Debat

Regionsrådsformænd: Samarbejde mellem regioner kan mindske regionale sundhedsforskelle

Sundhedsvæsenets udfordringer slår særligt igennem uden for de store byer, hvor det kan være svært at rekruttere blandt andet speciallæger. Det kan et stærkere samarbejde mellem regionerne været med til at ændre på, skriver Lars Gaardhøj (S) og Heino Knudsen (S). 

Region Sjælland og Region Hovedstaden overvejer et stærkere partnerskab, hvor eksempelvis læger kan løse opgaver for sygehuse i Sjælland og hospitaler i København, skriver Lars Gaardhøj og Heino Knudsen.<br>
Region Sjælland og Region Hovedstaden overvejer et stærkere partnerskab, hvor eksempelvis læger kan løse opgaver for sygehuse i Sjælland og hospitaler i København, skriver Lars Gaardhøj og Heino Knudsen.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lars Gaardhøj
Heino Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lige nu kører valgkampen på fuldt tryk, og vi kan som regionsrådsformænd glædes over, at sundhed fylder meget i debatten. Det forstår vi godt, for sundhed betyder rigtig meget for danskerne og er et centralt tandhjul i velfærdssamfundet.

Vi har i Danmark et sundhedsvæsen, som er godt og er på et højt fagligt niveau, men det er også et sundhedsvæsen, som er udfordret. Personalemangel er den aktuelt største udfordring, og det er blevet meget tydeligt efter slidsomme år med blandt andet covid.

Og vi må også sige, at udfordringerne slår igennem på regionalt niveau, hvor det er markant sværere at rekruttere uden for de store byer. Særlig udfordret er Region Sjælland med mangel på eksempelvis speciallæger. På tværs af regionerne er vi enige om, at det ikke er i orden, og i vores to østdanske regioner er vi enige om, at der skal være gode sundhedstilbud til alle borgere i både de større byer og i de områder, hvor der er længere mellem husene.

Der skal et tættere og mere forpligtende samarbejde til for at udligne nogle af de forskelle, der findes i sundhed mellem de to regioner i Østdanmark

Lars Gaardhøj (S) og Heino Knudsen (S)
Regionsrådsformænd i hhv. Region Hovedstaden og Region Sjælland

Forpligtende samarbejde kan udligne forskelle
Vi har allerede i dag et godt samarbejde mellem de to østdanske regioner. Tusindvis af patienter bor i Region Sjælland, men behandles på eksempelvis Rigshospitalet i hovedstaden. Det er rigtig godt, men vi er enige om, at der skal et tættere og mere forpligtende samarbejde til for at udligne nogle af de forskelle, der findes i sundhed mellem de to regioner i Østdanmark. Derfor er vi startet på en dialog om, hvordan vi gør det på en klog måde.

Vi overvejer en række tiltag. Eksempelvis partnerskaber mellem hovedstadens store hospitaler eller psykiatri og nogle af Sjællands sygehuse, der vil have til opgave at styrke tilbuddet lokalt. Et af redskaberne til det kunne være delestillinger, hvor læger både løser opgaver på sygehusene i Region Sjælland og på hovedstadens hospitaler.

Der er allerede med succes etableret buskørsel fra København til sygehusene i Region Sjælland, og nogle har mulighed for at arbejde under transporten.

Meget kan klares online
Vi tror også på, at vi kan styrke brugen af online sundhed. Vi har i hovedstaden gode erfaringer fra Bornholm, hvor moderne teleambulatorier kobles op med Rigshospitalet, hvor speciallægen er, og patienten sparer så en tur til København, da meget faktisk kan klares online med hjælp af dygtigt personale på Bornholm.

Et af redskaberne til det kunne være delestillinger, hvor læger både løser opgaver på sygehusene i Region Sjælland og på hovedstadens hospitaler

Lars Gaardhøj (S) og Heino Knudsen (S)
Regionsrådsformænd i hhv. Region Hovedstaden og Region Sjælland

Det kan også gøres på tværs af vores to regioner og kan eksempelvis også omfatte læsning af røntgenbilleder.

Endelig diskuterer vi, hvordan vi sikrer at flere læger afslutter deres speciallægeuddannelse på hospitaler i Region Sjælland, da erfaringen viser, at det vil bidrage til, at flere speciallæger bliver på de sjællandske hospitaler, og at det styrker de faglige miljøer.

Flere ideer kan komme til, inden vi er enige om en ramme til en aftale, og der skal tænkes kreativt, for der findes ikke en snuptagsløsning, heller ikke selvom nogen skulle påstå det i den verserende valgkamp.

Det her er svært og løses ikke af nye reformer, hvor sundhedsvæsenet kastes ud i nye organisationsformer, men derimod af et tættere samarbejde alle regionerne, og i særdeleshed mellem Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Gaardhøj

Regionsrådsformand (S), Region Hovedstaden, 2. Næstformand Danske Regioner, formand, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, bestyrelsesmedlem, Wonderful Copenhagen
Cand.mag. i samtidshistorie (SDU 2001)

Heino Knudsen

Regionsrådsformand (S), Region Sjælland, bestyrelsesmedlem, Danske Regioner, formand, løn-og praksisudvalget, Danske Regioner, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen
Erhvervsuddannet

0:000:00