Rektor: Jeg har netop givet elleve skriftlige advarsler for at beskytte vores uddannelsessystem

Jeg har givet advarslerne for at beskytte en grundlæggende præmis i vores uddannelsessystem: at eleverne lærer ved selv at arbejde med stoffet

Jeg tænker, at hele Uddannelsesdanmark er under pres her. Det tog mere end ti år at finde konsensus om telefonerne. Den fejl må vi ikke gentage her.

Fristelsen er for stor

For mange unge er det blevet normaliseret at spørge sin chatbot. For bare fem år siden vidste de fleste elever, at når man blev stillet en opgave, så burde man besøge sit pensum og bruge sin hjerne. Det er allerede vendt på hovedet.

For langt de fleste elever er det mest naturlige at starte med at åbne en chat. Det gælder også for analyserende, diskuterende og vurderende indhold. Så når en lærer i samfundsfag spørger, om regeringens økonomiske politik bør ændres, spørger mange elever en chatbot og gengiver svaret.

Det er tre år siden, at jeg første gang stødte på en AI-chatløsning i en uddannelsessammenhæng. Jeg er en del af chefgruppen på NEG (Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser), og her efteruddannede vi allerede i 2023 mere end 400 medarbejdere.

Fristelsen er for stærk for eleven og alverdens dialog ser ikke ud til at ændre på det.

Brian Juul
Rektor, Slotshaven Gymnasium

Vi er lige nu i gang med at planlægge udrulningen af endnu en uddannelsesrunde. Vi har taget fat lokalt. På Slotshaven Gymnasium har vi også et obligatorisk AI-modul for alle 1.g-elever ude i klasserne. Vi har obligatoriske kildekurser flere gange gennem elevernes gymnasietid.

Men til dem, som plæderer for en dialogisk tilgang med eleverne, vil jeg efter tre års erfaring med chatbots svare: Fristelsen er for stor for den enkelte elev.

Vi kan ikke håndtere det pædagogisk. Elevens motiv kan være tidspres, faglige udfordringer eller blot vaner fra udskolingen.

Sandheden er, at vi på kerneydelsen tre år efter den første AI-chatbot for længst er blevet overhalet af eleverne og de teknologiske muligheder i læringsrummet. Fristelsen er for stærk for eleven og alverdens dialog ser ikke ud til at ændre på det.

Behov for politiske rammer

Lige nu kan det siges kort: På trods af diverse prøvehandlinger, som hurtigt kan være tre til fire år ude i fremtiden, inden de er evalueret og implementeret, også i de andre fag, kan vi ikke vente.

Vi kan ikke klare at være overladt til os selv på dette spørgsmål. Ligesom der politisk er blevet meldt ud om iPads i institutioner eller telefoner i folkeskolen, har vi brug for at få sat nogle hegnspæle, der indrammer, hvad vi ønsker med AI i vores ungdomsuddannelser.

Afhængigt af placeringen af hegnspælene bør vi overveje, hvordan vi fremover skal arbejde med skriftlighed i ungdomsuddannelserne.

Vi bør overveje eksamensformerne, formulere en tidssvarende eksamensbekendtgørelse, og der vil være en række fag, der skal have deres bekendtgørelser skrevet igennem.

Hvis ikke det sker hurtigt, ender det som et svigt. Et svigt af elevernes læring. Et svigt i forhold til de mange gymnasielærere, der traditionelt har fundet så meget mening i arbejdet med de unge. Et svigt i forhold til læringsmiljøet mellem elev og lærer, der oftere og oftere bliver præget af mistillid.

Det er afgørende, at tingene skal læres i den rigtige rækkefølge og indføres med den rette progression og timing.

Brian Juul
Rektor, Slotshaven Gymnasium

Debattens yderpositioner

Jeg skriver ikke ind i en afvisning af AI eller et forsvar for AI. Jeg gør opmærksom på, at der mangler retning og løsninger i hverdagen med eleverne.

Men i debatten om AI og uddannelse findes der to yderpositioner. Dem, som beder om, at eleverne trænes til fremtidens arbejdsmarked, hvor AI må integreres i undervisningen, hvor vi må være nysgerrige og åbne over for en allerede uundgåelig teknologi.

På den anden side dem, som gør undervisningen mere og mere analog. Med pen og papir trænes elevernes færdigheder som grundlag for senere kompetenceudvikling. Kun i dette rum stoler vi på elevernes arbejde.

I en uddannelseskontekst svarer den første position for mig til, at jeg giver en pedalcykel til min 1-årige og skubber ham i gang ned ad bakken. Jeg ser ikke, at 1.g-eleverne på Slotshaven Gymnasium har meget gavn af AI-løsninger i deres hverdag.

Det er afgørende, at tingene skal læres i den rigtige rækkefølge og indføres med den rette progression og timing.

Men på den anden side er det også fjollet at bede min tiårige datter om at køre i skole på en løbecykel. Hvis eleven på et senere tidspunkt i sin uddannelse mestrer et fagligt indhold, kan det give god mening at træne det med inddragelse af AI-løsninger også.

Enhver dygtig leder lever af informationer. Jeg betragter dette indlæg som en information fra hverdagen på ungdomsuddannelserne.

En hverdag, der kalder på en debat om, hvilken slags uddannelse vi ønsker, og nogle politiske streger i sandet, som vi kan bruge på ungdomsuddannelserne til at legitimere os og styre efter.

Der er allerede gået tre år, og måske skal vi vente tre-fire år yderligere på prøvehandlinger og implementeringen af disse. Min klare vurdering er, at om seks til syv år vil vi være forandret for altid.