Debat

Pia Kjærsgaard om juridisk kønsskifte: Børn skal ikke misbruges til seksualpolitisk afpresning

Børn er børn: piger og drenge. De kan ikke, og de skal ikke skifte køn. Men nu oplever vi igen, at et udenlandsk stykke papir, som danske regeringer har underskrevet, bliver hevet frem og brugt til at undergrave dansk lov, moral og sund fornuft, skriver Pia Kjærsgaard (DF).

Menneskerettighedskonventionen har gjort al demokratisk debat og selvstændighed overflødig i sagen om juridisk kønsskifte. Det er endnu en grund til at trække Danmark ud at konventionen, skriver Pia Kjærsgaard.
Menneskerettighedskonventionen har gjort al demokratisk debat og selvstændighed overflødig i sagen om juridisk kønsskifte. Det er endnu en grund til at trække Danmark ud at konventionen, skriver Pia Kjærsgaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pia Kjærsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den Europæiske Menneskeretskonvention er blevet brugt og misbrugt i årevis: Hvis en pressionsgruppe, et parti, et mindretal eller en NGO ikke kan få flertal i sit eget land, så kan de få hjælp af udenlandske magter. Så kan de henvende sig til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den har så meget magt, at den kan se stort på, hvad et lands befolkning og folkevalgte har besluttet.

Redskabet, som domstolen bruger imod de ulydige lande, er Menneskerettighedskonventionen. Med den i hånden har pressionsgruppen LGBT+ i Danmark fået medhold i, at børn skal kunne erklære, at de tilhører det modsatte køn, hvis det er, hvad de ”oplever”. Og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har lydigt udsendt et ”orienteringsbrev”, hvori hun undskylder og lover, at de børn, som har fået afslag på juridisk kønsskifte, straks vil få taget deres sager op igen.

Dansk selvstændighed er blevet fejet til side, og al demokratisk debat gjort overflødig af en paragraf i en konvention

Pia Kjærsgaard (DF)
Medlem af Folketinget

Juridisk kønsskifte er en opfindelse, som er så følsom, at det nok ville være rimeligt at lade danskerne selv diskutere den, træffe deres egne valg og vælge sine politikere derefter. I stedet er dansk selvstændighed fejet til side, og al demokratisk debat gjort overflødig af en paragraf i en konvention.

Kønsskifte kan føre til menneskelige tragedier
Men er det så ikke også en menneskeret for børn at få kønsskifte-hormoner i 12-13 års-alderen? De såkaldte pubertets-blokkere, som også bruges til kemisk kastration af seksualforbrydere, eller østrogen til drengebørn, som vil være piger? Skal 15-årige piger, grebet af en stemning på de sociale medier, have fjernet deres bryster? Drenge deres kønsorganer?

Hvis børn ikke bliver beskyttet og vejledt, men tværtimod bliver opmuntret til kønsskifte, som om det er en helt naturlig og uskyldig ting, så frygter jeg, at vi i Danmark oplever menneskelige tragedier, der har udspillet sig i Storbritannien, USA, Holland, Finland og Sverige. I flere af de lande har unge, som fortrød, og deres forældre anlagt sag imod de klinikker, som forsømte at advare børnene, før de maltrakterede dem kemisk og kirurgisk.

Læs også

Mandag fremførte jeg min mening i DRs P1 Morgen. Forinden havde journalisterne talt med en far til en 10-årig dreng, som faren omtalte som ”pige”. Det havde drengen nemlig insisteret på at være, fra han var fire år gammel.

Fire år!

Ud af Menneskerettighedskonventionen
Jeg blev tilbudt at møde de angiveligt glade ”transbørn”, som journalisterne også kalder dem, men jeg takkede høfligt nej, for jeg deltager ikke i en debat, som bør afholdes blandt voksne, ansvarlige mennesker.

At beskytte børn imod grænseløse voksne og politikere, der ikke tør sige nej, er endnu et argument for at vi trækker Danmark ud af konventioner, som er en hån imod vores folkestyre

Pia Kjærsgaard (DF)
Medlem af Folketinget

Børn er børn. Og børn har krav på beskyttelse imod voksne, som ikke kan sætte grænser. De har krav på hjælp og vejledning, og hvis de er alvorligt utrygge og usikre ved deres krop, så bør de have terapi. Men de skal ikke misbruges til seksualpolitisk aktivisme og afpresning.

For min skyld må folk kalde sig, hvad de vil, og gå klædt som de vil, hvis ellers de er myndige, og deres seksuelle orientering ikke går ud over andre. Men ingen kan tvinge mig til at anse et menneske med et XY-kromosom for en kvinde eller et menneske med et XX-kromosom som en mand.

Jeg godtager heller ikke udtrykket ”transbørn”, selv om alle medier har købt jargon’en. Men det næste bliver vel, at Menneskerettighedsdomstolen nede i Strasbourg påtvinger os et bestemt sprog?

At beskytte vores børn imod grænseløse voksne og politikere, der ikke tør sige nej, er endnu et argument for at vi trækker Danmark ud af konventioner, som er en hån imod vores folkestyre.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00