder ofte, at lægemiddelfirmaerne sætter priserne ned.
Dermed giver behandlingsvejledningen både overblik over de mulige behandlinger på området og kan samtidig frigive ressourcer, som kan gavne andre steder i sundhedsvæsnet.
Vi prioriterer patientrepræsentanter højt
Patienternes perspektiv i det arbejde er meget vigtigt. I dette fagudvalg, i Rådet og i alle vores andre fagudvalg.
Patientrepræsentanterne i fagudvalgene bidrager med erfaringer fra deres eget, pårørendes eller andres sygdomsforløb og evt. med de lægemidler, der bruges til at behandle sygdommen. De ved, hvordan det er at leve med sygdommen, og de kender til eventuelle bivirkninger og tidsforbrug på behandlingerne. Det har stor værdi for Medicinrådets arbejde.
Vi prioriterer derfor højt at have en til to patientrepræsentanter i vores fagudvalg, og ved årsskiftet havde Medicinrådet i alt 75 patientrepræsentanter i vores 56 fagudvalg. Vi har også to patientrepræsentanter i Rådet.
I fagudvalget vedrørende atopisk eksem er der også en patientrepræsentant, dog ikke fra den patientforening, som Anne Skov Vastrup er formand for. Hvem, der sidder som patientrepræsentant i hvert enkelt af Medicinrådets fagudvalg, er ikke op til Medicinrådet, men til paraplyorganisationen Danske Patienter. Danske Regioner har nemlig givet Danske Patienter retten til at udpege patientrepræsentanterne både i fagudvalgene og Rådet.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner




















