Når vi møder de unge med tid, relationer og nærvær fylder mistrivsel og ensomhed mindre

Projektet er en del af initiativet "Vi vil have flere med!", støttet af Novo Nordisk Fonden, og erfaringen er klar: Relationer virker. Men det kræver prioritering af midler.

Politisk kan man kun få midler til elever med særlige udfordringer. Hos os er det tydeligt, at satsningen på alle elever med eller uden udfordringer virker, men det kan vi ikke få midler til fra politisk hold – det er kun muligt takket være tilskud fra private fonde.

Vi er selvfølgelig virkelig taknemmelige for støtten, men håber da også at mange flere får den type muligheder i fremtiden.

Så hvad har vi gjort i praksis? Setuppet er enkelt: Klassen har skemalagte fordybelsesmoduler, og i løbet af dem går eleverne på skift ud til individuelle mentorsamtaler.

Lærerne har fået en kort efteruddannelse i mentorarbejde og samtaleteknik. Men det vigtigste, de har med sig, er noget langt mere basalt: De er voksne mennesker, der vil de unge, og som har tid til at lytte.

I starten af 1.g lå samtalerne hver uge. Efter grundforløbet hver anden uge. En rytme, der viste sig at passe godt til elevernes behov.

Hos os er det tydeligt, at satsningen på alle elever med eller uden udfordringer virker, men det kan vi ikke få midler til fra politisk hold – det er kun muligt takket være tilskud fra private fonde.

Nynne Afzelius

Vi var blandt andet inspireret af en mentorordning på Høje Taastrup Gymnasiums ASF-linje, hvor man arbejder målrettet med mentorsamtaler. Vi har ingen ASF-linje, så vi valgte en anden tilgang: Mentorordningen skulle være for alle elever.

Det gjorde vi af flere grunde. For det første fordi vi ofte oplevede, at elever ikke nødvendigvis fik fortalt om diagnoser eller særlige behov ved skolestart. Først når det hele var ved at gå op i flammer for dem et par måneder senere, fik vi den information. Og der er det ofte for sent at sætte ind.

For det andet fordi SPS-forløb ofte starter sent – ganske enkelt fordi processen er administrativ tung, og lige præcis opstart og overgang mellem uddannelser er følsom.

Vores refleksion blev derfor: Kan vi fjerne fokus fra papirer og kategorier og i stedet tænke, at måske har alle elever gavn af en voksen, der følger dem tæt?

Vi havde samme erfaring fra vores matematikvejledning. Langt flere elever end dem, der for alvor er udfordret fagligt, opsøger vejledning – fordi det hjælper. Måske er der noget af det, vi traditionelt har tænkt som "særlige indsatser," der faktisk burde være almen pædagogik?

Derfor startede vi i efteråret en mentorordning for alle 1.g'ere. Og der gik ikke lang tid før vi havde den første store erkendelse: De unge vil gerne tale med en voksen.

Det lyder banalt. Men det var langt fra givet på forhånd. Flere lærere var skeptiske. "Er vi sikre på, at eleverne har lyst til at tale med mig? Teenagerne derhjemme virker ellers ikke specielt interesserede…" lød det. Svaret viste sig hurtigt at være et rungende ja.

De unge vil gerne dialogen. De vil gerne tages alvorligt. De vil gerne tale om deres liv, deres hverdag, deres bekymringer og deres sejre med en relevant og kompetent voksen.

Evalueringerne fra både elever og lærere har været overvældende positive. Elever beskriver, hvordan samtalerne har gjort en reel forskel i overgangen fra grundskole til gymnasium – både fagligt, socialt og menneskeligt.

En elev formulerede det sådan: "Det er rart med 'tvungne samtaler' – ellers havde jeg nok ikke selv taget fat i en lærer."

Og netop dér ligger noget vigtigt. Mentorordningen når ikke kun de elever, der selv ville have opsøgt en studievejleder, en SPS-mentor eller en voksen i systemet. Den når også dem, der ellers havde gået stille med deres udfordringer. Dem, der ikke råber højest. Dem, der klarer sig – lige akkurat.

Måske er løsningen på noget af ungdomskrisen ikke altid flere systemer. Måske er den nogle gange at sætte sig ned og spørge: Hvordan går det egentlig?

Nynne Afzelius

Resultaterne taler deres tydelige sprog: På HTX er frafaldet i 1.g er faldet fra omkring 20 procent til under fem procent. Og det frafald, vi stadig ser, handler primært om elever, der – i al respekt – vil have større glæde af en anden type uddannelse. Ikke om mistrivsel, ensomhed eller manglende tilknytning til skolen.

Relationer virker. På den ene side er det jo ikke raketfysik – det ved enhver god underviser. Men måske er der alligevel lidt raketfysik i at skabe tid og rum til, at relationer kan gro?

Ikke som et quick fix. Ikke som en mirakelkur. Men som det, skole altid har handlet om, når det er bedst: Mennesker, der møder mennesker.

Måske er løsningen på noget af ungdomskrisen ikke altid flere systemer. Måske er den nogle gange så enkel – og så svær – som at sætte sig ned og spørge: Hvordan går det egentlig?