Debat

SMVdanmark: Husk på, at vi også har indbetalt til AUB-midlerne

DEBAT: Det er afgørende for de små og mellemstore virksomheders muligheder for at fortsætte med at uddanne lærlinge, at den kommende trepartsaftale indeholder økonomiske incitamenter, der kan mærkes og forstås, skriver Heike Hoffmann.

Virksomheder med lærlinge skal have en mærkbar økonomisk præmie, skriver Heike Hoffmann.
Virksomheder med lærlinge skal have en mærkbar økonomisk præmie, skriver Heike Hoffmann.Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Heike Hoffmann
Uddannelsespolitisk chefkonsulent, SMVdanmark

Vi har brug for også at højne kvaliteten af læringen i den tid, som lærlingen er i virksomheden.

Heike Hoffmann
Uddannelsespolitisk chefkonsulent, SMVdanmark

FH, DA og regeringen begynder i denne uge trepartsforhandlinger om 500 millioner årlige kroner fra AUB-midlerne, der skal gå til at fremme lærepladser og til at styrke erhvervsuddannelserne. Pengene er også indbetalt af SMVdanmarks medlemmer.

Derfor har vi egne, konkrete bud på, hvordan midlerne skal bruges, så de for alvor kommer til at gå til flere lærepladser, men også til højere kvalitet i rekrutteringen og praktiktiden.

Vores største krav til udmøntningen af midlerne er, at virksomheder med lærlinge får en mærkbar økonomisk præmie, når der indgås en uddannelsesaftale. Det er her, at de største omkostninger ligger for de små og mellemstore virksomheder – i den første oplæringsperiode.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi har haft en præmieringsordning med en stor og god bonus, som desværre havde et ret stort dødvægtstab. Ordningen endte med at blive meget udgiftstung, uden at der blev skabt det fornødne antal ekstra praktikpladser.

Derfor skal en ny bonusordning følge elevens CPR-nummer, så der ikke kan spekuleres i at indgå korte aftaler, hvorefter en ny virksomhed kan indgå en ny kort aftale med lærlingen og få en lige så stor bonus. Der har vi været.

Differentieret bonusordning
SMVdanmark ser gerne en differentieret bonusordning, så en lang uddannelsesaftale belønnes bedre end en kort aftale.

Det er en gulerod til virksomhederne og samtidig skaber det større uddannelsessikkerhed for lærlingene. Og holder dem ude af skolepraktikken.

Vi mener også, at AUB-midlerne skal gå til at sikre flere eux-uddannelsesaftaler. Eux-lærlingene er på lange skoleophold – 26 uger ad gangen – og det gør det sværere for eux'erne at finde lærepladser.

Derfor ønsker SMVdanmark en ekstra, økonomisk gulerod til virksomheder med eux-lærlinge; for eksempel i form af fuld dækning af løn og alle øvrige omkostninger, når deres eux-lærling er på skoleophold.  

Kvalitetssikring af brobygnings- og introduktionsforløb
Der er stor forskel i kvaliteten på de forløb, der introducerer folkeskoleeleverne til erhvervsuddannelserne.

Derfor ønsker SMVdanmark, at erhvervsskolerne for AUB-midler kan frikøbe virksomheder – og deres lærlinge – til at være en del af forløbene.

Introduktionen til erhvervsuddannelserne foregår i et skolemiljø, og uanset kvaliteten af det enkelte forløb finder vi det helt afgørende, at folkeskoleeleverne også får mulighed for at møde og tale med lærlinge og de virksomheder, hvor en lærling trods alt opholder sig i størstedelen af sin uddannelsestid.

Vil parterne afsætte AUB-midler til en undersøgelse af best practice, så alle kan lære af de skoler, der har de mest velfungerende forløb, synes SMVdanmark også, at det er en god måde at bruge AUB-midler på.

Flere oplæringsansvarlige skal uddannes
Vi har brug for også at højne kvaliteten af læringen i den tid, som lærlingen er i virksomheden.

De oplæringsansvarlige i virksomhederne bærer en meget stor del af ansvaret for den gode praktikperiode, men for få har de rigtige redskaber og kompetencer.

Derfor ønsker SMVdanmark at afsætte AUB-midler til, at virksomheder kan få fuld økonomisk kompensation for de ansatte, der gennemfører AMU-kurser for oplæringsansvarlige.

Også for de oplæringsansvarlige, der har en videregående uddannelse, og som lige nu skal betale fuld pris for AMU-kurser.

AMU-kurserne findes, men de bruges ikke ret meget. SMVdanmark vil have kurserne udbudt flere steder, de skal udbydes som garantikurser, og virksomhederne skal kompenseres fuldt ud for alle ansatte, der vil være dygtigere til at give lærlingene fuldt udbytte af praktikperioderne.

Læs også

Justering af praktikplads-AUB
Ingen midler fordeles, hvis ikke der kan opnås enighed om en justering af det såkaldte praktikplads-AUB, som blev indført i 2016 med trepartsaftalen om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft og praktikpladser.

SMVdanmark står fuldt og helt bag en sådan justering, der i højere grad skal belønne virksomheder, der tager de lærlinge, som de skal efter 2016-aftalens principper, og som skal være lettere at forstå.

Praktikplads-AUB og de "økonomiske incitamenter", der blev aftalt i 2016, er helt utilstrækkelige og meget svære at kommunikere.

SMVdanmark har af disse årsager været en af aftalens skarpeste kritikere. Det er afgørende for de små og mellemstore virksomheders muligheder for at fortsætte med at uddanne lærlinge, at den kommende aftale indeholder økonomiske incitamenter, der både kan mærkes og forstås.

Som vores forslag viser, vil vi også gerne være med til at betale for kvalitet, for rekruttering og for flere fulde uddannelsesaftaler.

For de små og mellemstore virksomheder handler denne trepart og udmøntningen af midler i høj grad også om at fremtidssikre erhvervsuddannelserne – om at skabe flere, gode praktikpladser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Heike Hoffmann

Chefkonsulent, SMVdanmark
cand.scient.soc (RUC 1994)

0:000:00