Bliv abonnent
Annonce
Debat

Medicinrådet: Tilliden til vores anbefalinger afhænger af lægernes uafhængighed

Foto: /ritzau/Helle Arensbak
29. september 2017 kl. 03.55

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen
Formænd for Medicinrådet

Medicinrådet har fået en stor opgave, og vores anbefalinger kommer til at få betydning for en lang række patienter, der behandles på de danske sygehuse.

Vi skal anbefale de lægemidler, der er til størst mulig gavn for patienterne, og hvor vi ved, at behandlingen virker. Med etableringen af Medicinrådet tør vi i Danmark for første gang prioritere medicin og sige nej, hvis prisen ikke står mål med effekten.

Det er et stort ansvar at prioritere og vælge fra. For at Medicinrådet kan blive en succes, er vi stærkt afhængige af, at vores anbefalinger er troværdige. Derfor må vi være 100 procent uafhængige, så patienterne kan have tillid til, at Medicinrådets anbefalinger er de rette, og at de udelukkende er baseret på faglige vurderinger.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

Tvingende nødvendigt med uvildighed
Det er derfor tvingende nødvendigt, at alle dele af Medicinrådet er uvildige. Det gælder både fagudvalgsmedlemmer, medarbejdere i sekretariatet og Rådet selv.

Medicinrådets habilitetspolitik har været udsat for stærk kritik fra både lægemiddelindustrien og fra lægerne selv, som mener, at habilitetsreglerne er urimelige, unødvendige og alt for strenge.

Giver man en gave, skabes der relationer, som kan påvirke uafhængigheden – og disse relationer må ikke have indflydelse på Medicinrådets arbejde.

Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen, formænd for Medicinrådet

Men vi har hele vejen igennem også mødt stor opbakning. Vi mener ikke, at reglerne kan være anderledes. Medicinrådet er et uafhængigt råd, og hvis man modtager gaver, rejser, honorarer eller andet fra industrien, er man ikke uafhængig.

Medicinrådet stiller ikke andre krav til uvildighed og habilitet, end hvad der gælder generelt for den offentlige sektor. I alle andre dele af det offentlige Danmark er det ikke acceptabelt at tage imod gaver fra private firmaer, uanset om gaverne kaldes efteruddannelse.

Giver man en gave, skabes der relationer, som kan påvirke uafhængigheden – og disse relationer må ikke have indflydelse på Medicinrådets arbejde.

Vi er ikke i tvivl om, at lægerne gerne vil deltage i Medicinrådets arbejde. Vi har allerede set eksempler på, at fagudvalgsmedlemmer har fravalgt at rejse med lægemiddelindustrien, fordi de hellere vil deltage i fagudvalgets arbejde.

Vi sætter stor pris på den kæmpe indsats, fagudvalgene yder. De er en helt central del af Medicinrådets organisation og den videnskabelige forudsætning for, at Medicinrådet kan give de bedst mulige anbefalinger.

Fagligheden kan ikke gå på kompromis med uafhængigheden – patienterne fortjener mere end det.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026