Bedre Psykiatri: Sundhedsaftalerne løser ikke problemet

DEBAT: Tusinder af danskere risikerer at blive fastholdt i et liv som svingdørspatienter. Det nytter ikke at skrue på de administrative knapper i sundhedsaftalerne, hvis vi vil komme problemerne til livs, skriver Thorstein Theilgaards, generalsekretær i Bedre Psykiatri.

Af Thorstein Theilgaards
Generalsekretær, Bedre Psykiatri

Det er en gigantisk kløft, regeringen forsøger at lappe sammen med forbedringerne af sundhedsaftalerne.

Den manglende koordination har plaget sundhedsvæsenet i årevis, og ingen er så hårdt ramt som mennesker med psykisk sygdom.

Tusinder og atter tusinder af danskere, som kunne have fået et godt liv med arbejde, familie og fællesskab, risikerer i stedet at blive fastholdt i et liv som svingdørspatienter.

Skiftende regeringer har været fuldt opmærksomme på problemet og har også forsøgt at løse det. Siden 2009 har det offentlige ifølge en opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed brugt 860 millioner kroner på at skabe bedre sammenhæng i psykiatrien. 860 millioner kroner!

Men uanset hvor mange penge, der er hældt i kløften mellem kommuner og regioner, er der ikke noget, der tyder på, at parterne er blevet bedre til at samarbejde.

20 procent af alle psykiatriske patienter bliver stadig genindlagt, ligesom de har gjort de sidste mange år. Det er ikke kun, fordi patienterne bliver udskrevet for tidligt, som mange måske tror. Det er mindst ligeså meget, fordi kommunerne ikke er gode nok til at tage imod de udskrevne og give dem den støtte, de har brug for.

For få vender tilbage til arbejdsmarkedet
Beskæftigelsesområdet er et andet grelt eksempel. Kun halvdelen af alle ellers erhvervsaktive danskere finder tilbage til arbejdsmarkedet inden for et halvt år efter udskrivning fra en psykiatrisk afdeling. Og kun 20 procent af den samlede gruppe mennesker med psykisk sygdom er i arbejde eller uddannelse.

Det er bare to af de triste eksempler på, hvor svært det er for kommuner og regioner at samarbejde om en sammenhængende indsats for mennesker med psykisk sygdom.

I det perspektiv virker det uambitiøst og bureaukratisk, når regeringen nu skubber sundhedsaftalerne foran sig som den saliggørende løsning.

Jeg har meget svært ved at forestille mig, at det vil have konkret betydning for psykisk syge, at der bliver skruet lidt på de administrative knapper i aftalerne.

Og resultaterne hidtil taget i betragtning klinger det også letkøbt, når der uden yderligere uddybning står i regeringens udspil, at aftalerne skal være mere forpligtende.

Hvis man virkelig vil skabe et sammenhængende sundhedsvæsen, må man gå mere konkret – og måske også hårdhændet – til værks. Kommunerne skal i langt højere grad leve op til det ansvar, de tilkæmpede sig ved kommunalreformen. Og regionerne skal én gang for alle erkende, at de kun er ét af en række led i den behandlingskæde, der skal hjælpe patienten til et bedre liv.

Èn borger – én plan – én kontaktperson
Et konkret bud på en løsning kunne for eksempel være at forpligte regioner og kommuner på at arbejde efter princippet: Èn borger – én plan – én kontaktperson. Eftersom kommunens kontaktflade med de syge i de fleste tilfælde er langt større og mere længerevarende end regionens, bør det være her, det overordnede koordinationsansvar bliver placeret.

Alle skridt i den rigtige retning er selvfølgelig velkomne – også forbedring af sundhedsaftalerne.

Der er heller ingen tvivl om, at intentionen i aftalerne er god, og at en virkeliggørelse af intentionerne ville bringe os et langt stykke.

Men jeg tillader mig at være skeptisk over for, om flere og bedre aftalepapirer virkelig vil løse det, som skiftende regeringer, uendelige debatter og millioner af kroner ikke har løst hidtil.

Forrige artikel Sygeplejersker efterlyser ambitioner og handling – mest for patienternes skyld! Sygeplejersker efterlyser ambitioner og handling – mest for patienternes skyld! Næste artikel Professor: Opgrader danskernes sundhedsdata Professor: Opgrader danskernes sundhedsdata