Private høreklinikker: Nytænk høreforsorgen efter coronakrisen

DEBAT: Nytænkningen af høreforsorgen skal være strukturel og teknologisk. Det vil gardere mod systematisk nedlukning af det offentlige sundhedsvæsen, skriver Paks-formand Peter Andreasen.

Af Peter Andreasen
Formand, Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (Paks)

Ventetiden har været lang for mange borgere med et høretab.

Uvished i forhold til, hvornår man kan få hjælp, har sat sig spor hos mange med et høretab. Isolationen har for mange været dobbelt. Fysisk spærret inde i eget hjem – og i eget hoved – uden at lyden af verden rigtig kan nå ind. Frustrerende og ensomt. Og for rigtig mange er ventetiden slet ikke slut.

Mens samfundet har været skruet ned på vågeblus, er ventelisterne til de privatpraktiserende ørelæger og offentlig behandling naturligt nok vokset. Også den private sektor er ramt af forlænget ventetid hos ørelægerne.

Som bekendt er der ingen vej uden om, hvis man som borger vil have et offentligt tilskud til sine høreapparater. Man skal fysisk ses af en ørelæge.

I coronakrisens klare lys ser man tydeligt, hvor skønt det ville være, hvis digital udredning af høretab allerede nu var en mulighed.

Så havde det været en let sag at udrede patienten lokalt og få høretabet verificeret af en speciallæge, centralt – et sted i "skyen".

Pilotprojektet vedrørende digital udredning kom på finansloven for 2019, men vi venter fortsat på et konkret udspil fra Sundhedsdatastyrelsen, som er ansvarlig for projektet.

Ny teknologi kan smadre ventelisterne
Det er imidlertid ikke kun digital udredning af høretab, som både vil ændre kapacitetsudnyttelsen i høreforsorgen og borgernes generelle oplevelse af at være høreapparatbrugere.

Allerede nu har nogle høreapparater indbygget en teknologi, der gør det muligt for borgerne at få foretaget løbende justeringer af apparaterne hjemme fra lænestolen – online.

Teknologien forfines løbende, og der tegner sig et billede af en nær fremtid, hvor det fysiske møde i den audiologiske klinik eller på hospitalet ikke længere er en nødvendighed, men blot en mulighed.

Det vil sige, at det er langt mere bestemt af individuelle behov, end tilfældet er i dag, hvor næsten alle, der skal have justeret deres høreapparater, er nødt til at møde op fysisk.

Epidemihåndteringens krav om fysisk afstand, brug af værnemidler og de ganske betydelige logistiske udfordringer, som mange – især ældre – borgere oplever, når de skal transporteres til kontrol, indikerer hvilke fordele anvendelsen af ny teknologi repræsenterer.

Som borgere bliver vi mere uafhængige af ventelister og mindre sårbare i forhold til prioritering, hvad enten denne er politisk eller betinget af tilfældet som for eksempel en epidemi.

Prioriteringen venter
Boet efter coronakrisen er langt fra gjort op endnu, men jeg tror, at de fleste er klar over, at verden ikke bliver den samme lige med det første.

Smerten fra det leverstød, som den globale økonomi har fået, vil kunne mærkes længe endnu. De offentlige kasser har pumpet penge ud, parallelt med at indtægterne er faldet ganske dramatisk.

Samfundet kommer til at bruge sine penge mere strategisk, og yderligere prioritering i sundhedsvæsenet bliver ikke til at undgå. I denne situation er der behov for politisk mod til nytænkning.

I Paks har vi tidligere plæderet for en arbejdsdeling i høreforsorgen. I et indlæg i Altinget skrev jeg blandt andet sidste år, at "i en situation, hvor de fleste hospitaler er totalt overbelastede, lader man højtspecialiserede hospitalsafdelinger og privatpraktiserende speciallæger behandle mere end halvdelen af alle borgere, der har behov for et høreapparat. Ved blot lidt nytænkning kunne tusindvis af kontakter med det offentlige sygehusvæsen uden videre spares væk til gavn for dem, der for eksempel har et kompliceret høretab, kræft eller anden alvorlig sygdom".

Jeg har fortsat denne holdning og mener, at situationens alvor kun understreger behovet for en sådan nytænkning. Hovedparten af de høretab, der behandles i det offentlige og hos puljelæger, er ukomplicerede.

Det giver ikke nogen mening at fastholde denne indretning af høreforsorgen, når vi samtidig ved, at behovet for høreapparater kun vil stige i de kommende år som følge af den demografiske udvikling.

Hvad skal man i det hele taget på et stadigt mere specialiseret hospital, hvis man ikke er syg?

Hjælp til selvhjælp
Den samlede høreforsorg har reelt været nedlukket som følge af pandemien. I den offentlige del heraf byder fremtiden på stigende ventelister og krav om prioritering.

I den private sektor har snart to måneders indtjeningstab efterladt alle aktører i en budgetmæssig blodpøl – trods mere eller mindre effektive statslige hjælpepakker.   

I den private sektor har vi masser af kapacitet, som vi gerne vil sætte i spil. På kort sigt ville den bedste hjælp til vores brancheområde være en ændret arbejdsdeling som skitseret.

Men også for borgerne og det offentlige sundhedsvæsen er det min klare opfattelse, at arbejdsdelingen på lang sigt vil udløse betydelige fordele.

En arbejdsdeling i høreforsorgen vil således være en "en strukturel hjælpepakke" til alle aktører, som langsigtet sikrer, at de samfundsmæssige ressourcer bliver anvendt mere hensigtsmæssigt.

Nytænkning i høreforsorgen – strukturelt og teknologisk – vil samtidig være en gardering mod systematisk nedlukning af det offentlige sundhedsvæsen for eksempel som følge af en ny coronabølge eller andre fremtidige ubehageligheder.

Forrige artikel FSD: Bedre Psykiatri vil kaste udsatte borgere ud i en ny strukturreform FSD: Bedre Psykiatri vil kaste udsatte borgere ud i en ny strukturreform Næste artikel Forskere: Styrk sundhedskompetencer fremfor at skærpe adfærdsregulering Forskere: Styrk sundhedskompetencer fremfor at skærpe adfærdsregulering