Radikale: DF afsporer Danmark med sort plan
DEBAT: Det borgerlige Danmark er galt afmarcheret, når de investerer milliarder i asfalt, men – meget belejligt – glemmer at regne på klimaeffekten af transportaftalen, som eksperter vurderer kan være negativ, skriver transportordfører Andreas Steenberg (R).
Af Andreas Steenberg (R)
Transportordfører
Skal der bygges motorvejsstrækninger? Ja. Naturligvis. Men balancen med regeringens infrastrukturplan er pilskæv.
Andreas Steenberg (R)
Transportordfører
Hvad får man, når man sætter en DF'er, en LA'er og et par borgerlige trafikordførere til at lave en transportaftale? Et harmonikasammenstød! En serie af uheldige, kulsorte begivenheder i kølvandet på hinanden.
Først trak DF'erne sig ud af forliget om Togfonden DK. Visionen var simpel: Vi beskatter olien i Nordsøen og bruger pengene på at sørge for, at der maksimalt er én time mellem Danmarks store byer i tog. Men hvis VLAK-regeringen vinder valget – Gud forbyde det – er Togfonden DK stendød. Og der er én skyldig part i trafikuheldet: Dansk Folkeparti.
Det er helt sort.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Ingen klimaambitioner
Trafikaftalen – og de mange, mange motorveje – vil sandsynligvis lede til mere kørsel. Mere diesel og benzin vil flyde. Og CO2en vil fosse ud af udstødningsrørene. Og det bekymrer med god grund alle de grønne organisationer.
Jeg forstår egentlig fristelsen. De regionale avisforsider var pludselig omdannet til vejkort den næste morgen. "Her er en motorvej til dig, og her er en til dig, og her er en til dig" kunne de blå trafikordførere råbe til borgerne.
Kim Christiansen, DF's transportordfører, kunne toppe den ved at sige: "Her er en omfartsvej til 377 millioner kroner til … mig". Det er helt afsporet.
Skal der bygges motorvejsstrækninger? Ja. Naturligvis. Men balancen med regeringens infrastrukturplan er pilskæv. Når man får flere danskere til at køre bil, fylder man bare vejene mere op, og så skal der bygges mere og mere.
Og sidst, men ikke mindst, da de blå ordførere pludselig havde kastet rundt med 110 milliarder kroner, stod det lysende klart, at ingen havde bekymret sig om CO2-effekten.
Tonedøve politikere
Information kunne tirsdag 26. marts berette, at der ikke er regnet på klimaeffekt af transportaftalen. Hvad i himlens navn er den gode grund til, at man ikke har gjort det? Når vi allerede ved, hvordan man gør det? Når Klimarådet, Det Økologiske Råd og Concito vurderer, at klimaeffekten meget vel kan være negativ?
Det er helt sort. Sjusket. Christiansborgsk osteklokke, når det er værst. Og tonedøvt over for borgerne. Det er ingen jordisk tvivl om, ifølge alle målinger, at klimaet fylder mere end asfalt i borgernes bevidsthed.
For nyligt stod en generationen af unge foran Christiansborg i en klimademonstration, og i kor råbte de: "Det er ikke nok!". De unge har i øvrigt intet fået ud af trafikaftalen. Fremtidens unge får meget lidt ud af trafikaftalen. Med timemodellen i Togfonden DK kunne vi afkorte transporttiden for Danmarks mange pendlende studerende .
Men ak. Enevælden er ikke fortid. Vi havnede i sort stilstand. DF – partiet uden en klimaplan – orkestrerede først Togfondens død, hvorefter man asfalterede Danmark, helt uden bekymring for det, som bekymrer borgerne.
Det er præcis af den grund, at vi ønsker en regering, der gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis retning.
Grønt lederskab
I Radikale Venstre har vi én dominerende vision for Danmarks veje, jernbaner og cykelstier. Vi ønsker mindre sort stilstand. Og mere grønt lederskab. Transportsektoren står for en kolossal del af Danmarks CO2-udledning, og derfor er transportpolitik mest af alt klimapolitik.
"Klimaet kalder. Fremad!" hedder vores plan, som nysgerrige kan finde på vores hjemmeside.
Når det gælder transportsektoren, vil vi:
- Holde hånden over Togfonden DK og sikre én times transporttid mellem Danmarks fire største byer
- Sikre én millioner elbiler i 2030 ved at omlægge beskatningen totalt
- Indføre stop for salg af diesel- og benzinbiler
- Sikre, at alle offentlige køretøjer kører på el
- Indføre rene luftzoner
- Afgiftsfritage el på elbiler
- Gøre det gratis at køre i elbil over Storebælt
- Skifte sorte taxaer ud med grønne
- Låne elcykler ud til borgerne
- Lade flyselskaberne betale for udledning
I Radikale Venstre siger vi ganske enkelt: Mindre DF. Færre trafikuheld i Transportministeriet. Mindre sort stilstand. Mere grønt lederskab.