Tidligere Etisk Råd-formand: Når døden kommer på tale, glemmer vi let det vigtigste budskab

Samværet med den døende kan være smertefuldt, og det pludselige fravær kan virke sorgfuldt, alt imens samtalen om døden kan være tankefuld.

Men hvad taler vi så om, når talen falder på døden? Taler vi om døden, som et farvel til alt det vi kender og en genforening med alt det som ender? Eller taler vi om døden gennem tro eller blot om stedet, hvor liget skal bo?

For nylig deltog jeg i et radioprogram. Journalisten lod mig forstå, at det skulle handle om døden og især spørgsmålet om, hvorfor og hvordan vi skal tale om døden. På den måde taler vi i medierne om det at tale om døden. Vi taler om døden som et tabu, eller desto mere almindeligt taler vi om døden som noget, der er vigtigt at tale om.

Henimod slutningen af udsendelsen deltog en lytter med et spørgsmål, som var henvendt til mig. Han spurgte: "Er det absolut nødvendigt at tale om døden, for ærlig talt, så har jeg ikke lyst." Hertil svarede jeg straks, at det kun var relevant at tale om døden, hvis han selv så værdien heraf.

Men hvis du og jeg ønsker at tale om døden, hvad skal vi så overhovedet tale om? Skal det handle om tiden før døden, hvor både du og jeg kan have tanker og ønsker om den tid, der kommer? Eller skal samtalen handle om tiden efter døden, hvor vi også kan udtrykke ønsker til begravelse, testamente, salmer i kirken og praktikaliteter i øvrigt?

Døden er en evig kulisse på livets scene, hvor der ikke er andre steder at spille

Jacob Birkler
Filosof, forfatter og tidligere formand for Det Etiske Råd

Min egne oplevelser blandt døende fortæller mig, at samtalen om døden handler om livet. Det liv, der er levet, og det liv, du ønsker i den sidste tid. Således er døden med til at indramme livet, hvor vi kan tale om det, vi har lært, og livet, som vi lever det på godt og ondt.

På den måde vil samtalen om døden altid hæfte sig fast på livet. Man kan måske sige det sådan, at liv og død er som højre og venstre. Vi kan ikke tænke det ene uden det andet, og skal vi navigere i livet, må vi have døden med.

Det sker, at jeg besøger højskoler i Danmark, hvor jeg erfarer, at de unge også er optaget af døden. De vil hellere end gerne tale om døden.

Men som regel er det noget, der skal styr på, men først når tiden kommer. Mest af alt er døden blevet uvedkommende og vedkommer mig først, når jeg bliver meget gammel eller meget syg. Først til den tid vil jeg forholde mig til døden og i øvrigt helst have styr på den, som var det en port jeg selv kan vælge gå ind af, når jeg, og kun jeg, ønsker det. På den bliver døden noget der skal kontrolleres eller udliciteres til fremtidig kontrol.

Men her glemmer vi dødens måske vigtigste budskab. Budskabet er, at vi skal leve. Livet er til tider modbydeligt og møgbesværligt, men der er ikke andre steder at gå hen. Døden er ikke et tilholdssted. Modsat er døden en evig kulisse på livets scene, hvor der ikke er andre steder at spille.

På den måde minder døden os hele tiden om både værdien og vigtigheden i at gøre det – leve. Samtalen om døden kan derfor handle om det liv, vi lever, når døden er med, indtil min rolle er udspillet. Mindre dystert kan vi også tale om døden som solen. Solen der står op hver dag og giver liv, men som samtidig er svær at kigge på for længe af gangen.