Kommentar af 
Madeleine Steenberg Williams

Kære regering, er et cykelløb vigtigere end en god folkeskole?

I finanslovsforslaget har regeringen afsat 80 millioner kroner til et cykelløb. Samtidig er der kun afsat 35 millioner til at styrke uddannelsessystemet. Politikerne bør omprioritere og investere i det, der virkelig betyder noget ­– vores børns uddannelse, skriver Madeleine Williams.

Hvordan kan man i finanslovforslaget 2024 kun afsætte 35 millioner kroner til at styrke kvaliteten af vores uddannelsessystem, mens man har råd til at afsætte 80 millioner til et cykelløb, spørger Madeleine Williams.
Hvordan kan man i finanslovforslaget 2024 kun afsætte 35 millioner kroner til at styrke kvaliteten af vores uddannelsessystem, mens man har råd til at afsætte 80 millioner til et cykelløb, spørger Madeleine Williams.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Madeleine Steenberg Williams
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse tider, hvor pengene strømmer til forskellige projekter og initiativer, er det på tide at stille et vigtigt spørgsmål: Hvad med folkeskolen?

Hvordan kan man i finanslovforslaget 2024 kun afsætte 35 millioner kroner til at styrke kvaliteten af vores uddannelsessystem, mens man har råd til at afsætte 80 millioner til et cykelløb?

Tiden burde være inde til at sætte fokus på Danmarks fremtid og prioritere den gode uddannelse, som trods alt er grundlaget og fremtiden for vores samfund.

Madeleine Williams
Fhv. forkvinde, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Tiden burde være inde til at sætte fokus på Danmarks fremtid og prioritere den gode uddannelse, som trods alt er grundlaget og fremtiden for vores samfund.

Der er ingen tvivl om, at sportsbegivenheder som cykelløb kan være med til at give positive omtaler og styrke omverdenens image af Danmark. Men hvis vi bare et øjeblik kiggede på, hvad der ville være den mest langtidsholdbare og bæredygtige investering for Danmark, må vores vigtigste ressource – kvalitetsuddannelse – være en topprioritet. 

Uddannelse er fundamentet for at skabe et stærkere Danmark, og folkeskolen er her en af de grundsten, som vi alle stifter bekendtskab med. Vores samfund og vores fremtidige velstand afhænger af en velfungerende uddannelsessektor. Det er her, vi bør investere vores ressourcer.

Folkeskolen er i forvejen presset økonomisk. Høje krav, mange inklusionselever, stigende diagnoser og dermed behov for mere dedikeret og målrettet undervisning for disse elever, resulterer i, at skolerne bliver nødt til at spare på rigtig mange andre områder.

Disse besparelser har påvirket elever og ikke mindst lærere negativt. For det tager tiden og ressourcerne væk fra fordybelsen, og det kan folkeskolen ikke holde til meget længere.

At man yderligere vil se bort fra den kæmpe nødvendighed for flere penge, er dybt uansvarligt. Især når man fra politisk side vil have, at folkeskolen skal kunne rumme flere fag. Dette indbefatter eksempelvis praktisk faglighed, digital dannelse og så videre. 

Læs også
 

Når vi kigger grundigere ned i tallene, kan vi se, at alene i Esbjerg kommune er der et underskud på folkeskoleområdet på 22 millioner. Ikke nok med det ligger regeringen yderligere op til at beskære Center for Undervisningsmidler, som laver undervisningsmateriale til skolerne, med 33 millioner.

Jeg havde den opfattelse, at vi havde en regering, der var interesseret og engageret i at styrke folkeskolen der, hvor der er behov. Men i stedet pynter de det med falske ord og kalder det en investering. 

Her må vi være ærlige og sige, at det nærmere er en omrokering af midler, som ikke gavner skolerne overhovedet. Når statsministeren mener, at “penge ikke er et problem,” forstår jeg ikke, hvorfor folkeskolen ikke kan få en reel investering.

Når statsministeren mener, at “penge ikke er et problem,” forstår jeg ikke, hvorfor folkeskolen ikke kan få en reel investering.

Madeleine Williams
Fhv. forkvinde, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Med 35 millioner kroner til deling mellem alle landets kommuner vil det ikke engang kunne resultere i én lærer i 98 kommuner. Det er endnu et politisk spin og et populistisk trick at lade, som om man gør noget for folkeskolen og så håbe på, at folk ikke kigger mere ned i tallene. Et trick, som jeg må være ærlig at sige, jeg er ved at blive træt af. 

Folkeskolen er grundlaget for vores børns uddannelse og dermed fundamentet for vores land, forskning, eksport, serviceniveau og fremtidige skatteindtægter. Ved at investere i folkeskolen investerer vi ikke bare i vores børns fremtid, men i høj grad også i Danmarks fremtid ved at give dem de bedste muligheder for at udvikle deres potentiale.

En stærk uddannelse er afgørende for at forberede vores unge på de udfordringer og muligheder, som de vil møde i en stadig mere kompleks og konkurrencepræget verden.

De 35 millioner kroner, der er afsat til folkeskolen, kan gøre en betydelig forskel. De kan bruges til at ansætte flere dygtige lærere, opgradere undervisningsmaterialer og teknologi samt støtte elever med særlige behov.

Med disse midler kan vi skabe et læringsmiljø, der inspirerer og udfordrer vores børn til at blive kompetente og engagerede samfundsborgere.

På den anden side kan vi spørge os selv, hvor stor en værdi et cykelløb egentlig tilfører vores samfund? Mens sportsbegivenheder kan være underholdende og inspirerende, er deres langsigtede indvirkning på vores samfundsudvikling begrænsede.

Cykelløbet vil måske tiltrække en vis opmærksomhed i et kort øjeblik, men det vil ikke bidrage til at løse de udfordringer, som vores uddannelsessystem står overfor.

I stedet for at prioritere midlerne på denne måde bør vi investere i det, der virkelig betyder noget: vores børns uddannelse.

Det er på tide, at vores politiske beslutningstagere indser, at vores fremtid afhænger af vores evne til at give vores børn de bedst mulige uddannelsesmuligheder. Ved at investere i folkeskolen investerer vi i vores samfunds fremtidige succes, og det er en prioritet, vi ikke bør ignorere.

Så kære regering – lad os revurdere vores prioriteringer og sørge for, at vores ressourcer bruges klogt til at styrke Danmark på den lange bane. Lad os tænke på vores børns fremtid og erkende, at en god uddannelse er den bedste investering, vi kan lave. Cykelløbet kan vente, men vores børn kan ikke.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Madeleine Steenberg Williams

Fhv. forkvinde, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
studentereksamen (Bagsværd Kostskole og Gymnasium)

0:000:00