Autisme Ungdom: Uddannelsessystemet svigter især os unge med handicap

For statsminister Mette Frederiksen (S) kommer det måske som et chok, at 50.000 unge står uden uddannelse eller beskæftigelse, men som ung med handicap, der har brugt snart seks år af sit liv i uddannelsesjunglen, kommer det ikke som en overraskelse.

Denne gruppe unge er nemlig ikke bare en homogen masse, der med et snuptag kan rettes ind ved for eksempel at skabe flere lærepladser og bedre UU-vejledning. Det er en start, men det er langt fra nok. 

Mange af de unge, der ender udenfor uddannelsessystemet, er unge, der på grund af fysiske eller mentale handicap ikke passer ind i det eksisterende system og derfor ikke kan komme nogen vegne, uanset hvor meget de gerne vil.

Som talsperson i Autisme Ungdom og som ung autist med ADHD repræsenterer jeg en gruppe unge, der i forvejen ofte er bagud – sammenlignet med vores neurotypiske jævnaldrende – ved udgangen af folkeskoletiden, da meget af vores folkeskoletid er brugt på at diskutere med skolen, PPR, psykiatrien og dertilhørende skolevægring.

Hvorfor? Fordi det er en alt for stor udfordring at opdage autisme i tide og få det rette skoletilbud. Da ens skoletilbud lægger fundamentet for al videre uddannelse, er det altså afgørende allerede at sætte ind dér.

Kommer man endelig i gang med en ungdomsuddannelse, er man også dårligere stillet. Kan man få handicaptillæg til sin SU – som på en erhvervsuddannelse – er der adskillige måneders ventetid. Tager man en gymnasial uddannelse, er det bare ærgerligt, så må man klare sig uden.

Selvom der heldigvis kommer flere og flere gymnasiale tilbud for unge autister, ADHD'ere og andre unge med særlige behov, er det langt fra nok til at få denne gruppe ordentligt igennem ungdomsuddannelsessystemet.

Svære odds på arbejdsmarkedet

Lykkes det imod alle odds at få en uddannelse, møder man et arbejdsmarked uden plads til en.

Mange arbejdsgivere vælger en fra på baggrund af ens diagnose – bevidst eller ubevidst. Og hvis man ikke kan klare at arbejde 37 timer om igen, skal man igennem adskillige år i jobcenteret med medarbejdere, der ikke har specialiseret viden om ens diagnose og derfor ikke kan vejlede en korrekt.

Antallet af historier om autister, der selv har måttet undervise sine sagsbehandlere og jobcentervejledere i, hvad autisme er, er alt for stort, og kan man selv forklare om sin diagnose, bliver det ofte brugt som argument for ikke at støtte en.

Jeg var selv i gang med en uddannelse, jeg måtte droppe ud af på grund af svigt fra systemet. Jeg var ni måneder fra at være færdigudlært salgsassistent, da jeg måtte sygemelde mig med stress og senere opsige min stilling.

Hvorfor? Oveni ledelsesskift om ombygning, som enhver autismeekspert kan fortælle, medfører abnormt stress hos et autistisk menneske, valgte min kommune at fjerne min støttekontaktperson.

Den afgørelse var uberettiget, fik jeg senere bekræftet, da Ankestyrelsen omgjorde kommunens beslutning, ni måneder efter afgørelsen blev effektueret. Men da var det for sent. Mit system var blevet overbelastet af stress, og uddannelsen tabt på gulvet.

Vigtigst af alt: Vores politikere skal anerkende, at de ikke kan skabe løsningerne på dette her område uden at involvere de unge selv

Silke Ena Svare
Talsperson, Autisme Ungdom

Min historie er langt fra enestående. Man ser dem i medierne en gang imellem, men i Autisme Ungdom er det hverdagskost. Af de over 400 medlemmer, som vi er i dag, har jeg kun mødt ét medlem, der ikke har følt sig misforstået af kommunen og ikke har været udsat for fejlagtige afgørelser.

Skolevægring, uddannelseskriser, at droppe ud på grund af stress og dertilhørende dårligt helbred i form af angst, stress, depression, selvmordstanker og så videre er altså efterhånden reglen for denne gruppe unge. Derfor står de udenfor uddannelse og beskæftigelse.

Ingen løsninger uden at involvere de unge

Hvad kan vi så gøre? Det ville i hvert fald være en start at anerkende, at problemstillingen med unge udenfor uddannelse og beskæftigelse er mere kompleks end noget, der kan løses med et snuptag ude på de enkelte uddannelser. Vi er nødt til at ændre uddannelsessystemet på sådan en måde, at det ser, griber og støtter unge med handicap – særligt usynlige – allerede i de små klasser.

Det rette skoletilbud skal identificeres og gøres tilgængeligt inden skolevægringen starter. Derudover skal vi have bedre støttemuligheder på ungdomsuddannelserne, bedre, hurtigere og mere fleksibel adgang til handicaptillæg til SU, et jobcenter med forståelse for vores diagnoser, retssikkerhed i mødet med systemet samt en psykiatri og et kommunalt system med kompetencerne til at gribe os, når vi knækker.

Men vigtigst af alt: Vores politikere skal anerkende, at de ikke kan skabe løsningerne på dette her område uden at involvere de unge selv. Det er ikke nok at spørge nogle lærere, lektorer og uddannelsesorganisationer.

Man er nødt til at involvere alle de relevante ungdomsorganisationer, også handicaporganisationerne og være villig til at investere i de løsninger, som vi fortæller, der er behov for.

Det er os, der er blevet svigtet af systemet, og ved, hvad der ikke virker. Derfor er det også os, der ved, hvordan man løser det.