Debat

Produktionsskoleforstander: Vi har ingen passive tilskuere

DEBAT: Alle elever arbejder sammen på skolens værksteder. På den måde bliver de en del af et arbejds- og uddannelsesfællesskab, som de ikke har prøvet før. Og dét gør dem sultne på mere, skriver forstanderen på Lille Vildmose Produktionsskole. 

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Talbot
Forstander på Lille Vildmose Produktionsskole i Aalborg

De unge, jeg møder på produktionsskolen, er mellem 16 og 25 år. De er ligeså forskellige som alle andre unge i vores samfund. - Dog har de noget tilfælles: Oplevelsen af tidlige nederlag, fremmedgørelse i forhold til uddannelse og arbejdsmarked, manglende evne til/tro på, at de indgår i et demokratisk miljø/samfund, hvor også de har indflydelse, og deres bidrag og mening tæller. 

Learning by doing 
Mennesket er ikke en ø, og i egen navle finder vi kun navleuld. 

Vi udvikler os kun i samspil med andre - vi sammenligner os og spejler os hele tiden i hinanden.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Hvis man oplever, at man ikke er en del af det sociale fællesskab, kan man ikke udvikle sig personligt, socialt og fagligt. Derfor har disse unge også brug for rollemodeller - og forpligtende arbejdsfællesskaber i pædagogiske rammer, hvor det at guide og teori er en del af processen.

Produktionsskoleformen er per definition ”en virksomhed i en pædagogisk ramme”, der gennem værkstedsarbejde, integreret teori, samt afsætning af produkter på markedsvilkår, giver rammerne for meningsfulde, forpligtende arbejdsfællesskaber. 

Det, der kan virke uoverskueligt for de unge, deres forældre og vejledere, er alle de parallelforløb og projekter, der bliver udbudt sideløbende med de etablerede. 

Susanne Talbot
Forstander på Lille Vildmose Produktionsskole i Aalborg

John Dewey (1859-1952) skriver blandt andet om begrebet ”Learning by doing” samt om ”gøremålslæring”, og Vygotskij (1896-1934) taler om nærmeste udviklingszone, ”Mennesket har ikke en givet essens, et særligt medfødt indre. Tværtimod udvikler mennesket sig og sit indre i forhold til den kultur, det lever og udvikler sig i.”

Ingen passive tilskuere 
På Lille Vildmose Produktionsskole har vi bevidst valgt at have en bred pallette af muligheder.

F.eks. Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) til lærlinge, der afslutter forløbet med et ordinært svendebrev. 

Alle elever, uanset hvilken uddannelse eller forløb de er igang med, arbejder sammen side om side på skolens værksteder, inspirerer og udfordrer hinanden, både fagligt, personligt og socialt.

Besværligt, ja! Men godt for eleverne.

På værkstederne bliver forpligtende arbejdsfællesskaber synliggjorte gennem nødvendigheden af, at den enkelte bidrager praktisk og fysisk – her er deltagelse som passiv tilskuer ikke længere nok. 

Et eksempel er...
Produktionsskolen driver Mou Hotel, fordelt på fire værksteder: Ejendomsservice, tjener/reception, køkken samt oldfrue.

Produktet er et sølvbryllup bestilt af en lokal borger.  

Målet og alle delmålene er meget synlige for de unge, der er med i hele processen: 

Der skal beregnes et skriftligt tilbud, der skal laves bordopstilling, laves indkøbsplaner og mad, gøres rent, hejses flag osv. Hele produktionen skal spille sammen som et velspillende symfoniorkester, mangler der bare én musiker, lyder hele koncerten forkert.

Gevinsten ved arbejdsfællesskabet
Hele processen stiller krav til den unge om aktiv handling, samarbejde, refleksion i praksis, samt skaber erkendelse af, at aktiviteterne er indbyrdes forbundne og afhængige af den enkeltes samt fællesskabets indsats, og resultatet/produktet er tydeligt målbart.

At stå på hotellet efter en veloverstået fest, hvor de unge i slutningen af festen er blevet hidkaldt af sølvbrudeparret til stående applaus, og at se de unges reaktion (som i øvrigt kan fremkaldes igen og igen ugerne efter) over at modtage denne, nærmest hyldest, er intet mindre end selve grunden til, at jeg er tilhænger af meningsfuldt værkstedsarbejde.

Samtidig er det en betydningsfuld øjenåbner. For en stor del af de unge, som aldrig før har været en del af et arbejds- og uddannelsesfællesskab, og blevet anerkendt for det.

Det er hermed selve begyndelsen på, at de bliver målrettede og ”sultne” efter mere. 

Gå efter stat og kommune-samarbejdet 
I skrivende stund diskuteres en ny forberedende uddannelse, og om uddannelsen skal være ren kommunal eller statslig - eller som produktionsskolerne kender det i dag; en finansierings- og styringsmodel, der indebærer, at staten får det styringsmæssige ansvar for uddannelsen, mens finansieringen deles mellem stat og kommune – med en betydelig kommunal medfinansiering.

Lad mig slå fast! Jeg er tilhænger af den sidste model, hvor staten og kommunen samarbejder.

Er store reformer svaret?
Når det så er sagt, kan det forberedende område sagtens rummes under de nuværende rammer og lovgivning. 

Det, der kan virke uoverskueligt for de unge, deres forældre og vejledere, er alle de parallelforløb og projekter, der bliver udbudt sideløbende med de etablerede. 

Jeg ønsker, at vore politikere tænker sig rigtig godt om. Hvis de mener noget med reformen, skal de sikre, at tilbuddet er tilgængeligt i hele landet, ensartet, og med lige muligheder for alle unge i Danmark.  

Dokumentation

Den gode uddannelsespraksis
Den danske uddannelsessektor er spækket med innovative, virksomme og skæve tiltag, der alle har til formål at gøre børn og unge klar til fremtiden.

Altinget: uddannelse sætter i en debatserie fokus på de gode erfaringer – set fra med underviserens, forskerens og lederens perspektiv.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00