Netflix-series kvindefjendske incel-idéer er mainstream i kultur og politik

Incels, som serien er inspireret af, er en ekstrem gruppe af unge mænd, der har været en del af incelkulturen, har begået massedrab i både USA og Canada. Der har da også været en enkelt dansk ung mand, der var incel og kom for retten for at planlægge en række skoleskyderier i 2022.

Men hvis vi udelukkende fokuserer på den mest ekstreme del af manosfæren, og på offentlige voldshandlinger som målestok for, hvornår vi har et problem, risikerer vi at overse den langt større udfordring, som manosfæren som helhed lige nu skaber.

I studiet "recommending toxicity" viser en gruppe forskere, at der går mellem 2 og 26 minutter, før en ung mand bliver anbefalet manosfære-relateret indhold på TikTok eller YouTube shorts, uanset om han udviser interesse for det eller ej.

De mennesker de møder, er manfluencere så som Andrew Tate og hans bror Tristan Tate, der prædiker alfahan mindset, at kvinder skal domineres og kontrolleres og viser måder at blive hurtigt rig på.

Hvis vi udelukkende fokuserer på den mest ekstreme del af manosfæren, risikerer vi at overse den langt større udfordring, som manosfæren som helhed lige nu skaber.

Maia Kahlke Lorentzen

Det kan også være inspirationsguruer som den canadiske psykolog Jordan Peterson, der fortæller dem, at den vestlige civilisation er under angreb fra ”woke-kulturen."

Der er også enkelte kvinder, der tjener penge (for det gør alle de her mennesker) på at være influencer i manosfæren, for eksempel Hannah Pearl Davis med tilnavnet ”the female Andrew Tate,” der har skabt sig et navn for at skælde andre kvinder ud for at være kræsne, promiskuøse og for lidt submissive overfor mænd.

Der findes også en manosfære og en række håbefulde manfluencere i Danmark, som ivrigt kopierer formen og indholdet fra de engelsksprogede, selvom de naturligvis langt fra er så store som dem, der lige har været portrætteret i Politiken henover påsken.

Det er dog vigtigt at understrege, at danske unge ikke kun ser dansksproget indhold – hvilket Cybernauterne også afdækkede i vores rapport ”Under indflydelse” fra 2020.

Her interviewede vi også flere unge mænd, der havde været inde og ude af manosfæren igen, og de havde alle mødt manosfæren gennem store amerikanske, canadiske og britiske influencere.

Internettet er grænseløst, og det er ikke kun det dansksprogede indhold, der når vores unges algoritmer. For eksempel kunne arbejdermuseet sidste år berette, at unge mandlige besøgende gik og citerede Andrew Tate til en udstilling om kvinders ligestilling.

Hvad citerer de så – hvad lærer man om maskulinitet, køn og ligestilling, når man bliver fodret med det her indhold, mens man scroller på sin telefon?

Man lærer, at mænd lever i et dominanshieraki, hvor man som en flok glubske ulve skal kæmpe om status og anerkendelse.

At mænd ikke skal græde, ikke skal vise følelser og ikke kan være deprimerede.

Den stoiske mand, der træner og grinder for at blive rig, alene, bliver glorificeret.

Man lærer også, at kvinder fra naturens side er promiskuøse og opportunistiske; de vil ikke have søde ordentlige mænd, men leder efter en mand i "toppen af fødekæden" til at yngle med.

Der går mellem 2 og 26 minutter, før en ung mand bliver anbefalet manosfære-relateret indhold på TikTok eller YouTube shorts, uanset om han udviser interesse for det eller ej.

Maia Kahlke Lorentzen

Man lærer, at kvinder lyver om voldtægt og seksuelle overgreb for at få opmærksomhed. Måske endda, at de skal have et par på skrinet, når man vil have sex med dem, som Andrew Tate instruerer til i en video.

Man lærer, at ligestilling og feminisme undergraver samfundet, og traditionelle kønsroller burde genindføres for at få kvinderne på ret kurs igen.

Man lærer, at der kun er to køn, og at eksistensen af transkønnede er en trussel mod samfundets orden.

Lyder det bekendt?

Manosfæren har eksisteret siden 90’erne og er vokset ud af den mandebevægelse, der var imod 2. bølgefeminismen, så dens ideer er ikke nye.

I vores fascination af historien om den ekstreme og voldsforherligende incelkultur og dens kodede sprog og digitale univers, som 'Adolescence' portrætterer, er det let at glemme, at mange af de ideer, unge mænd møder i manosfæren, ikke kun lever i online fora, som forældre ikke forstår.

De er allerede mainstream i vores kultur og offentlige samtale – ja endda repræsenteret i politik.

Incel kulturen er den mest ekstreme konklusion af disse budskaber; de "ufrivilligt cølibate" ser denne fortælling om en nådesløs konkurrence for succes og kvinders opmærksomhed, og samler sig i fællesskaber for dem, som ikke tror, de kan vinde den.

Den nok mest berygtede incel, Elliot Rodger, forklarede i sit manifest, hvorfor han gik ud og myrdede seks mennesker og sårede 14 som hævn for kvinders romantiske og seksuelle afvisninger, med sætningen:

”All I ever wanted was to love women, and in turn to be loved by them back. Their behavior towards me has only earned my hatred, and rightfully so! I am the true victim in all of this. I am the good guy.”

Selvom det er fristende at fokusere på det mest ekstreme, måske også fordi historien om den frustrerede afviste mand, der hævner sig, er noget, der fungerer godt i fiktionen, teatret, filmenes og bøgernes verden, så er incels sjældne.

Hvis unge mænd lever på manosfærens digitale diæt, lærer de, at de er de virkelige ofre i konstant kamp med de udspekulerede kvinder om magten i samfundet.  

Maia Kahlke Lorentzen

Derfor er det vigtigt, vi forholder os, hvilke ideer den brede befolkning, unge såvel som ældre, introduceres til af manosfæren.

Men vi er der, hvor unge mennesker i stigende grad er splittede og uenige om ligestilling, og hvor særligt yngre mænd mener, at ligestillingen er gået for langt.

Vi behøver heller ikke lede med lys og lygte efter eksempler på kvindefjendsk vold på dansk jord.

I Altinget kunne man for eksempel i januar læse, at vi i Danmark ligger i toppen af statistikken for EU, når det drejer sig om vold i hjemmet, kvindedrab og seksuelle overgreb.

Det indhold, vi møder online er virkeligt, på den måde, at det former vores forståelse og holdninger til den verden, vi lever i.

Hvis unge mænd lever på manosfærens digitale diæt, lærer de, at ovenstående statistik er løgn, og at de er de virkelige ofre i konstant kamp med de udspekulerede kvinder om magten i samfundet.

Hvis man som forælder og fagperson vil udfordre denne tankegang, kræver det ikke kun, at man sætter sig ind i det digitale sprog på TikTok, men også at man er villig til at adressere den grundlæggende idé om, at ligestilling er en ”kamp mellem kønnene,” som én taber når den anden vinder.