Debat

DPU-leder: Uddannelsespolitik kan ikke alene udligne ulighed

DEBAT: Politikerne ønsker at bekæmpe ulighed igennem uddannelsessystemet. Men uddannelse kan ikke kompensere for den ulighed, der ligger i gemt i blandt andet sundhedspolitik og socialpolitik, skriver Claus Holm fra DPU.

Et hovedmål med folkeskolereformen er, at folkeskolen skal mindske
betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. (Arkivfoto)
Et hovedmål med folkeskolereformen er, at folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. (Arkivfoto)Foto: Andreas Beck/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Med maksimalt fire måneder til folketingsvalget begynder valgtemaerne at tage form.

Et af dem er ulighed.

Både fagbevægelsens spidser og flere af erhvervslivets absolutte topfigurer har peget på stigende ulighed som et problem for vores samfunds sammenhængskraft.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Lighedsforståelsen er under forandring
Selvom tillidsmanden og direktøren næppe er enige om alt i den diskussion, så tyder meget på, at lighed – eller ulighed, alt efter temperament – får en betydelig rolle i den kommende valgkamp.

Set med et uddannelsesblik fører det til flere interessante skillelinjer og nuancer, som jeg håber, valgkampen kan rumme.

Vil denne kamp for uddannelsesretfærdighed for hver enkelt elev skaffe os af med det, som har været et hovedproblem siden 1940'erne, nemlig den skæve sociale rekruttering til uddannelse? 

Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Først og fremmest, så er definitionen af lighed og retfærdighed ikke entydig. Den er under forandring.

Nogle definerer primært lighed som "lige muligheder for social mobilitet". De har ofte ikke noget imod ulighed som sådan. Deres argument er, at ulighed fremmer den enkeltes motivation for opadgående social mobilitet.

Andre forstår i højere grad lighed som "udligning af forskelle mellem samfundsgrupper". De er mere optaget af omfordeling mellem rig og fattig og af et mere ligeligt fordelt resultat.

Begge er dog stort set enige om, at uddannelse er en af vejene til større social retfærdighed – uanset om det er den ene eller anden slags lighed, man går (mest) ind for.

Social baggrund skal mindskes
Dermed er det påtrængende spørgsmål, hvor stor en del af de politiske løfter om lighed, pædagogikken og uddannelsessystemet kan indfri?

Lad os tage afsæt i folkeskolen.

Det første hovedmål med folkeskolereformen er, at skolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan. Det andet hovedmål er, at folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.

Det er altså ikke tanken, at alle skal være lige dygtige. Hver enkelt elev skal "blot" udfordres til at blive dygtig, som vedkommende kan – uanset social baggrund.

Det er noget andet end lighed i traditionel velfærdsstatslig forstand.

Velfærdsstaten har siden 1960'erne været optaget af lighed i den forstand, at alle skulle kunne nå samme niveau, og at underprivilegerede elever skulle kompenseres, så de kunne nå samme færdighedsniveau som de mere privilegerede.

Det fungerede længe som en vellykket myte, men den havde ikke meget med realiteterne at gøre. I dag anerkender vi bredt, at denne version af absolut lighed gennem uddannelse ikke er lykkedes.

Men uanset at der er sket et skifte fra et ideal om absolut lighed til et mere relativt ideal om at realisere en så dygtig version af sig selv som muligt, så er det store spørgsmål, hvilken betydning det vil få på det kollektive niveau.

Ingen sociale ydelser til restgruppen
Vil denne kamp for uddannelsesretfærdighed for hver enkelt elev skaffe os af med det, som har været et hovedproblem siden 1940'erne, nemlig den skæve sociale rekruttering til uddannelse – det, der i dag går under betegnelsen restgruppen?

Restgruppen er i dag en betegnelse for de unge, der ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse – og derfor primært sigter mod ikke-faglært arbejde.

Den gruppe er fortsat for stor. Der er ikke nok arbejde til dem – og hverken økonomi, politiske vinde eller menneskesyn peger i retning af at kompensere dem permanent gennem sociale ydelser.

Tidens løsen er, at de ikke skal kompenseres – hver enkelt af dem skal mobiliseres til at gøre deres pligt i både uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet.

Om det lykkes, ved vi ikke endnu.

Men der er næppe tvivl om, at vi som samfund forventer mere end nogensinde af uddannelserne. Uddannelse er en grundsten i at øge ligheden – men meget taler samtidig for, at uddannelse ikke kan kompensere for den ulighed, der ligger i gemt i boligpolitik, skattepolitik, sundhedspolitik, socialpolitik og så videre.

Om det er et problem er et politisk spørgsmål, som flere partier interesserer sig for.

Lighed skaber konkurrencedygtigt arbejdsmarked
For lighed handler ikke kun om retfærdighed – det handler også om konkurrenceevne. Og så er vi tilbage ved tillidsmanden og direktøren, der begge kalder på mere lighed.

Deres bekymring er reel. Danmarks konkurrenceevne ser ud til at kræve ikke bare uddannelsesretfærdighed, men også et vist niveau af en mere generel og absolut lighed.

Komparativ uddannelsesforskning peger på, at de nordiske landes exceptionelt stærke måde at klare finanskrisen på formentlig lader sig forklare sig med nogle grundlæggende karakteristika og værdier.

For eksempel er Danmark – med stor lighed i indkomst, uddannelse, social sammenhængskraft og så videre – et langt mere egalitært land end andre lande i verden. Og den relativt lige fordeling har betydet meget for at opretholde et stabilt, folkeligt udbredt og konkurrencedygtigt uddannelsessystem og arbejdsmarked.

Det er i international sammenhæng vanskeligt ikke at være positiv over for de nordiske landes udgave af social solidaritet.

Meddelelsen fra international uddannelsesforskning er derfor fortsat at satse på det, vi kan kalde for "folkelig konkurrenceevne". Og meget tyder på, at for stor resultat-ulighed ikke er profitabel for Danmark.  

Der er ikke noget nyt i, at pædagogikken skal tjene politikernes ambitioner. Det nye er, at kravene til at lykkes gennem pædagogiske indsatser er større end nogensinde før. Og måske større, end realiteterne kan bære.

Uddannelse kan ikke alene skabe lighed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Holm

Lektor, institutleder, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet
cand.mag. i statskundskab og filosofi (Københavns Uni. 1995), Ph.d.

0:000:00