Forsker: Hvis vi for alvor vil mindske mistrivslen blandt børn og unge, skal vi gøre op med skolens resultatkultur

Synlig læring, målstyret undervisning og senest debat om højere karakterkrav til gymnasiet har yderligere skærpet fokus på evaluering.

Dette skaber forudsætninger for, at nogle elever, som objektivt burde have det godt i skolen, alligevel føler, at det er vanskeligt at leve op til kravene om resultater.

Den gruppe elever oplever, at det evige fokus på resultater gør skolen til et sted, hvor de føler sig presset til at præstere i stedet for at blive støttet i at lære noget, de er optaget af.

Det er ikke svært at forestille sig, at det nye politiske forslag om højere karakterkrav til optagelse på stx vil yderligere manifestere resultatkulturen på skolerne.

Selvom diagnoser i sig selv ikke nødvendigvis betyder mistrivsel i folkeskolen, er der ofte en korrelation mellem mistrivsel og diagnose.

Ronni Laursen
Adjunkt, Aalborg Universitet

Diagnoser og ufrivilligt skolefravær

For at vende tilbage til stigningen i diagnoser, er der ingen tvivl om, at vi er blevet bedre til at diagnosticere psykiske udfordringer som ADHD, autisme og angst hos børn.

Denne udvikling har utvivlsomt en række positive aspekter, idet en diagnose ofte giver adgang til nødvendig støtte i skolen og i hjemmet.

For mange børn og deres forældre kan en diagnose være en lettelse og en vej til bedre trivsel. Men diagnoserne kan også være en indikator på, at noget er galt i folkeskolens rammer.

For selvom diagnoser i sig selv ikke nødvendigvis betyder mistrivsel i folkeskolen, er der ofte en korrelation mellem mistrivsel og diagnose.

Det ses for eksempel i Autismeforeningens dugfriske inklusionsundersøgelse, der peger på, at et stort antal af børn med autisme har ufrivilligt skolefravær.

Resultatkulturen kan yderligere forværre denne mistrivsel, fordi skolerne lægger stor vægt på, at eleverne skal præstere godt i forhold til de fastsatte målkriterier.

Mistrivsel rammer bredt

Det er vigtigt at understrege, at mistrivslen i folkeskolen bestemt ikke kun rammer elever med diagnoser.

Som jeg argumenterer for, kan børn og unge bukke under for presset fra en resultatkultur, og dermed kan resultatkulturen være en årsag (blandt mange) til eksempelvis stigningen i angst eller følelsen af utilstrækkelighed.

Denne udvikling kalder på en bred og ambitiøs indsats fra både det politiske felt og skolens praksis.

Jeg vil nødigt male fanden på væggen, for når jeg besøger skoler, møder jeg et enormt engagement blandt praktikere og en stærk vilje til at gøre en forskel for børnene.

Resultatkulturen kan yderligere forværre mistrivslen, fordi skolerne lægger stor vægt på, at eleverne skal præstere godt i forhold til de fastsatte målkriterier.

Ronni Laursen
Adjunkt, Aalborg Universitet

Det er imponerende, hvor meget ledere, lærere og pædagoger investerer i at skabe en meningsfuld og nærværende hverdag for eleverne. Men hvis vi for alvor vil mindske mistrivslen, er det nødvendigt at gentænke skolens kultur.

Det kræver, at lærerne får bedre rammer til at skabe meningsfulde praksisser, der passer til den kontekst, de arbejder i.

De skal have tid og ro til at fokusere på det gode undervisningsmiljø frem for at bekymre sig om, hvordan klassen klarer sig i nationale test eller om eksamenskaraktererne er høje nok sammenlignet med naboskolens afgangsklasser.

Er nationale test nødvendige?

En sådan forandring kræver politisk vilje – og måske er vi allerede på vej. Antallet af afgangsprøver er blevet reduceret, og det er et skridt i den rigtige retning.

Men hvorfor stoppe her? Er de nationale test virkelig nødvendige som pædagogisk redskab? Mange lærere vil formentlig sige nej.

Tillid til, at lærerne kan tilrettelægge en undervisning, der tager udgangspunkt i elevernes konkrete behov, kan skabe en skolekultur med mindre fokus på målbart outcome – og mere fokus på trivsel.

Det, tror jeg, vil i sidste ende være godt for både lærere og elevers trivsel.