Kommentar af 
Marco Damgaard

Vrister vi iPad'en ud af elevernes hænder, får de aldrig et sundt digitalt liv

Hvis voksne bare vender ryggen til og forsøger at skåne vores børn fra de digitale medier, vil de blive autodidakte digitale brugere uden hjælp, vejledning, sparring, støtte og tryghed fra os voksne, skriver Marco Damgaard.

Digital dannelse må ikke blive skolens ansvar alene, ligesom det heller ikke kan være forældrenes ansvar alene, skriver Marco Damgaard.
Digital dannelse må ikke blive skolens ansvar alene, ligesom det heller ikke kan være forældrenes ansvar alene, skriver Marco Damgaard.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Marco Damgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er mange meninger om børn og unges skærmtid samt deres brug af sociale medier. Det er godt, at debatten lige nu kører på fuld styrke, for vi har et stort og kompliceret fælles ansvar for, at den digitale dannelse i daginstitutioner, skoler, fritidsinstitutioner og i de private hjem bliver håndteret så godt som overhovedet muligt.

Det kan virke selvfølgeligt, men for mig er det først og fremmest vigtigt, at vi alle er enige om, at den digitale dannelse er et fælles ansvar. Det må ikke blive skolens ansvar alene, ligesom det heller ikke kan være forældrenes ansvar alene.

Hvis ikke vi i fællesskab får skabt de rigtige principper, rammer, dialoger, moraler og refleksioner, så taber vores børn og unge. De vil blive overladt til en verden med teknologisk udvikling, som vi ikke kan følge med i.

Løsningen er ikke at fjerne iPads og bærbare computere fra skolen eller institutionerne

Marco Damgaard

Barnet kan være i en pædagogisk ramme i skolen med klare og velovervejede principper for brugen af for eksempel mobiltelefoner, men kan i sit eget hjem bruge mobiltelefonen hele tiden – dag og nat – uden indblanding eller opsyn af de voksne.

Det kan selvfølgelig også være omvendt, hvor mor og far sætter nogle meget klare rammer og tager dialogen med barnet om brugen af de sociale medier, kildekritik og digital lovgivning, men i skolen eller i fritidsklubben er der "bare" fri brug af digitale medier.

Disse eksempler er karikerede, men pointen er, at vi ikke lykkes med fremtidens dannelsesopgaver, hvis ikke vi er fælles om at løse dem. Ligesom det altid har været tilfældet med dannelse.

Vi har altså en fælles udfordring, som vi sammen må tage hånd om, forholde os til og imødekomme.

Derfor synes jeg heller ikke, at løsningen er at fjerne eksempelvis iPads og bærbare computere fra skolen eller institutionerne. Digital dannelse er på nogle punkter ligesom almen dannelse. Derfor skal vi også arbejde med det ved involvering og refleksion med og blandt børnene/de unge.

Når vi i folkeskolen har fokus på social og demokratisk dannelse, så sætter vi børnene i situationer med leg, gruppearbejde, konflikt, diskussion og så videre. Vi guider dem og underviser dem i at løse konflikter, diskutere uenigheder, have empati og sige sin mening på en ordentlig og respektfuld måde.

Læs også

Ligeledes må opgaven omkring digital dannelse være at undervise i digitale medier, samt lære at bruge og anvende digitale medier. Digital dannelse er altså en yderst vigtig opgave for folkeskolen, og vi kan kun løse den ved at anvende og bruge digitale medier og ved at fastholde samarbejdet herom. Vi kan heller ikke lære børnene at svømme uden at tage dem med i svømmehallen.

Men det er klart, at en bare blind og ureflekteret brug at digitale medier i skoler og institutioner vil være skadelig for børnene. En del af den digitale dannelse vil være at lære børnene og de unge at lægge de digitale medier væk og være til stede i “virkeligheden”.

Dannelse er også at lære at navigere i, hvornår man gør hvad – at kunne agere kontekst- og situationsbestemt.

Igennem den almene dannelse har vi lært, at vi kan agere og tale på én måde i omklædningsrummet efter en fodboldkamp, og at det er en god ide at agere og tale på en helt anden måde, når vi er til jobsamtale eller til forældremøde.

Vi skal bruge og anvende digitale medier i folkeskolen

Marco Damgaard

Det samme gælder sådan set i forhold til brugen af de digitale medier. Børn, unge og voksne skal lære at bruge de forskellige platforme kontekst- og situationsbestemt på en etisk og moralsk forsvarlig måde.

Ovenstående er på ingen måde simpelt at løse eller arbejde med. Den digitale dannelse er mere end almindelig svær at lykkes med. Først og fremmest fordi vi hele tiden er bagud.

Teknologien udvikler sig så hurtigt, at vi – de voksne både professionelle og forældre – ikke kan følge med. Vi kan ikke rådgive, vejlede og drøfte de digitale udfordringer og de digitale oplevelser vores børn og unge møder, med samme erfaring og viden som vi har kunnet med den almene dannelse. Dette er en ret stor udfordring.

Dernæst må vi også indse, at de digitale medier er enormt vanedannende og afhængighedsskabende, både for vores børn og unge, men så sandelig også for os voksne.

Udover at jeg i mit professionelle og politiske virke arbejder dedikeret med børn og unges trivsel, læring og udvikling, så er jeg privat også så heldig at være far til fire friske børn.

I mit professionelle virke såvel som i mit forældreskab oplever jeg, hvordan de digitale og sociale medier fylder mere og mere. Det er svært ikke selv at blive afhængig af skærmen, og det er svært ikke at gøre vores børn afhængige også.

Læs også

Derfor er jeg også selv smerteligt bevidst om de store udfordringer, som den moderne teknologi har medført. Men jeg er stadigvæk overbevist om, at vi må og kan lære at bruge teknologien ordentlig, fornuftigt og brugbart.

Jeg tror altså på, at en reel og fornuftig digital dannelse kan lade sig gøre. Og hvis vi voksne bare vender ryggen til og forsøger at skåne vores børn fra de digitale medier, så vil de bare blive autodidakte digitale brugere uden hjælp, vejledning, sparring, støtte og tryghed fra os voksne.

Min klare holdning er derfor, at vi skal bruge og anvende digitale medier i folkeskolen. Men vi skal gøre det klogt og ansvarsfuldt, og vi skal blive meget bedre til at forholde os til alle de problemstillinger og udfordringer, som det medfører, i tæt samarbejde med forældrene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marco Damgaard

Skoleleder, Tingbjerg Skole og Fritid
lærer, Blaagaard Seminarium

0:000:00