Sygeplejeråd om psykisk belastning: Bland jer uden om privatlivet

DEBAT: Vi skal erkende, at et ringe psykisk arbejdsmiljø er en realitet. For mange politikere og ledelser vil individualisere problemet og placere ansvaret hos den enkelte, skriver Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Af Dorte Steenberg
Næstformand i Dansk Sygeplejeråd

Tag dét der bliver sagt alvorligt og stop diskussionen om, hvorvidt den psykiske belastning skyldes arbejds- eller privatliv. Det er kun arbejdslivet, man er sygemeldt fra. Den erkendelse er første vigtige skridt, hvis vi skal skabe bedre psykisk arbejdsmiljø.

Når ansatte i arbejdslivet beretter om psykiske belastninger, er det ikke for at optræde som ofre for en grum virkelighed.

Det er tværtimod for at kaste et lys over de forhold, der hersker på mange, men ikke alle, arbejdspladser i dag. Det vil sige et ønske om at få politikere og ledere, hvad enten det er den private eller offentlige sektor, til at se situationen fra et andet ståsted end den fremherskende økonomiske logik.

Lad mig slå fast med det samme: De oplevelser ansatte har med et psykisk belastende arbejdsmiljø er desværre ikke enestående. Der er ikke tale om en ekstreme cases.

Ikke desto mindre går der en rød tråd gennem reaktionerne fra politikere og mange af de øverste ledelser i sundhedsvæsenet. En rød tråd, der drejer sig om at holde kritikken nede, individualisere problemerne og hægte dem sammen med privatsfæren og dermed placere ansvaret hos den enkelte. Lige netop, når det gælder politikere og topledelser, der har ansvaret for og magten til at udvikle et sundhedsvæsen, er den tilgang katastrofal.

Meningsfuldhed, sikkerhed og værdighed
Forskere peger på tre mekanismer, der har betydning for velbefindende i arbejdslivet og dermed er relateret til vores oplevelse af kontrol over eget (arbejds-)liv.

Først at det at kunne skabe og handle giver oplevelsen af meningsfuldhed - at vi bidrager til samfundsmæssig nytte. Dernæst at vi har tillid til vores omgivelser og oplever sikkerhed og en vis kontinuitet. Den tredje mekanisme knytter sig til begreberne stolthed og værdighed.

Kernen i dette er, at disse mekanismer på en eller flere måder kommer under pres i de forandringer, der finder sted på både private og offentlige arbejdspladser.

Kompliceret at forbedre det psykiske arbejdsmiljø
Men når vi nu ved meget om både årsager til et belastet psykisk arbejdsmiljø, og hvad der skaber arbejdsglæde og trivsel, hvorfor sker der så så lidt? Og hvad skal der til for at ændre udviklingen?

For det første er det langt mere kompliceret at arbejde med forbedringer af et psykisk arbejdsmiljø end med det fysiske arbejdsmiljø.

For det andet har vi meget få historiske erfaringer at bygge videre på.

For det tredje er de psykosociale faktorer karakteriseret ved at ligge meget tæt på forhold, der anses for omfattet af ledelsesretten, og indenfor den offentlige sektor hænger området sammen med det politiske råderum.

Og endelig, for det fjerde, viser forskning, hvordan fagbevægelsen historisk set ikke har viet det psykiske arbejdsmiljø megen interesse.

Ikke en konstruktion, men en realitet
Den gode nyhed er, at det trods kompleksiteten er muligt at skabe løsninger på det solide fundament af viden, vi i dag har.

Første skridt i retning af en løsning er at erkende, at et ringe psykisk arbejdsmiljø ikke er en konstruktion, men en realitet.

Andet skridt er at indse, at et meget ensidigt fokus på økonomi og produktivitet skaber umenneskelige forhold, der gør os syge.

