Forsker: Det er slet ikke meningen, skolen skal være inkluderende

Forstå mig ret: Når jeg skriver, at det slet ikke er meningen, at skolen skal være inkluderende, er det ud fra en forståelse af, hvordan uddannelsessystemer i bund og grund er skruet sammen, og hvad deres funktion har været gennem årtier og sandsynligvis vil blive ved med at være årtier frem.

Ligesom inklusion ikke er et sted og således ikke handler om at være indenfor eller udenfor almenskolen, så er inklusion heller ikke et endeligt slutmål, som skoler kan stræbe efter at nå for blot læne sig tilbage, når målet er nået.

Inklusion er en praksis, ikke et mål

Inklusion er et abstrakt ideal, som man pædagogisk og didaktisk kan være guidet af, men, som uddannelses- og inklusionsforskeren Franziska Felder skriver, er ideologisk i den forstand, at det i princippet er utopisk at nå.

Jeg er af den overbevisning, at en del af den modstand, jeg støder på i forhold til skolers arbejder mod mere inklusion, handler om den misforståelse, at inklusion er et endemål og endda et systemisk endemål, hvor skolen i sin grundlæggende form pludselig er fundamentalt inkluderende i alt sit væsen.

Inklusion i skolen, ligesom inklusion i vores demokrati, er en aldrig afsluttende proces.

Thomas Thyrring Engsig
Forskningsleder, Professionshøjskolen UCN

Den ide tror jeg, vi må forlade, og når vi har forladt den, kan det reelle arbejde med skolens inklusionsbestræbelser for alvor fortsætte.   

Inklusion som et endemål eller som et omfattende systemskifte er utopisk.

Jeg er af den klare overbevisning, at vi nødvendigvis må ændre vores måde at tænke på og tale om inklusion i skolen og ændre vores inkluderende engagement. 

Inklusion er snarere en kontinuerlig pædagogisk og didaktisk proces, der handler om blikke, analyser og refleksioner, som udgøres af et konstant kritisk engagement omkring rammerne for at holde skole, for elevers muligheder for deltagelse, for barrierer for deltagelse og for muligheder og umuligheder for dannelse og læring.

I denne forståelse er inklusion i skolen, ligesom inklusion i vores demokrati, en aldrig afsluttende proces og altså et fortløbende kritisk engagement.

Disruption af det etablerede skolesystem

Min gode kollega, Chris Johnstone fra universitetet i Minnesota taler om, at vi må gentænke vores måder at tale om inklusion.

I stedet for at tale om inklusion som et utopisk ideal, der aldrig kommer til at lede til grundlæggende systemskifte, og som blot frustrerer alle involverede lærere, pædagoger, forældre og, ikke mindst, børn og unge, må vi i stedet må tale om inklusion som disruption af det etablerede skolesystem. 

Disruption af det cementerede og på mange måder konservative og fastlåste skolesystem, der blandt andet har snævre forståelser af, hvad skole og undervisning er, hvad den gode og normale elev er, og hvad curriculum, læremidler og differentiering og støtte er.

Det handler om, at inklusion mere bliver en pædagogisk og didaktisk kritisk refleksion og handling snarere end utopisk systemskifte.

Vi kan ikke ændre et helt skolesystem guidet af inkluderende værdier, der på mange måder er ideologisk pakkede og utopiske i et systemperspektiv. Men vi kan ændre grundlæggende pædagogiske og didaktiske værdier, forholdemåder og tilgange gennem konstant kritisk engagement i skolens måder at være skole på, og undervisningens måder at være undervisning på. 

Skolen, som system, bliver aldrig i sig selv inkluderende

Lad mig afslutningsvist slå en ting fast: Jeg advokerer ikke for inklusionens endeligt. Jeg advokerer for et endeligt med den forståelse, at vi gennem utopiske ideologiske inklusionsværdier skal forvente en skole, der grundlæggende skifter systemisk ham, for det kommer ikke til at ske.

Skolen, som det system den er, bliver aldrig i sig selv inkluderende og når således aldrig et inkluderende endemål.

Thomas Thyrring Engsig
Forskningsleder, Professionshøjskolen UCN

Jeg argumenterer for, at vi tænker inklusion i skolen som et kontinuerligt kritisk engagement med skolens rammer og betingelser, og at vi gennem handlinger og disruption af cementerede strukturer og automatiseringer i skolen udfordrer og ændrer det, der marginaliserer, diskriminerer og ekskluderer.

Det betyder, at en mere inkluderende skole er, når skolens lærere, pædagoger og ledere konstant forholder sig til barrierer for børn og unges deltagelse i skolen og undervisningen og ikke blot venter på et skolemæssigt systemskifte.

Eller når man forholder sig kritisk til måder, vi tester i skolen, eller forholder os kritisk til økonomistyring og visitationsprocesser, eller måder vi fordeler og omfordeler støtte, eller måder hvorpå vi antager, at skolen er til for en særlig måde at være elev på.

Skolen, som det system den er, bliver aldrig i sig selv inkluderende og når således aldrig et inkluderende endemål, men når vi som lærere, pædagoger, ledere og skoleforskere konstant forholder os kritisk til skolen, undervisningen og engagerer os i inkluderende refleksion, handling og disruption af det bestående, så er vi på rette vej.