Podcast: Er hvert eneste corona-dødsfald en tragedie?

POLITISK STUEGANG: Har statsministeren ret i, at alle coronadødsfald er en tragedie? Er det for tidligt at dumpe den svenske coronaindsats? Det er blandt emnerne i Politisk Stuegang. Forsker og overlæge Thomas Benfield gæster også programmet. Han vurderer, at Danmark er et af de europæiske lande, der har håndteret coronaepidemien bedst. Samtidig har han spændende nyt om antistoftests, dårligt nyt om coronavacciner og en advarsel om naturlig flokimmunitet. 

Mette Frederiksen har ved flere pressemøder sagt, at hvert eneste coronarelaterede dødsfald er en tragedie. Deltagerne i dagens podcast er ikke helt enige. 
Mette Frederiksen har ved flere pressemøder sagt, at hvert eneste coronarelaterede dødsfald er en tragedie. Deltagerne i dagens podcast er ikke helt enige. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Abonner i iTunes | Spotify | Acast | RSS

Er hvert eneste coronadødsfald virkelig en tragedie, sådan som statsminister Mette Frederiksen (S) flere gange har understreget?

Det er et af de svære spørgsmål, der diskuteres i denne udgave af Politisk Stuegang, der igen står i coronaens tegn. 

Deltagernes svar på spørgsmålet vender vi tilbage til. I denne udgave diskuteres også, om sundhedsvæsenet blev lukket for hurtigt og for meget ned. Det er de tre faste deltagere, Vive-forsker Sidsel Vinge, Leif Vestergaard Pedersen og Torben Mogensen ikke helt enige om. 

Dagens gæst er en af de læger, som både forskningsmæssigt og lægeligt har fingeren på pulsen med covid-19’s udvikling i Danmark: overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital Thomas Benfield.

Forsker: Glem tanker om vaccine til efteråret
Han giver en status på, hvilke erfaringer man har gjort sig med coronaramte patienter. 

“Det er en modbydelig sygdom for de få, der bliver syge. Der er forløb på to til tre uger i respirator for dem, som er uheldige,” siger Thomas Benfield. Han fortæller, at de patienter, der ikke klarer den, har en tendens til at dø tidligt i deres indlæggelsesforløb. 

Thomas Benfield vurderer, at en vaccine til danskerne realistisk set først er klar i stort tal om halvandet til to år. Samtidig så advarer han mod at tro, at vi i Danmark kan tøjle coronaepidemien ved at få smittet 50 til 60 procent af befolkningen - den meget omtalte naturlige flokimmunitet. Det vil betyde, at op mod fire millioner danskere skal have sygdommen. 

“Det kan resultere i op mod 40.000 dødsfald. Og for mig som læge er det uacceptabelt,” siger Thomas Benfield. Han understreger, at flokimmuniteten skal sikres med den vaccine, som han forventer kommer. 

Findes ikketragiske coronadødsfald
Men tilbage til spørgsmålet, om alle coronadødsfald er tragedier?  I en opgørelse fra Statens Serum Institut fra 14 april kan man læse, at over halvdelen af de 309 døde coronasmittede personer var 80 år eller ældre. 

Torben Mogensen, der også er formand for Lungeforeningen og mangeårig anæstesilæge, advarer mod at bruge alder som en målestok til at vurdere, om et dødsfald er en tragedie eller ej. 

“Hvert eneste dødsfald er en tragedie for den, det går ud over, og for familien. Og mange 80-årige har et super godt liv,” siger Torben Mogensen. Han siger dog også, at døden for en demensramt svagelig 80-årig nogle gange måske ikke er en tragedie. 

Sidsel Vinge mener godt, at man ret klart kan sige, at dødsfald, også som følge af corona, ikke er tragiske. 

“Døden i sig selv er ikke en tragedie. Det er en del af livet. Men det er en tragedie, hvis døden sker for tidligt,” siger Sidsel Vinge. 

Hun mener også, at det er tragisk, når folk bliver overbehandlet i den sidste del af livet, fordi de ikke i tide fik overvejet, om de ønsker livsforlængende behandling.

Tragedie at dø i isolation
Leif Vestergaard Pedersen peger på, at en statsminister ikke offentligt kan skelne mellem tragiske og ikke tragiske coronarelaterede dødsfald.

Samtidig peger han på, at coronasygdommen har et ekstra tragisk element, da indlagte smittede kun kan få besøg af deres allernærmeste på grund af smitterisikoen. Det rammer ekstra hårdt, hvis de pårørende selv er i risikogruppen. 

“Nogle dør med corona under omstændigheder, som vi normalt ikke ville acceptere,” siger Leif Vestergaard Pedersen. Debatten om døden fører også til en snak om, hvorvidt brugen af respiratorer uden for coronasammenhæng nogle gange bliver brugt til at forlænge dødsprocessen i stedet for at forlænge livet. 

Abonner i iTunes | Spotify | Acast | RSS

 

Dokumentation

Indhold i denne podcast: 

Besøg af forsker og overlæge, dr.med. Thomas Benfield fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital. 

Om: 

  • Danmark, blandt de bedste lande til at håndtere corona?
  • Hvor alvorligt er coronapatienterne ramt?
  • Hvornår kan alle danskere blive testet for, om de har haft sygdommen?
  • Hvornår kommer vaccinen? 
  • Hvorfor skal vi glemme drømmen om naturlig flokimmunitet? 

Resten af programmet: 

  • Hvorfor ville Venstre ikke være en del af et forlig om en genåbning af sundhedsvæsenet? 
  • Blev sygehusene omstillet for hurtigt og for meget som forberedelse til coronabølgen, der nok ikke kommer?
  • Hvorfor er det for tidligt at dumpe svenskernes coronaindsats?
  • Er alle coronadødsfald tragiske?
  • Kan hjemmekarantæne i små lejligheder være livsfarlig? Hvad skal kommunerne i så fald gøre?
  • Statusrapporter fra coronafrontlinjen i kommuner og blandt hjemløse. Sidsel Vinge rapporterer.  
  • Kan coronaretningslinjer være klare, men samtidig også detaljerede?
  • Hvorfor skal Statens Serum Institut måske ikke udsende retningslinjer?

Om gæsterne:

Leif Vestergaard Pedersen
Tidligere regionsdirektør i Region Midtjylland, tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse og nu medlem af Etisk Råd og Medicinrådet for Danske Patienter.

Sidsel Vinge
Projektchef i Vive og tidligere sundhedschef i Gladsaxe Kommune.

Torben Mogensen 
Tidligere lægelig vicedirektør på Hvidovre Hospital, nu professor i sygehusdrift på Lanzhou University i Kina, formand for Lungeforeningen og deltidsansat som smertelæge på Sjællands Universitetshospital.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Mogensen

Formand, Lungeforeningen og Rådet for Lægemiddelovervågning, professor, Lanzhou University i Kina
cand.med. (1981), speciallæge i anæstesiologi (1991), dr.med. (1995), b.sc. i filosofi (2012)

0:000:00