Debat

Dansk Elbil Alliance: Elbilen er blevet mainstream, og det ændrer lademarkedet

Elbilen er blevet populær i Danmark, og det gør det til en god forretning at investere i ladestandere. Politikerne skal dog ikke tvinge elbilisterne ind i roaming og regulerede priser, men lade virksomhederne finde de bedste løsninger, skriver Lærke Flader.

Elbilen har vundet indpas i Danmark. I august rundede vi 100.000 el- og plug-in hybridbiler, skriver Lærke Flader.
Elbilen har vundet indpas i Danmark. I august rundede vi 100.000 el- og plug-in hybridbiler, skriver Lærke Flader.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lærke Flader
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der bliver vendt op og ned på bilmarkedet i 2021. Dieselbilen er blevet et nicheprodukt, mens el- og plug-in hybridbiler bliver mainstream.

I august rundede vi 100.000 el- og plug-in hybridbiler i Danmark, og med lidt held kan vi i år opleve den første måned, hvor mere end halvdelen af nye biler kan køre på el fra elnettet.

Det er helt nye tider hos bilforhandlerne, og det er helt nye tider for de virksomheder, der investerer i ladeinfrastruktur til elbiler.

Dengang der var få elbiler på vejene (det vil nærmest sige indtil i dag), blev ladestandere sat op på offentlig vej og langs motorvejene for at sælge noget andet end el.

Offentlige ladestandere er blevet god forretning

Bilfabrikker satte meget kraftige lynladestandere op for at sælge elbiler, ladestanderoperatører satte offentlige ladestandere op for at sælge abonnementer på hjemmeladning, og dagligvarekæder satte ladestandere op for at få kunderne til at blive 5 minutter længere i butikken, mens de ladede elbilen.

Tvungen roaming og regulering af priserne risikerer derimod at fastholde markedet i en model, som måske ikke er relevant for kunder og virksomheder i fremtiden.

Lærke Flader
Branchechef, Dansk Elbil Alliance

Men de mange flere elbiler betyder, at virksomhederne, på de mest attraktive lokationer, kan tjene penge på at investere i en offentlig ladestander og sælge el til elbilisterne.

Derfor ændres forretningsmodellen rundt om de offentlige ladestandere. Priserne for at lade op uden abonnement på offentlige ladestandere har tidligere været høj, men de priser falder i takt med, at konkurrencen stiger.

Samtidig er priserne for at roame faldet, og adgangen til at roame er blevet meget mere udbredt. Tesla har desuden offentliggjort planer om at åbne deres netværk af superchargere for andre bilmærker end deres eget. Offentlige ladestandere er ved at blive en forretning, som kan bære sig selv. Det vender logikken på markedet helt rundt.

Ingen tvungen roaming

Flere virksomheder vil investere i offentlige ladestandere, og det vil øge konkurrencen. Den øgede konkurrence vil give endnu lavere priser og bedre betalingsløsninger - især apps, som er lette at bruge. På den måde får kunderne billige tilbud uanset betalingsmetode: ad hoc, gennem abonnement eller via roaming - altså på samme måde som vi kender fra tankstationer, hvor man kan betale med kreditkort eller benzinkort i loyalitetsprogrammer.

Tvungen roaming og regulering af priserne risikerer derimod at fastholde markedet i en model, som måske ikke er relevant for kunder og virksomheder i fremtiden.

Derfor mener vi i Dansk Elbil Alliance ikke, at Folketinget skal tvinge ladestanderoperatørerne ind i roaming, bestemte betalingsmodeller og regulerede priser i den kommende AFI-lov. På den måde fastholdes markedet i den gamle verden, mens innovation og konkurrence bremses.

Virksomhederne skal selv udvikle løsningerne

Politikerne kan desuden aldrig regulere sig til den rigtige pris. Enten rammer de for højt, og virksomhederne vælger at bruge den for høje pris, så kunderne betaler for meget, eller også vælger politikerne en for lav pris, og investeringerne i ladestandere bliver for lave, så elbilisterne ikke kan finde en ladestander.

Den danske lovgivning skal følge EU's AFI-forordning, som kommissionen har fremlagt et forslag til. EU-kommissionen ønsker med lovgivningen at sikre let adgang til rimelige priser. Det betyder, at elbilister skal kunne betale med kreditkort, MobilePay eller apps på alle ladestandere i hele EU – lad markedet bestemme resten.

For mange elbilister vil abonnementer og roaming stadig være det rigtige produkt, men ingen kan forudsige præcis, hvad de rigtige produkter bliver i fremtiden. Derfor skal lovgivningen give plads til, at virksomhederne kan udvikle løsningerne og kunderne kan vælge de bedste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lærke Flader

Branchedirektør, Træ- og Møbelindustrien (TMI), Dansk Industri, ekstern underviser, Københavns Uni.
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00