Professor: Bekymrede raske vælgere presser sundhedsvæsnet med sundhedsrefomen 

Da jeg hørte det, kom jeg til at tænke på de erfaringer jeg (og andre) gjorde sig efter mange års sundhedsforskning i flere lande på det afrikanske kontinent. 

Her havde der blandt donorerne og WHO bredt sig den bekvemme opfattelse, at man ikke magtede at forbedre hele sundhedsvæsnet, så måtte man fokusere på ét problem ad gangen.

Dét betød, at der hvert andet år kom nyt sygdomsfokus og nye mål.

Kun modesygdomme fik fokus

Først fokuserede man i et årti alene på det primære sundhedsvæsen og lod sygehusene sejle deres egen sø. Derefter blev diarrebehandling gjort til et hovedfokus, så blev det lungebetændelse, så fik malaria hovedrollen etc.

Politiske modesygdomme styrer sundhedsvæsnets ressourcer. Men patienterne er de samme. Sygdommene er de samme, så de store sygdomme vinder over de mindre sygdomme.

Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

HIV-behandling blev med enorme økonomiske investeringer italesat som en sygdom, der skulle vise, hvordan man organiserer kvalitetsbehandling på sygehusene.

Det betød desværre, at det kun var årets modesygdom, der var fokus på, for det var her der var penge og belønning fra donorernes side.

De andre sygdomme gled helt ud af bevidstheden, for der var ikke påskønnelse for at tage sig af dem. Samtidig satte store private fonde sig på vaccineudbredelse, og de bestemte blandt andet, at dækningen af en mindre betydelig børnevaccination skulle være målet for effektivitet og hvilke lande, der skulle belønnes for en indsats for børnevaccinationer.

Det betød, at det kun var den pågældende vaccine der blev givet, mens de mere effektive vacciner blev nedprioriteret. 

Pakkeforløb er en falliterklæring

Politiske modesygdomme styrer sundhedsvæsnets ressourcer. Men patienterne er de samme. Sygdommene er de samme, så de store sygdomme vinder over de mindre sygdomme.

De sygdomme, hvor det er mindre kompliceret at lave pakkeforløb får pakkeforløb. De sygdomme, der kan blive dyre, hvis de omfattes af pakker, får ikke pakker.

Pakkeforløb er et udtryk for et magtforhold i forhandlinger og har intet med reelle patientbehov at gøre.

Pakkeforløb er også udtryk for at beslutningstagerne, ligesom de store donorer til de afrikanske lande, har givet op og nu prøver at detailstyre på enkeltsygdomme.

Pakkeforløb er en falliterklæring, fordi man ikke magter at løfte hele sundhedsvæsnet og fordi de er udtryk for at ressourceknapheden og detailstyringen fjerner mulighederne for en overordnet forbedringsproces.

Ventelistesygdomme

De erfaringer har man gjort i lavindkomstlande for længe siden, men nu begynder man så forfra i højindkomstlande. 

Der er sygdomme der er fine nok til at få politisk opmærksomhed, de har vælgernes empati og de har politisk kapital.

De mange ucharmerende kropsdele og sygdomme, der ikke har en pakke, bliver omgærdet af et skær af at være selvforskyldte og at de er problemer, der ikke rigtig hører kroppen til: tænder, fødder, psyken, multisyge, psykisk syge med fysisk sygdom og hjerneskade. Helbredsproblemer der om nogen har brug for pakker og garantier. 

Fra nytår skal alle sygdomme behandles inden 30 dage. Det gælder selv de sygdomme, som vi alle på en måde står på venteliste til lige fra fødslen: grå stær, knæprotese og brokoperation.

De kaldes ventelistesygdomme, fordi de er så udbredte og langsomt udviklende, at man sagtens kan vente.

Forskning har vist, at selv på denne venteliste lykkedes det de velstillede at komme til operation længe før de mindre velstillede. Men nu har de bekymrede raske vælgere og de dødsangste politikere besluttet, at de skal behandles inden 30 dage.

Det er snart jul, men jeg er overbevist om, at de pakker der ligger juletræet nok vil vække umiddelbar glæde hos patienterne, men glæden vil være kortvarig, når de opdager, at deres sygdom ikke har en pakke og i øvrigt er sundhedsvæsnet for længst bukket under af de bekymrede raske vælgere med sundhedsforsikringer.

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.