Medicinalselskab: Nye antibiotika er ikke god økonomi

Af Lars Møller
Administrerende direktør, Pfizer

Med opfindelsen af penicillin i 1928 blev det med et slag mere sikkert at være menneske, og siden da har vi levet med den betryggende vished om, at en antibiotikakur kan hjælpe os af med alt fra halsbetændelser til blodforgiftning. Men fremtiden tegner desværre mindre optimistisk.

Resistente bakterier er på fremmarch, og problemet er globalt og grænseoverskridende. Bekæmpelse af antibiotikaresistens bør være en fælles sag for hele verden, og derfor er det glædeligt, at institutioner som Nordisk Ministerråd sætter fokus på, hvordan de nordiske lande sammen kan arbejde for at begrænse resistensudvikling. Debatten udspiller sig blandt andet på årets Folkemøde, og vi glæder os til at deltage.

WHO beskriver antibiotikaresistens som en af de største trusler mod den globale folkesundhed, og derfor er der brug for internationale samarbejder mellem offentlige og private aktører for at skabe de løsninger, vi har brug for.

Hos Pfizer har vi for længst meldt os ind i kampen, og vi betragter bekæmpelse af antibiotikaresistens som en forpligtelse for hele virksomheden. Vi arbejder på flere fronter:

• Vi investerer fortsat i udviklingen af nye lægemidler og antibiotika til at forebygge og behandle resistente infektioner
• Vi arbejder for at forebygge infektioner, der ellers skulle behandles med antibiotika, med innovative vacciner
• Vi driver overvågningsdatabasen ATLAS og stiller den til rådighed for myndigheder, medier, virksomheder og offentligheden
• Vi støtter en række programmer, der promoverer hensigtsmæssig brug af antibiotika – i 2018 støttede vi 16 programmer på verdensplan
• Vi reducerer vores eget aftryk på miljøet gennem skarp kontrol med vores produktion.

Tempoet skal skrues op
Men vi erkender også, at der er brug for mere, hvis kampen skal vindes. Tempoet skal op, især omkring udvikling af nye behandlingsmuligheder. Desværre er de økonomiske incitamenter for at udvikle nye antibiotika temmelig begrænsede.

Med en investering på mange milliarder og en enorm risiko for at fejle og dermed spilde skatteborgernes penge fremstår det næsten utopisk at tro, at finansiering af lægemiddeludvikling skal varetages af det offentlige.

Lars Møller
Adm. direktør, Pfizer

De nye antibiotika bliver nemlig gemt på hylden til de allerværste tilfælde, og det betyder, at firmaerne ikke tjener penge på dem. Og for en industri, hvor det i gennemsnit tager op mod 12 år og ofte koster mellem 10 og 20 milliarder at udvikle et nyt lægemiddel, og hvor kun cirka 12 procent af lægemidler, der begynder i klinisk testning ender med at blive godkendt og komme i handlen, er det ikke en bæredygtig forretning.

Det har EU-Kommissionen allerede erkendt, og de peger i deres One Health action plan mod antibiotikaresistens på behovet for nye kompensationsmodeller til at fremme udvikling af nye antibiotika, vacciner og diagnostika.

Den europæiske lægemiddelindustriforening (EFPIA) er kommet med nogle konkrete forslag, for eksempel at give mulighed for at overføre patentår fra det nye antibiotikum til andre lægemidler eller at give kontante ”præmier” til virksomheder, der opfinder nye behandlinger, som kan nedkæmpe resistente bakterier. Man kan også give firmaer, der begrænser deres lægemiddelforurening en fordel i udbud, som man for nylig har gjort i et udbud på antibiotika i Norge.

Ikke et offentligt ansvar
Nogle aktører foreslår, at løsningen kan ligge i at gøre udvikling af nye antibiotika til et offentligt ansvar. Men med en investering på mange milliarder og en enorm risiko for at fejle og dermed spilde skatteborgernes penge fremstår det næsten utopisk at tro, at finansiering af lægemiddeludvikling skal varetages af det offentlige.

I stedet vil vi gerne slå på tromme for tætte partnerskaber mellem blandt andre universitetsforskere og virksomheder om udvikling og kommercialisering – og så skal der skabes en incitamentsstruktur, der gør det økonomisk bæredygtigt for virksomhederne.

Sker dét, er vi et vigtigt skridt tættere på at håndtere den resistensudfordring, der ifølge en rapport fra de britiske myndigheder kan komme til at koste op mod 10 millioner menneskeliv årligt fra år 2050.