Lærerstuderende: Vi skal have et paradigmeskifte i karakterdebatten

Af Rasmus Holme Nielsen
Forperson i Lærerstuderendes Landskreds

Alle er enige om, at vi har en ungdomsgeneration, der er under pres.

At stress er blevet en folkesygdom. Og at karakterer presser børn og unge ud i stress.

Vi mangler politikere, som tør tage bladet for munden og spørge sidemanden, om karakterer i virkeligheden bør have den status, de har i dag.

De politikere er desværre lige så sjældne som cashewnødder i Kims nøddemix.

Individuel løsning på kollektivt problem
Én ud af fire unge mellem 16 og 24 føler sig ofte stresset, og op mod halvdelen af de unge i udskolingen ligger på kanten til at mistrives på grund af stress.

Så selvom jeg godt forstår behovet, har konkurrencestatens indtog i uddannelsessystemet gennem de sidste 20 år bidraget til et øget pres.

Rasmus Holme Nielsen
Forperson i Lærerstuderendes Landskreds

Det er alarmerende tal, og selvom alle anerkender problemets størrelse, oplever vi som ungdom, at den ældre generation individualiserer løsningen.

Hvis jeg havde fået en femøre for hver gang, jeg har fået at vide, at ”du bare skal være mere robust”, ”det er ok at fejle – del dine fejl” eller ”det er vel også sundt at være lidt presset”, så ville mit studenterbadekar for længst være flydt over.

Problemet med de udtalelser er, at problemets omfang negligeres, og løsninger bliver gjort individuelle i stedet for kollektive.

For når karakterer i dag gives tidligere og tidligere og har stadig større betydning for, hvilken uddannelse man kan vælge, og hvilket liv man får, så er det altså ikke et problem, vi som ungdom kan løse selv. Det er et problem, som er skabt og skal løses på Christiansborg.

Her virker det, som om man aktivt arbejder for, at uddannelsessystemet skal skille fårene fra bukkene i stedet for at være en hjælpende hånd under os unge.

Når andelen af unge kvinder, som ofte føler sig stressede, er steget fra 7 procent til 26 procent fra 2001 til 2013 og er støt stigende, så kræver det politisk handling. Et paradigmeskifte.

Målstyring er skadelig
Det, som er sket i uddannelsespolitikken siden 2001, er, at man har øget den statslige målstyring af børn, unge og uddannelsessystemet.

En målstyring, hvis grundlæggende behov for ”at vide hvad pengene går til” og ”at de bliver brugt bedst muligt” har enormt skadelige konsekvenser for børn, unge, lærere og undervisere.

Så selvom jeg godt forstår behovet, har konkurrencestatens indtog i uddannelsessystemet gennem de sidste 20 år bidraget til et øget pres. Et pres, som man blandt andet har lavet ved at øge karakterers betydning for det gode ungdomsliv og fremtidens arbejdsliv.

Selvom karakterer godt kan bruges til at måle, hvorvidt man kan blive til noget, så slår karakterne fejl, når det vigtigste skal måles.

Kan karakterer for eksempel måle empati, rummelighed, forståelse og kreativitet? Det gode menneske?

Forestil jer et uddannelsessystem, hvor karaktererne slet ikke fandtes. Ville skolen og uddannelserne gøre ungdommen mere empatisk? Ville vi blive mere kreative? Ville vi blive mindre stressede?  

Ny retning på debatten, tak
Jeg håber som ung og som fremtidens folkeskolelærer, at de kommende socialdemokratiske undervisnings- og uddannelsesministre vil tage grundlæggende fat.

Tage fat i diskussionen om karaktererne ved roden. At ministrene vil anerkende koblingen mellem den stressede ungdomsgeneration og karakterernes øgede betydning.

At de tør bringe sig selv i spil og opbygge et uddannelsessystem, der arbejder for, at vi unge bliver til nogen og ikke bare til noget. At de tør tage en fordomsfri diskussion om karakterernes plads og betydning i uddannelsessystemet i stedet for at overse den største elefant i rummet.

En af de største enkeltfaktorer, som presser en ungdom med historisk ondt i sjælen. Karaktererne.

Kære kommende socialdemokratiske ministre. Lad os få et paradigmeskifte i karakterdebatten.