Debat

Jacob Bundsgaard: Klods Hans og Harry Potter hjælper vores børn hele livet

KLUMME: Når børn går på opdagelse i bøgerne, skaber det læselyst og sprogkundskaber for livet. Derfor er det vigtigt, at kommunerne hjælper skoler og biblioteker til at stimulere børn og unges læselyst. Det skriver Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus. 

Foto: Pressefoto
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Bundsgaard
Borgmester, Aarhus Kommune (S)

Aarhus er i år europæisk kulturhovedstad, og det afstedkommer rigtig mange gode ting, kulturbegivenheder, oplevelser, udstillinger med videre. Men for eksempel handler det også om give børn og unge skrive- og læselyst.

Det gør det, fordi den internationale børnelitteraturfestival Hay Festival Aarhus over fire dage fra torsdag 26. oktober har børn og unge i centrum og giver dem mulighed for at møde nogle af deres største idoler, danske såvel som udenlandske.

Læs med dit barn
Festivalen har naturligvis fokus på litteraturen fra mange kulturer, men Hay Festival Aarhus handler også helt grundlæggende om, hvor vigtigt det er, at børn lærer at læse, og at man som forældre læser for sine børn.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er til stadighed vigtig viden at give videre til alle forældre: Tag dig tid, sæt dig med dit barn, og læs en bog. Det er lige så enkelt, som det er virkningsfuldt.

Børn elsker det, og det styrker deres sprog.

Det er vigtigt, at kommunen tager initiativ til en tidlig, systematisk indsats, der styrker børn og unges læselyst og deres sprog- og læsekompetence. Uanset om børnene hjemmefra kender Klods Hans, Den Kæmpestore Pære eller Harry Potter.

Jacob Bundsgaard
Borgmester, Aarhus Kommune (S)

Barack Obama var i sin tid som præsident ofte ude med opfordringer til forældre om at læse højt for deres børn. Til Kongressen sagde han i 2009 blandt andet: ”In the end, there is no program or policy that can substitute for a parent, for a mother or father who will (……) help with homework, or turn off the TV, put away the video games, read to their child.”

Selv om Obama er historie, og tonen fra Det Hvide Hus på mange områder sidenhen er blevet forbudt for børn, så holder opfordringen fra Obama stadig – højtlæsning er en kilde til stor læring.

Gode anbefalinger er ikke altid nok
Men det er desværre ikke altid, at rigtige og gode anbefalinger slår til.

Derfor er det vigtigt, at kommunen tager initiativ til en tidlig, systematisk indsats, der styrker børn og unges læselyst og deres sprog- og læsekompetence. Uanset om børnene hjemmefra kender Klods Hans, Den Kæmpestore Pære eller Harry Potter.

Aarhus Kommune har netop ved dette års budgetlægning afsat nye 2 millioner kroner til at udarbejde en strategi til fremme af læseevne og -lyst.

Strategien skal laves i et fællesskab mellem vores børn og unge-medarbejdere og biblioteksmedarbejdere. Vi er nemlig overbevist om, at det har betydning for, hvordan børn og unge klarer sig senere i livet.

Strategien følger op på en handlingsplan for 2007. Da forældrene udgør en afgørende ressource i forhold til børns udvikling af sprog- og læsekompetencer, vil strategien netop have fokus på det område, blandt andet ved at der skal laves nye vejledninger til forældrene.

Torsdag 26. oktober forestår Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary den officielle åbning af den fire dage lange børnelitteraturfestival på Dokk1 i Aarhus med masser af aktiviteter. Blandt andet er 39 af de bedste europæiske forfattere, der endnu ikke er fyldt 40, blevet inviteret til at skrive nye værker baseret på temaet rejse.

Under festivalen kan publikum deltage i mere end 150 arrangementer og workshops med nogle af de bedste danske og internationale forfattere samt illustratorer inden for børne- og ungdomslitteratur i dag.

Det bliver rigtig godt. For når børn på opdagelse i litteraturen, følger deres sprog med på en rejse, som har betydning hele livet. 

Dokumentation

TEMA – Uddannelse i kommunerne 

Frem mod kommunalvalget giver otte borgmestre i en klumme deres bud på tidens store uddannelsespolitiske spørgsmål og udfordringer. 

Hvor bevæger vi os hen, og hvordan arbejdes der med skole og uddannelse i landets kommuner?

De otte borgmestre kommer fra hele landet og præsenterer forskellige politiske partier. 

Denne mandag er det Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der skriver klummen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bundsgaard

Borgmester (S), Aarhus Kommune, næstformand, Kommunernes Landsforening (KL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

0:000:00