Tredje skridt er at skabe løsninger, der både omfatter opstramninger i lovgivningen og indsatser på arbejdspladserne. Arbejdstilsynet skal have en større og mere indgribende aktionsradius, og de årligt tilbagevendende besparelser på Arbejdstilsynet må høre op. Der skal etableres arbejdsmiljørådgivning – ikke kun som et påbudt ’tilbud’ - men som en mere udbredt ordning, der kan give rådgivning til virksomheder før skaden er sket.

Og endelig er fjerde skridt, at de forandringer, der sker på virksomheder, altid bygger på inddragelse af medarbejdere og deres erfaringer. For da ikke at glemme fagbevægelsens vigtige rolle i at skabe et stærkt sammenhold på arbejdspladserne og være medudviklende af holdbare løsninger.

Forrige artikel Debat: Sundhedsvæsenet skal træde i karakter, når det begår fejl Debat: Sundhedsvæsenet skal træde i karakter, når det begår fejl Næste artikel Forening: Flere mister tænderne, mens regeringen skærer i tilskud Forening: Flere mister tænderne, mens regeringen skærer i tilskud
  • Anmeld

    Margit Johansen · selvstændig

    Supersygehuse, gør de medarbejderne syge? Kvinder betaler prisen.

    Supersygehuse kan være godt for noget - læge-sygeplejefagligt - hvad ved jeg - samtidig med at de kan være rigtig dårlige for det psykiske arbejdsmiljø. Det er tankevækkende at de store plejecentre - som jo er også vores store arbejdspladser for kvinder - sjældent får medaljer for det psykiske arbejdsmiljø. Og det er hjerteskærende, at så mange kvinder har det dårligt på arbejde. Endnu engang er det kvinder der betaler prisen, når vi ikke vil ligestillingen i handling. Det giver realiterne: uligeløn, skæv og for kort barsel, smuldrende pensionsværdier, vold på arbejdspladsen, grotesk skæv kønsfordeling af magt og ledelse. Og altså bekymrende dårligt arbejdsmiljø på de store velfærdsarbejdspladser- kvindearbejdspladserne: skole og omsorg.

  • Anmeld

    Sørgen Larsen · Arbejdsmiljø- og Trivselskonsulent

    Den Manglende Respekt Fra Myndighederne Omkring Psykisk Arbejdsmiljø

    Jeg er helt på højde med Dansk Sygeplejeråd. Jeg var i en del år Arbejdsmiljørepræsentant, og havde min gang på de københavnske hospitaler og plejehjem. Og det var min klare opfattelse, at Det psykiske Arbejdsmiljø blev underprioriteret og sådan har det været i to årtier. Jeg har set sygeplejersker og So Su Assistenter bryde grædende sammen ude på gangene. Der var ikke rigtig nogen kommunikation om problemet. Og så kom den der forbandede opdragelse man havde, på tværs af det hele. Det var den med at give alt for meget af sig selv og derved køre ud over grænsen. Og de havde egentlig fået den i hovedet allerede på introduktionen: "Når i engang bliver færdige med uddannelsen, vil I være med til at gøre en forskel". Sikke noget vrøvl og man skal holde op med det. Den nøgne sandhed er, at arbejdspladserne er lavet om til en travbane. Og når arbejdsdagen er omme, ved man dårligt nok, hvem man selv er.


    Jeg forsøgte med nogle løsningsmodeller, bl.a., at et stykke tungt arbejde skulle tage den tid et stykke tungt arbejde nu tager. Man skal ikke være professor for at vide, at når man er stresset, så mister man noget af jordforbindelsen. Det har jeg jo selv stået og set på. Modellerne kunne godt gå, men der ville jo så være opgaver, der hobede sig op, hvilket for så vidt også indikerede, at man ikke var nok hænder. Men skulle man virkelig gå i dybden med den personalepleje, ville det svare til, at man piller den kinesiske mur ned sten for sten. Mange forstod det udmærket, men blev det ført ud i livet, var de bange for at blive stemplet som halvdovne og dermed dårlige kollegaer.


