Sundhedsordfører: Adskillige år i medicinalindustrien har lært mig, at vi ikke skal forveksle evidens med sandhed

Evidens stopper nytænkning

Jeg har selv arbejdet med data og evidens i årevis i medicinalindustrien. Jeg ved, hvor vigtigt det er med pålidelige resultater. Men jeg ved også, hvor let evidens kan forveksles med sandhed, og hvordan det i praksis bruges til at udskyde, afvise og afmontere kritik og nytænkning.

Tag psykiatrien som eksempel. Her skal al ny behandling igennem et snæver nåleøje af randomiserede kontrollerede forsøg, før den kan betragtes som legitim. Ikke fordi det nødvendigvis er den eneste vej til viden – men fordi vi har besluttet, at det er den bedste.

Vi lider samtidig under en kultur, hvor sundhed forklares monokausalt: Ét problem, én årsag, én løsning.

Karin Liltorp
Sundhedsordfører, Alternativet

Resultatet? At kun medicin og psykologsamtaler godkendes som "reel" behandling, mens alt andet – lige fra motion og fællesskab til kost og natur – ofte affejes som irrelevante eller "uden evidens". 

Det absurde er, at vi samtidig ved, at disse faktorer har afgørende betydning for mental sundhed.

Studier i ensomhed, fysisk inaktivitet og social eksklusion viser igen og igen, hvor dybt disse forhold påvirker psyken. Og alligevel kan man ikke få støtte til anden form for behandling end medicin og psykologsamtaler – for det mener vi at have dokumentation for.

Vi lider samtidig under en kultur, hvor sundhed forklares monokausalt: Ét problem, én årsag, én løsning.

Men menneskets sundhed er aldrig så enkel. Den styres af komplekse interaktioner: sociale relationer, stress, kost, søvn, hormoner, gener og omgivelser. Når vi koger helbred ned til én variabel, mister vi forståelsen for det hele billede – og risikerer at gribe fat i den forkerte ende.

Bevisbyrden placeres forkert

Problemet stopper ikke i psykiatrien: I sin bog "Du er giftig" beskriver Philippe Grandjean, hvordan industrien bevidst har misbrugt evidenskravet til at forhindre regulering.

Et klassisk eksempel er bly. Selv efter solide studier i 1980'erne viste, at selv lave niveauer af bly skader børns hjerner, lykkedes det industrien at så nok tvivl til at forsinke handling i årtier.

Der "manglede evidens", blev det sagt – og børnene betalte prisen. Det samme ser vi med hormonforstyrrende stoffer som PFAS og phthalater, der i dag findes i alt fra regntøj til fødevarer. 

Evidens skal være retningsgivende, men det må aldrig erstatte dømmekraft, erfaring og etik.

Karin Liltorp
Sundhedsordfører, Alternativet

Forskningen viser klare tegn på skader: fra fertilitetsproblemer til nedsat intelligens og visse kræftformer. Men reguleringen trækkes ud, fordi bevisbyrden lægges hos dem, der advarer – ikke dem, der tjener på stofferne. 

Et tredje eksempel er sollys. I årtier er vi blevet bombarderet med advarsler mod solen, fordi den øger risikoen for hud- og modermærkekræft.

Det er bevist med stor evidens. Men nyere forskning peger på, at sollys beskytter mod hjertekarsygdomme, visse kræftformer, depression og sklerose gennem mekanismer, der rækker langt ud over D-vitamin.

Forekomsten af sklerose er steget eksplosivt, siden vi begyndte at advare mod for meget sol, men er der en sammenhæng? Og hvad nu, hvis vi i vores kamp mod solen har glemt at spørge, hvad vi ellers risikerer ved at undgå den – netop fordi der her ikke er en nem 1-1 sammenhæng?

Så ja, vi har brug for data – men vi har i højere grad brug for metadata, der sikrer, at vi får de store sammenhænge med, da vi ellers risikerer at tage decideret farlige beslutninger.

Forskning på industriens præmisser

Det er desuden vigtigt at forstå, at der også er et magtspil bag evidens: Det kræver millioner af kroner og årevis af arbejde at gennemføre store kliniske studier. Hvem har den slags penge? Industrien. Hvem prioriterer, hvad der skal undersøges? Også ofte industrien.

Det betyder naturligvis, at det er de produkter, der kan tjenes penge på, der bliver undersøgt. Ikke fordi industrien er "de onde", men fordi de også har en bundlinje at tage højde for. De vil således med henvisning til evidens kunne forkaste andre lovende produkter, der ikke har stor kommerciel interesse.

Evidens skal være retningsgivende, men det må aldrig erstatte dømmekraft, erfaring og etik. Vi har brug for en sundhedsforståelse, der tør favne den store kompleksitet og har øje for de bagvedliggende interesser og som tør handle ud fra sund fornuft, selv når ikke alt er klinisk bevist.

Her spiller vi politikere en særlig rolle – og har et særligt ansvar. For det er os, der i sidste ende træffer beslutningerne om, hvilke behandlinger, hvilke kemikalier og hvilke folkesundhedsinitiativer, der skal støttes, forbydes eller finansieres. Og for ofte ser vi os selv som "objektive videreformidlere" af, hvad "eksperterne siger".

Vi politikere skal naturligvis ikke være modstandere af videnskabelige argumenter, men vi skal insistere på at forholde os kritisk.

Vi skal turde bruge forsigtighedsprincippet, især indenfor miljøområdet, selvom der mangler evidens for skadevirkninger. Og vi skal turde åbne for nye løsninger, selv når de endnu ikke har været igennem en randomiseret studiemølle, men bygger på erfaring, sammenhæng og sund fornuft.

Evidens skal ikke lukke samtalen, men åbne den – og som politikere er det vores opgave at sikre, at den bliver ved med at være åben.