Tænketank: Staten må tage ansvar for, at mobiliteten hænger sammen

Til og fra stationen

Som mobiliteten er organiseret i dag, er der ingen, der har ansvar for helheden.

Staten ejer jernbanenettet, regioner og kommuner bestiller busdrift, som trafikselskaberne koordinerer i hver deres område. Men ingen har ansvar for, at systemet fungerer som én samlet helhed.

Resultatet er et geografisk mobilitetslotteri. Nogle kommuner tilbyder velfungerende lokal trafik med gode forbindelser til andre transportformer. Andre steder kan borgerne reelt ikke klare hverdagen uden bil.

Konsekvensen er meget konkret for dem, der af helbredsmæssige, økonomiske eller sociale årsager ikke kan køre bil, eller unge og ældre, som ikke har kørekort.

Disse borgere har færre muligheder, færre job i rimelig afstand, dårligere tilgængelighed og mindre deltagelse i samfundet.

Selv det bedste jernbanenet er dog værdiløst, hvis borgerne ikke kan komme til eller fra nærmeste station.

Jakob Christensen, Holger Bisgaard og Lærke Frier
Markedsdirektør, Cowi, byplankonsulent og projektleder, Cowi

Det er ikke foreneligt med ambitionen om et samlet Danmark – den nationale sammenhængskraft, hvis vi skal op på den store klinge.

Selv det bedste jernbanenet er dog værdiløst, hvis borgerne ikke kan komme til eller fra nærmeste station.

Fungerer kun på papiret

Tilbringertrafikken – forstået som busser, cykelruter, gangstier, delemobilitet – er et vigtigt led i rejsekæden, som alt for ofte bliver glemt.

Tilbringertrafikken er også det sted, hvor systemet enten bryder sammen eller fungerer. I dag er denne første eller sidste del af rejsen kommunernes ansvar, men mange kommuner har ikke budget til at opretholde ruter i yderområder eller anlægge cykelstier med videre.

Regionerne må ikke finansiere dem, og staten har ingen rolle i at sikre adgang til stationerne.

Det betyder, at adgangen til det knudepunkt stationen udgør, det sted, der giver borgerne adgang til resten af landet, i praksis afhænger af lokale budgetter.

Et tydeligt eksempel på hvad der sker, når ingen har det overordnede ansvar for mobilitetssystemet.

Systemet fungerer måske på papiret, men ikke for borgerne og passagerne. Hertil kommer, at systemet for mange ikke giver en reel valgfrihed til transporten til arbejdspladsen.

Når ingen har ansvaret for helheden, bliver den samlede mobilitet i bedste fald et kludetæppe og i værste fald fragmenteret og usammenhængende.

Kommuner og regioner kan ikke løfte det nationale perspektiv, og trafikselskaberne er organiseret efter regionale grænser, som ikke nødvendigvis følger borgernes rejsemønstre.

Staten fokuserer på jernbanedriften, men uden at tage ansvar for adgangen til stationerne eller sammenhængen i rejsekæderne.

Staten fokuserer på jernbanedriften, men uden at tage ansvar for adgangen til stationerne eller sammenhængen i rejsekæderne.

Jakob Christensen, Holger Bisgaard og Lærke Frier
Markedsdirektør, Cowi, byplankonsulent og projektleder, Cowi

Tilpasses lokale forhold

Vi er nødt til at begynde at tænke mobilitet og national infrastruktur på samme måde, som vi tænker sundhed og uddannelse: Staten sætter de overordnede rammer, mens løsningerne tilpasses lokale forhold.

Kommunerne styrker knudepunkterne med både detailhandel og arbejdspladser, så der kan opstå et byliv omkring dem.

Det betyder ikke, at mobilitet bliver ens alle steder, men at der er en fælles, national retning, så alle borgere, uanset hvor de bor, kan forvente et vist niveau af tilgængelighed og sammenhæng i systemet.

Adgang til mobilitet skal ikke afhænge af, om man har bil. I et moderne mobilitetssystem er det en grundlæggende forudsætning, at man kan komme rundt – til arbejde, uddannelse, fritid og indkøb – også uden at sætte sig bag et rat. 

Det kræver løsninger, hvor cykling, gang, delemobilitet og tilbringertrafik er tænkt ind som standardelementer i alle transportkorridorer.

Når adgangen uden bil bliver et grundprincip i planlægningen, skabes der reel valgfrihed i hele landet, og mobiliteten bliver mindre sårbar over for økonomi, alder, helbred og geografi.

Danmark har brug for nationalt lederskab også på mobilitet. Det kræver tre beslutninger at skabe et sammenhængende mobilitetssystem.

For det første skal der etableres stat–kommune-samarbejde om knudepunkter og adgang:

• Adgangen til stationerne skal være en national opgave.
• Fuld koordination på tværs af kommune- og regionsgrænser.
• Krav til indtænkning af tilbringertrafik.
• Kommunal byplanlægning skal hjælpe med at sikre en byudvikling omkring knudepunkterne, så passagergrundlaget på sigt bliver forbedret.

For det andet skal der indføres nationale mindstekrav for mobilitet:

• Gør mobilitet til en rettighed – ikke en geografisk tilfældighed.
• Faste minimumsfrekvenser.
• Krav til koordinerede skift.
• Adgang uden bil som standard.

For det tredje skal ansvaret for helheden samles i én national koordinering:

• Mobiliteten skal fungere som ét system og ikke 98 lokale løsninger.
• Staten skal forpligte alle aktører og binde landet sammen på tværs af lokal politik og lokale budgetter.

Statens ansvar

Det er nemt at læse dette indlæg som et angreb på privatbilismen, men det vil være forkert.

I dag er det meste af vores infrastruktur uden for de større byer bygget op om at bruge bilen, mens der er stor forskel på de kollektive løsninger, når man er væk fra byerne.

Flere mennesker skal have et reelt valg, også i de større byområder, til at sidde i bilkøen.

Udviklingen herhjemme de sidste 25 år peger sammen med nationale undersøgelser på, at fremtiden vil betyde endnu flere biler.

Analyser viser også, at vejnettet bryder sammen, hvis vi ikke formår at regulere biltrafikken og tilbyde gode, stabile kollektive alternativer på de mest benyttede strækninger.

Derfor skal den kollektive trafik blive bedre. Og den kan sagtens blive bedre, meget bedre, hvis staten tager ansvaret.