Rasmus Ulstrup maner til etisk besindighed: Skal tidsånden helt uhindret have sin vilje i abortdebatten?

Abortdebatten er blusset op igen. Det Etiske Råd vil efter ønske fra både Enhedslisten og Venstre nu kigge på abortgrænsen, der ligger på 12 uger. Det ligger implicit i de to partiers ønske, at det er for at hæve grænsen.

Men på trods af at tidsånden støtter mere frihed og flere muligheder for den enkelte, så er det svært at finde et etisk argument for at abortgrænsen skal hæves.

Når abort til alle tider har været et dilemmafyldt indgreb, skyldes det den mangfoldighed af overvejelser, der altid har gjort sig gældende. Det er overvejelser om alt fra religion, frihed, liv og død til sociale og økonomiske omstændigheder i samfundet. At få et uønsket barn kunne for eksempel tidligere være livsomvæltende og livsødelæggende, hvis det var opstået uden for ægteskabet, eller hvis manden ikke ville taget ansvaret på sig.

I de tilfælde kunne en risikofyldt abort være den eneste løsning, hvis ikke moderen skulle få ødelagt sine fremtidsudsigter eller blive socialt stigmatiseret i en sådan grad, at det var umuligt at få et normalt og velfungerende liv.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Med indførelsen af velfærdsstaten som den store omsorgsgiver er de økonomiske problemstillinger ved at få et uplanlagt barn blevet formindsket, hvis ikke ligefrem udraderet. Hvis der er noget velfærdsstaten sikrer, så er det, at ingen børn eller enlige forsørgere lider nød.

I det øjeblik et barn kan leve uden for moderen, må det vel anses for at være et selvstændigt, levende væsen, der ikke blot er en parasit i livmoderen

Rasmus Ulstrup Larsen

Samtidig er den sociale stigmatisering af at få et barn uden for ægteskabet eller parforholdet for længst forsvundet. I dag bliver solomødre ikke udskældt men hyldet for deres selvstændighed og styrke, når de vælger at få et barn uden en partner.

Man kan også sige det anderledes: Hvis en uplanlagt graviditet leder til økonomisk eller social nød, så må man erkende, at velfærdsstaten har spillet fuldstændig fallit, og at vores frisind slet ikke findes alligevel. I så tilfælde må der selvfølgelig allokeres ressourcer til økonomisk mindrebemidlede mødre, så moderskabet ikke betyder enden på mulighederne for et godt liv.

Men når vi nu skal være ærlige, så er det ikke dér problemstillingen ligger i diskussionen om abort. For når det er progressivt at ville hæve abortgrænsen, kan det hverken begrundes i økonomiske eller sociale argumenter i et velfærds- og frisindssamfund som det danske.

Det kan heller ikke begrundes i, at andre lande har en højere abortgrænse. Island, som vi ofte sammenligner os med, tillader abort frem til uge 22. Det er problematisk, at det bliver fremhævet som et eksempel på et land, vi bør sammenligne os med, når man med de lægevidenskabelige muligheder faktisk har mulighed for at redde for tidligt fødte fostre i samme uge.

Det hører selvfølgelig til de meget sjældne tilfælde med børn, der fødes i uge 22, men ikke desto mindre leder det til en grundlæggende overvejelse: Hvis barnet i visse tilfælde er levedygtigt uafhængigt af moderen i 22. uge, forsvinder moderens ret til at bestemme over egen krop så ikke i takt med, at vi nærmer os uge 22?

I det øjeblik et barn kan leve uden for moderen, må det vel anses for at være et selvstændigt, levende væsen, der ikke blot er en parasit i livmoderen.