Debat

Uddannelsesvejlederne: Eksperterne har overset vejledningen af de unge

DEBAT: Måske har vejledningsdelen været et for stort område at tage fat på for ekspertgruppen, for der bliver ikke peget på mere entydighed i denne indsats, skriver formanden for Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Mange vejledningscentre har særligt fokus på at hjælpe specialklasseelever med uddannelsesvalg, skriver Mark Jensen, formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning. Han er bekymret for, hvad en reform af området kommer til at betyde for netop den indsats.
Mange vejledningscentre har særligt fokus på at hjælpe specialklasseelever med uddannelsesvalg, skriver Mark Jensen, formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning. Han er bekymret for, hvad en reform af området kommer til at betyde for netop den indsats.Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mark Jensen
Formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning Udviklingscenter Danmark 

Ekspertgruppen er kommet med deres anbefaling, og man må sige, at der bliver rodet godt og grundigt rundt i gryden.

Med en kommunal ungeindsats har ekspertgruppen fokus på en mere entydig og sammenhængende indsats, der dog ikke sikrer koordinering og mere entydighed i vejledningsindsatsen, der fortsat vil bestå af vejledning i den kommunale ungeindsats, eVejledningen, Studievalg, ungdomsuddannelsernes gennemførselsvejledning, vejledning om Voksen- og EfterUddannelse (VEU), og mon ikke jeg har glemt nogle ...

Måske har opgaven med inddragelse af dette område været for stor for ekspertgruppen, men jeg vil fastholde, at en entydig vejledning vil støtte de unge, være et synligt sted, hvor man livet igennem kunne få hjælp til at komme videre uden at skulle i kontakt med for eksempel kontanthjælpssystemet og en ordning, der sikrede kompetente synlige og tilgængelige faglige miljøer omkring vejledning og uddannelse, der vil kunne bringe folk videre i en livslang uddannelsesproces i en verden i hastig udvikling og forandring.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Praktikken vækker eleverne
Der er ingen tvivl om, at ekspertgruppen har fat i noget rigtigt, når den anbefaler, at skoletrætte elever skal tilbydes EUD eller erhvervsklassepraktikforløb.

Vi oplever, at mange elever går død i skolehverdagen, men vågner op, når erhvervspraktik kommer ind på scenen. Elever der ikke har frekventeret skolen ofte, får en ny start i en Erhvervsklasse med for eksempel to dages undervisning i dansk, matematik og engelsk og 2-3 dages erhvervspraktik, som inddrages i undervisningen.

Vi oplever, at mange elever går død i skolehverdagen, men vågner op, når erhvervspraktik kommer ind på scenen. 

Mark Jensen
Formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning Udviklingscenter Danmark

Elever i udskolingen, der har haft en katastrofekurs afslutter ofte erhvervsklassen med 4, 7, 10 og 12-taller til den afsluttende prøve i de tre fag, der har været på skemaet.

Der er ingen tvivl om, at en mere virkelighedsnær undervisning vil tiltale mange elever og give dem mening i arbejdet med fagene. Undervisning i hele skoleforløbet i det timeløse §7-emnefag om Uddannelse og Job skal derfor implementeres i skoleforløbet med inddragelse af Den Åbne Skole, hvor jeg især vil pege på virksomhedsforlagt undervisning, gæstelærere fra erhvervsliv og inddragelse af virksomheder og erhvervspraksis i undervisningen.

Få Uddannelse og Job på skemaet
Der er bevægelse i retning af mere aktivitet på området Uddannelse og Job, men i en travl hverdag kræver det ressourcer af lærer og lærerteam. Ressourcer, som ikke altid er tilstede. Vejledningen på skolen bør fremadrettet have en central rolle, som omdrejningspunkt for koordinering og systematisering af skolens §7 pkt. 3-undervisning. Det vil styrke undervisningen i hele skoleforløbet og ikke mindst overgangen til fortsat uddannelse efter skolens ældste klasser.

Trods inklusionstiltag er der stadig elever, der modtager specialundervisning, og ”Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand” har en rigtig god passus i §11: På 8. og 9. klassetrin kan kommunalbestyrelsen fastsætte, at det obligatoriske emne "uddannelse og job" gives som et selvstændigt og obligatorisk fag.

For elever i specialklassen er inddragelse af §7-emnefaget Uddannelse og Job ekstra vigtigt. Nogle kommuner har sikkert implementeret faget som et selvstændigt obligatorisk emne. Mit bud vil være, at det sker alt for få steder og med nye tider, hvor vi skal have bedre veje for alle til ungdomsuddannelse, vil jeg finde det fornuftigt at skemasætte §7-emnefaget som et obligatorisk emne for alle specialklasser.

Netop inddragelse af det omgivende samfund, erhvervspraktik og kendskab til uddannelse og job må stå som et centralt element for denne gruppe elever.'

Bekymret for vejledningen af de udfordrede
Mange steder har UU-centrene organiseret sig med ekstra fokus på overgangen for de uddannelsesudfordrede fra netop specialklasser og med tydelighed omkring valg og vejledning. Det kan ikke undre, at med de store ændringer, der lægges op til, at jeg som formand for UU Danmark er bekymret for ændringernes konsekvens for netop dette vigtige område, hvor der siden 2004 er sket et vejledningsmæssigt kvalitetsløft.

Det kan synes, som om jeg er i de mindre hjørner, men med 71 procent, der går den direkte vej efter grundskolen og ca. 10 procent, som samles op og får gennemført en ungdomsuddannelse senest syv år efter skolen, er vi ude i de små marginaler.

Det er godt, for i UU DANMARK er vi enige i, at vi skal have alle unge med i den entydige uddannelsesindsats i Danmark, ikke 25 år efter de har forladt skolen, gerne syv år efter eller efter otte år, som Ekspertudvalget anbefaler. 

Dokumentation

Den lige vej til en ungdomsuddannelse
Alt for mange unge får ikke den rette hjælp til at komme ind på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Altinget: uddannelse sætter fokus på problemet.

Fra 8. februar til 8. marts 2017 spørger vi et panel af politikere, forskere, virksomheder, organisationer og praktikere om, hvordan vi løser problemet, og hvem der har ansvaret. Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mark Jensen

Leder, UUV Køge Bugt, fhv. formand, UU Danmark
lærer (Silkeborg Seminarium. 1982)

0:000:00