Professionshøjskole: Vi skal skabe FGU igennem bredt samarbejde

DEBAT: Når de nye FGU-elever møder ind, skal de opleve et tydeligt pædagogisk grundlag. Derfor er fælles kompetenceudvikling afgørende, og derfor er FGU et tværgående anliggende mellem kommuner, FGU’er og professionshøjskoler, skriver Rasmus Kjær fra Københavns Professionshøjskole.

Af Rasmus Kjær
Videreuddannelsesleder ved Københavns Professionshøjskole

Det er et afgørende uddannelsesår for de unge, som ikke har fodfæste inden for enten uddannelses- eller arbejdslivet.

For første gang nogensinde vil der blive skabt et fælles nationalt uddannelsestilbud, der målrettet har til opgave at sikre dem både vilje, evne og kompetence til at begå sig som bidragsydere i det danske samfund.

Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) skal fra august 2019 agere landgang for skibbrudne unge, der ellers ville være ofre for uddannelseshavets lunefuldhed.

Nu er langt de fleste af de nye institutionsledere på plads, og de skal opbygge skelettet til en institution, der på én gang skal være tilpasset de unges individuelle udfordringer og samtidig hvile på en genkendelig og tydelig pædagogisk kultur og struktur.

Ikke kun inden for den enkelte institutions matrikler, men på tværs af hele landet.

Behov for stærke ledere
Det er en enorm ledelsesopgave, som kræver erfarne og stærke kaptajner ved roret.

Heldigvis bærer de nyeste ansættelser da også præg af stærke profiler på denne vigtige post. Det er en god start.

De kommende undervisere kommer primært fra VUC og produktionsskolerne.

De vil træde ind i FGU’en med forskellige pædagogiske styrker og formentlig også forskelligt motivationsniveau.

Nogle er dygtige til praksisbaseret pædagogik, hvor elever gennem håndens arbejde opnår forståelse for almene perspektiver af livet.

Andre er stærke til målrettet og systematisk at arbejde med læringsprogression inden for almene fag.

Ledernes opgave er at bringe disse styrker i spil i opbygningen af en ny underviserprofession, der har særlig viden om, erfaring med og kendskab til undervisning og vejledning af kuldsejlede unge.

Kompetenceudvikling som grundlag for vidensdeling
Den nye profession er imidlertid ikke noget, underviserne får i hånden fra første arbejdsdag.

Den skal opbygges gennem handling og fælles kompetenceudvikling.

På den ene side handler det om at tage fat om udfordringen fra start. På den måde dannes der grundlag for, at underviserne gennem løsning af konkrete opgaver opbygger et professionelt læringsfællesskab.

På den anden side skal dette gå hånd i hånd med kompetenceudviklingsforløb, hvor underviserne med udgangspunkt i ny viden, nye redskaber og refleksionsmodeller arbejder med at løse de konkrete pædagogiske udfordringer, som følger med oprettelsen af en ny uddannelsesinstitution.

En forudsætning for dette er, at kompetenceudvikling danner grundlag for vidensudvikling med og til den praksis, som de professionelle begår sig i.

Den må aldrig løsrive sig fra den praktiske virkelighed og derfor håber vi, at landets FGU-ledere er parate til et tæt samarbejde om den spændende, men også alvorlige udfordring, vi står over for.

Et fælles partnerskab
Ingen af de unge er tjent med at skulle overlades til tilfældigt valgte pædagogiske holdninger hos den enkelte underviser.

Derfor er fælles kompetenceudvikling afgørende, og derfor er FGU’en et tværgående anliggende mellem både kommuner, FGU’er og de professionshøjskoler, som i mange sammenhænge vil skulle forestå kompetenceudviklingen af ledere og undervisere.

Det er et fælles partnerskab, som skal danne rammen om de unges vej til et godt liv.

Når de nye elever møder ind, skal de opleve et tydeligt pædagogisk grundlag at danne sig op imod.

Det gælder, hvad enten der er tale om sårbare unge, der har isoleret sig i manglende tiltro til egne evner, hard core unge, der har begået sig i helt andre og kriminelle fællesskaber, eller unge, som søger tilflugt fra den ydre omverdens forventninger gennem misbrug.

Eleverne skal få overblik over livskurs
FGU’en skal bibringe eleverne overblik over, hvilken kurs deres liv skal tage og sikre dem stabil støtte i at navigere i det fællesskab, som både uddannelsesmiljøer og arbejdsmiljøer repræsenterer.

Hver enkelt af de kommende elever fortjener at møde de bedste undervisere.

Undervisere, der er i stand til at arbejde sammenhængende og systematisk med både faglig, social og personlig læring.

Nu stævner vi ud.

Forrige artikel Borgmester: Flyt professionshøjskoler ud i landet Borgmester: Flyt professionshøjskoler ud i landet Næste artikel Professionshøjskoler: Vi kan uddanne flere sygeplejersker, hvis regeringen vil Professionshøjskoler: Vi kan uddanne flere sygeplejersker, hvis regeringen vil
  • Anmeld

    Bo Haagen · Souschef og vejleder.

    Blot en kommentar..

    I udgangspunkt er jeg fuldstændig enig med indlæggets konklusion og indhold. Tillad mig dog her et par nedslagspunkter.

    Fint nok med maritime metaforer for at beskrive genstandsfeltet (Jeg er selv vokset op ved vandet) men at beskrive vores unge som
    "skibbrudne unge" og/eller"kuldsejlede unge", er lige at stramme den hos mig.
    Jeg ser ingen grund til at være stigmatiserende og slet ikke i et indlæg som taler for at øge sammenhængen i mulighederne for unge som er uafklarede og som har brug for en hånd i ryggen i en periode af deres liv.

    Når du også nævner:
    "For første gang nogensinde vil der blive skabt et fælles nationalt uddannelsestilbud, ..." Så syntes jeg ikke du anderkender eksistensen af f.eks. den Kombinerede Ungdoms Uddannelse....

    Det kan være mig som har sat kikkerten for mit "blinde øje".

Ny debat: Sådan skal 7-trinsskalaen justeres

Ny debat: Sådan skal 7-trinsskalaen justeres

DEBAT: Ny topkarakter og mindre fokus på fejl er blandt de områder, som en ny ekspertgruppe skal se på. 7-trinsskalaen er aldrig blevet populær, og Altinget sætter i denne debatrunde fokus på holdningerne til en kommende ændring.