Lars Gaardhøj: Vi skal turde gribe ind tidligere, når børn mistrives

Et system under pres

Men for alt for mange bliver det begyndelsen på et langt og opslidende sygdomsforløb. Selvom den stigende mistrivsel ikke nødvendigvis hænger sammen med stigningen i diagnoser, vi også ser, så kan mistrivsel være et advarselstegn om underliggende psykisk sygdom.

Alt for ofte opdager vi problemerne for sent. Henvisningerne til børne- og ungdomspsykiatrien er fordoblet på ti år. Og mange børn venter længe – alt for længe – på at blive udredt.

Samtidig kan der være gået mange år forinden, hvor barnet har haft det dårligt. Det slider. Ikke kun på barnet og den unge, men også på familierne, skolerne og sundhedsvæsenet. 

Ingen skal føle, at de som individ eller familie står alene, når hverdagen vendes på hovedet.

Lars Gaardhøj
Spidskandidat for Socialdemokratiet i Region Østdanmark

Vi skal ikke vente på, at mistrivsel bliver til sygdom. Vi skal turde gribe ind tidligere. Og vi skal have knækket henvisningskurverne. Det er ikke nogen hemmelighed, at psykiatrien har været underprioriteret alt for længe.

Derfor må og skal psykiatrien have samme fokus og opmærksomhed som andre store sygdomsområder. For det er invaliderende for både den enkelte og de pårørende, når psykisk sygdom rammer. 

Derfor kæmper vi socialdemokrater for stærkere og mere nærværende indsatser – tæt på hverdagen. Det handler om fremskudte, tværfaglige teams, hvor region og kommune arbejder sammen.

Som med STIME, hvor fagpersoner kan reagere hurtigt, dér hvor barnet er – og ikke først når det er for sent. Eller som med F-ACT, der tilbyder intensiv støtte og behandling, skræddersyet til den enkelte patient.

Civilsamfundet som medspiller

Det handler også om tættere samarbejde med civilsamfundet. Poul Nyrup står bag Headspace, som er et lettilgængelig mødested, hvor unge 12-25 årige kan få anonymt rådgivning.

Headspace og andre tilbud, drevet af civilsamfundsaktører, skal vi samarbejde endnu tættere med.   

Vi skal også sikre, at overgangen til psykiatrien ikke føles som at blive kastet ind i et system.

Den første kontakt skal være tryg. Menneskelig. Og efter en udskrivelse skal der ligge en klar plan, så man har de bedste forudsætninger for at komme sig og på sigt skabe eller genoptage en hverdag.

Ingen skal føle, at de som individ eller familie står alene, når hverdagen vendes på hovedet.

Vi skylder de unge og deres familier en psykiatri, der ikke bare reagerer, men som både forebygger og griber én tidligere, hvis hverdagen ramler.