Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Caroline Helene Hermansen

Uddannelsesvejlederne skal opkvalificeres, så de kan vejlede os i den nye verden af ungdomsuddannelser

Det vigtigste er, at epx’en udformes i samarbejde med os elever. Det er vores inputs og vores idéer, der skal være med til at skabe en ungdomsuddannelse, som bliver attraktiv for vores yngre medelever, skriver Caroline Helene Hermansen.
Det vigtigste er, at epx’en udformes i samarbejde med os elever. Det er vores inputs og vores idéer, der skal være med til at skabe en ungdomsuddannelse, som bliver attraktiv for vores yngre medelever, skriver Caroline Helene Hermansen.Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
3. april 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For efterhånden et stykke tid siden præsenterede regeringen sammen med SF og Dansk Folkeparti den nye uddannelsesreform.

Den medfører en række stører omlægninger af uddannelsessystemet, som vi kender det i dag.

Så selvom det efterhånden er ved at være et godt stykke tid siden, at aftalen blev indgået, synes jeg nu alligevel, at reformen fortjener lidt opmærksomhed. For det er trods alt nogle ret store forandringer, der sker med hele det system, som vi ellers hidtil har været en del af.

Men lad mig starte med at sige, at vi elever – til trods for, hvad mange måske går og tror – som udgangspunkt er glade for den reform, der er blevet lagt ud.

For som de yngste i uddannelsessystemet er vi ikke bange for forandringer, men hilser dem i stedet velkommen med oprejst pande og et smil på læben.

I lang tid har der været behov for den forandring, der kommer nu – i særdeleshed på erhvervsuddannelsesområdet, der endelig får et kærkomment løft.

Læs også

For selvom epx’en oprettes på bekostning af en kommunal 10. klasse, som vi elever har haft utrolig stor gavn af, tror vi samtidig på det enorme potentiale, den nye ungdomsuddannelse har.

Vi tror på, at vi kan ende med et superattraktivt uddannelsestilbud, som vi rent faktisk har lyst til at gå på.

Et tilbud med mange muligheder, et fedt ungemiljø og forhåbentlig en holdeplads for dem, hvis vej stadig er uklar. Men vi tror i den grad også på, at det kan lade sig gøre uden et hævet karakterkrav og en 10. klasse lagt i graven.

Men hvad skal der så til for at få epx’en til at lykkes?

Den nye ungdomsuddannelse skal forhåbentlig være i stand til at løse nogle af de helt centrale problemstillinger, der har præget erhvervsuddannelserne: de store aldersspænd mellem elever, for mange muligheder i for tidlig en alder, og manglen på et reelt ungdomsliv – for bare at nævne nogle få.

Det er nødvendigt med et fokus på en vejledning, der følger med tiden og afspejler den verden, vi efter afslutningen af grundskolen skal ud og møde.

Caroline Helene Hermansen

Men for at alle de visioner skal blive til virkelighed, kræver det, at en bred vifte af elever aktivt kommer til at tilvælge epx’en.

Et attraktivt tilbud har nemlig brug for en så forskelligartet elevgruppe som overhovedet muligt, så ungdomsuddannelsen lever op til sit løfte om et bedre ungemiljø. Og det kræver en kæmpe indsats allerede fra grundskolen.

Uddannelsesvejledningen spiller en kæmpe rolle i de valg, vi elever træffer. Det er nødvendigt med et fokus på en vejledning, der følger med tiden og afspejler den verden, vi efter afslutningen af grundskolen skal ud og møde.

Der er behov for en opkvalificering af vores uddannelsesvejledere, så de er rustet til at vejlede os i en helt ny verden af ungdomsuddannelser, der ikke ligner hvad den hidtil har gjort. Uden det risikerer vi, at det almene gymnasium fortsat vil være den sikre vej at gå, hvis valget forbliver uoverskueligt.

På samme tid skal vi styrke brobygningsforløbet, så vi elever møder den verden af muligheder netop epx’en åbner op for. For os elever har det en enorm værdi at få lov at prøve kræfter med en bestemt ungdomsuddannelse, mens vi får mulighed for at se den skole, der måske i fremtiden vil blive vores egen.

Vigtigst af alt er dog mit håb om, at epx’en udformes i samarbejde med os elever. Det er vores inputs og vores idéer, der skal være med til at skabe en ungdomsuddannelse, som bliver attraktiv for vores yngre medelever.

For med elevinddragelse sørger vi altså ikke kun for at kvalificere de beslutninger, der træffes – vi sikrer også, at epx’en kommer til at kunne bestå langt ude i fremtiden. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026