    Det har som sagt kørt i over to årtier og Christiansborg bærer en stor del af skylden. Vi ligger inde med den mest tonedøve regering ever på området Arbejdsmiljø. Hvis jeg kunne, ville jeg indklage regeringen for EU-domstolen for at misrøgte arbejdsmiljøet i Danmark. Vi har et arbejdsskadetal på ikke mindre end 80.000.000.000 kr. Det er en skandale. Da jeg begyndte at undervise i 1992 var tallet 24.000.000.000 kr. Det der chokerer mig er, at man er fuldstændig ligeglad. Vi holder spare målene for Arbejdstilsynet på 23 millioner i 2018 - 21 millioner i 2019 og i 2020 skal der nedlægges 100 stillinger i Arbejdstilsynet. Så man kan vist roligt sige, at der er frit slag i bolledejen, hvis man ikke interesserer sig for et sundt arbejdsmiljø.


    Det gør ondt på en, der har beskæftiget sig med Arbejdsmiljø i 40 år. Viden om arbejdsmiljø op gennem tiderne, jeg selv og fra andre koryfæer går tabt. Man er ligeglad. Jamen for fanden, det er mennesker med familier. Det er grov forsømmelighed.
    Danmark er blevet et U-land på Arbejdsmiljøet.


  • Anmeld

    Lisbeth Sørensen

    Psykiatrien er en kvaksalver religion..

    Aldrig bevist at den eksistere..

    DK har forresten verdensrekord i psykiske diagnoser pr. person. Hvilket betyder at det altsammen er politisk og bullshit. 50 gange mere end nogen andre lande , pr. capita.

    Problemet her er naturligvis den onde borgerlige-liberalistiske arbejdskultur, uden Socialisme. ..Og folket ejer ikke deres egen sved.

    Drejer sig altså blot om frasortering, stigmatisering, og ikke ejerskab- politisk indflydelse ...DK er ekspert herom. DK giver psykiske diagnoser som ingen andre lande i verden. Altså er Danskere verdens mest tosset land? Det er jo sindssygt mand!

  • Anmeld

    Pia Olsen · Sygemeldt

    Det private liv kan også være hårdt

    men hold da op hvor er det ansvarsfraskrivende at blande det ind i et psykisk belastende arbejdsmiljø. Men måske er vi ved at være så hysterisk pligtopfyldende at vi slet ikke gir det en tanke om det kan passe at arbejdslivet skal være så hårdt at der ikke er plads til et privatliv med de op- og nedture der naturligt hører med

  • Anmeld

    Birte Henningsen · Stree

    Når det psykiske arbejdsmiljø boner så dårligt ud på APV en

    at Arbejdstilsynet sætter virksomheden på skærpet opsyn skulle man jo tro at det kunne give anledning til skærpet opmærksomhed når de stressygemeldte anmelder det som arbejdsskade, men nej. Vi er godt nok langt fra at tage det alvorligt at mange bliver syge af at gå på arbejde. Jeg vil hellere miste spidsen af min lillefinger end at stressudbrænde. Så havde jeg nok været tilbage på mit arbejde indenfor et par uger med et lille økonomisk plaster på såret. Istedet er jeg nu efter 1,5 år stadig sygemeldt og 50.000 kr fattigere fordi eneste behandlingstilbud i det offentlige er psykiatri og medicin som ikke egner sig til stress og min hjerne. Men jeg har da selvfølgelig bidraget til BNP ved at holde en masse andre i arbejde.

  • Anmeld

    Sørgen Larsen · Arbejdsmiljø- og Trivselskonsulent

    Birte Henningsen

    Jamen det er jo skrækkeligt, men du sætter problemstillingen i relief. Og vi er virkelig ikke kommet længere. Og det til trods for, at man uddanner mistrivselskonsulenter, som skal sætte ind, hvis nogen drikker, eller på anden måde mistrives.
    Vi er virkelig ikke nået længere. Jeg husker de første, der anmeldte stress som en arbejdsskade. "Det er nok noget man bøvler med derhjemme", og dermed forsøgte man at placere aben i fritiden.