Dansk Luftfart: Flytransport er kommet for at blive og skal gøres bæredygtigt hurtigst muligt

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nogen tænker måske, at der er et modsætningsforhold mellem luftfart og jernbane. Sådan ser jeg det bestemt ikke. Jeg ser snarere et afhængighedsforhold.
Det er en illusion at tro, at massive investeringer i højhastighedsbaner vil flytte passagererne fra flyet til toget.
Mathias Milling
Sekretariatschef, Dansk Luftfart
Jernbanen er grundlæggende kritisk infrastruktur, som løser en central mobilitetsopgave i samfundet hver eneste dag. Om det er pendlerne, der skal til og fra arbejde, forretningsfolk, som tager toget til møder, eller de fritidsrejsende, der besøger venner og familie på tværs af landet.
Jernbanen kan vi ikke undvære. Jeg sidder selv i et tog hver dag til og fra arbejde, og mit liv ville blive markant mere komplekst, hvis jeg ikke havde den mulighed. Sådan er der mange, der har det.
For Københavns Lufthavn er toget også en hovedpulsåre, der dagligt fragter tusindvis af rejsende til og fra lufthavnen. Intet modsætningsforhold her. Det samme gælder flere andre europæiske lufthavne.
Vigtigt samspil
På tværs af EU ser vi eksempler på, at luftfartsselskaber indgår samarbejder med togselskaber, så flyrejsende for eksempel på kortere strækninger bliver foreslået at købe en togbillet i stedet for.
Det giver egentligt god mening. Nogle lufthavne i Europa har kapacitetsudfordringer. Hvis flyrejsende kan flyttes over i toget, kan der blive frigivet kapacitet til andre ruter.
Det gavner os alle at samtænke luftfart og togdrift på den her måde.
På nogen strækninger, særligt på de internationale rejser, vil flyet bare være hurtigere end toget. Det er endda tilfældet på nogle indenrigsture som København til Aalborg.
Her kan passageren så vælge, hvad der vægter for dem, når de skal rejse. Toget og flyet har hver sine styrker.
En illusion
Når vi taler om at flytte passagerer fra flyet til toget, så begynder mine alarmklokker at ringe. Det er nemlig ikke særlig nemt; måske endda umuligt.
I EU's budgetter bliver der prioriteret gigantiske summer til opgraderinger af jernbanen. Der skal være højhastighedstog mellem de europæiske storbyer. Det kan give fin mening i nogle tilfælde.
Der er intet, der tyder på, at danskere eller europæere vil stoppe med at flyve.
Mathias Milling
Sekretariatschef, Dansk Luftfart
Det er bare en illusion at tro, at massive investeringer i højhastighedsbaner vil flytte passagererne fra flyet til toget. Lad mig give et eksempel fra virkeligheden.
Deutsche Bahn fremlagde for nogen år siden et bud på, hvordan man kunne tredoble antallet af højhastighedstog i 2050. Det ville kræve 21.000 kilometer nye højhastighedsjernbaner.
European Court of Auditors har beregnet, hvor meget tidligere højhastighedsforbindelser har kostet at anlægge. Baseret på det vil det koste 3.900 milliarder kroner at anlægge 21.000 kilometer nye højhastighedsjernbaner.
Selv hvis Deutsche Bahns ønsker om højhastighedstog blev realiseret for den nette sum, ville man formentlig kun flytte et fåtal af flypassagererne over i toget.
Altså 3.900 milliarder kroner. Det er et fantasibeløb, som man næsten ikke kan forstå.
For samme beløb kunne samtlige flyvninger mellem europæiske lufthavne flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof i ti år. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge at bruge pengene på.
Samtænke jernbane og luftfart
Det taler ind i en anden udfordring for os i luftfarten: Nemlig at anlægget af jernbanen sjældent tælles med, når transportformerne sammenlignes. Her kigges kun på selve rejsen; altså en sammenligning af toget med flyet som transportmiddel.
Luftfartens infrastruktur er luften og lufthavnene. Luften er vores veje og jernbaner. Den har været ‘gratis’ at anlægge og faktisk også klimaneutral.
Til gengæld er brændstoffet ikke endnu klimaneutralt, og derfor er den direkte sammenligning mellem fly og tog ikke rigtig meningsgivende.
Der er intet, der tyder på, at danskere eller europæere vil stoppe med at flyve. Alle ved, at der er en klimapåvirkning forbundet med flyveturen, men den samlede værdi af rejsen vægter bare højere for de mange millioner, der dagligt sætter sig ind i et fly.
Derfor har politikerne en vigtig opgave i at sikre, at flyrejsen kan blive mere og mere bæredygtig. Det kan de gøre ved at sikre, at der er gode rammer i EU for eksempelvis at producere bæredygtigt brændstof.
Det arbejde udestår fortsat, og mens vi venter, håber jeg, at politikerne også vil fortsætte med at støtte op om jernbanen og samtænke jernbane og luftfart; fordi de er afhængige af hinanden.
Stort set hver gang du stiger på et tog i Danmark, er det en underskudsforretning for det offentlige.
Det fremgår af en ny opgørelse fra Trafikstyrelsen.
Så hvor meget vil vi egentlig betale for jernbanerne? Er sammenhængskraft og offentlig transport mere end bare penge værd? Hvordan sikrer vi fortsat mobilitet i udkantsdanmark?
Om Altingets temadebatter:
Altingets temadebatter sætter spot på et aktuelt, politisk nicheemne.
Alle indlæg er udelukkende udtryk for skribenternes egen holdning.
Hvis du vil deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til Rasmus Lauge Winding på winding@altinget.dk.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer





















