Bliv abonnent
Annonce
Debat

Projektleder: Ny udviklingsstrategi overser de mest effektive forandringsagenter

Den nye udviklingsstrategi markerer et tiltrængt opgør med tanken om, at udviklingsbistand kun handler om velgørenhed, skriver Charles Kinga.
Den nye udviklingsstrategi markerer et tiltrængt opgør med tanken om, at udviklingsbistand kun handler om velgørenhed, skriver Charles Kinga.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
27. august 2025 kl. 05.15

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark har netop lanceret en ny udviklingsstrategi, som markerer et tiltrængt opgør med tanken om, at udviklingsbistand kun handler om velgørenhed.

Nu skal det handle om ligeværdige partnerskaber, fælles interesser og strategisk diplomati. Strategien har bred opbakning i Folketinget og sigter mod at sammenkoble udviklingsbistand med Danmarks samlede udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitik.

Det er startups og entreprenører, der driver de væksteventyr, vi beundrer i Asien og Latinamerika. Hvorfor skulle det ikke også gælde i Afrika?

Charles Kinga

Det lyder stærkt på papiret – men den overser to af de mest effektfulde kræfter for reel forandring: iværksætterne og diasporaen.

Netop her rammer strategien forbi skiven. For selvom den taler om partnerskaber, afspejler den ikke den virkelighed, vi ser i mange lande i Afrika og Asien, hvor man ikke længere vil nøjes med traditionel bistand. Der er et ønske om at handle, investere, innovere og skabe forretning.

Danmark har meget at tilbyde i den sammenhæng. Vi er kendt for design, teknologi, innovation og grønne løsninger. Alligevel nævner strategien kun iværksætteri og innovation i forbifarten. Hvorfor?

Skal vi virkelig skabe arbejdspladser, vækst og udvikling, må vi satse på dem, der bygger virksomheder og løsninger fra bunden. Iværksætteri skaber jobs i stor skala, fremmer regional udvikling, reducerer koncentrationen af økonomisk magt og fordeler velstand mere retfærdigt.

Det er startups og entreprenører, der driver de væksteventyr, vi beundrer i Asien og Latinamerika. Hvorfor skulle det ikke også gælde i Afrika?

Vink bistand farvel og fælles vækst velkommen

Afrikas unge befolkning har evnen til at finde entreprenante måder at skabe forretning og vækst på.

Derfor bør Danmarks rolle ikke være at skabe jobs og smart-tech for andre, men at indgå i partnerskaber der opbygger økosystemer, markeder og samfund, som fungerer på egne præmisser.

Her giver det mening at etablere flere platforme, hvor iværksættere og innovationsmiljøer kan mødes på tværs af lande og kontinenter. Et eksempel er Nordic Africa Startup Summit, som lanceres i år som en del af TechBBQ.

Læs også

Initiativet bygger videre på erfaringerne fra Nordic India Startup Summit sidste år, der også gentages i år.

Målet er enkelt: At bygge bro mellem iværksættere, investorer og innovationsmiljøer i Norden, Afrika og Indien. Ikke for at “hjælpe”, men for at skabe noget sammen – ligeværdigt, forretningsdrevet og med respekt for hinandens styrker.

Under summit’erne mødes startups, investorer og beslutningstagere for at udveksle erfaringer, skabe partnerskaber og udvikle løsninger på verdens største udfordringer – klima, beskæftigelse, digitalisering og sundhed.

Det handler ikke om bistand, men om fælles vækst og udvikling. Vi ser konkrete eksempler på partnerskaber, der fører til investeringer, produktudvikling og markedsudvidelse i begge retninger.

Temadebat

Har den nye udviklingsstrategi det, der er brug for?

Under titlen ‘Verden i opbrud’ lancerede udenrigsministeren i juni en ny udviklingspolitisk strategi på et dystert bagtæppe. Hermed satte han to streger under, at udviklingspolitik nu også er sikkerhedspolitik.

Udviklingsbistanden er blevet et geopolitisk redskab, som Danmark også skal bruge til at tjene sine egne interesser.

Det sætter Altinget fokus på i en ny temadebat, hvor vi inviterer centrale aktører til at give deres bud på, hvorvidt den nye udviklingspolitiske strategi lægger det rette fokus. 

Læs oplægget til debatten her.

Investér i dem, der har fingrene i mulden

En anden overset ressource er diasporaen.

Deres økonomiske bidrag overstiger faktisk langt den samlede udviklingsbistand, da de hvert år sender flere penge hjem til deres oprindelseslande, end verden giver i bistand.

For Afrika rapporterede Verdensbanken, at pengeoverførsler til lav- og mellem-indkomstlande beløb sig til omkring 656 milliarder dollars i 2023. Dette tal fremhæver den betydelige rolle, som pengeoverførsler spiller i disse landes økonomier.

Diasporaen investerer, bygger virksomheder, skaber jobs og åbner markeder. De kender kulturen, sproget og mulighederne bedre end nogen anden. Alligevel nævnes de kun kort i strategien – uden konkrete planer for, hvordan vi kan samarbejde med dem.

Erfaringer fra lande som Japan og Sydkorea viser, at netop strategiske partnerskaber med diasporamiljøer og iværksættere kan skabe både jobs og velstand - ikke kun i modtagerlandene, men også i donorlandene selv.

Hvis Danmark vil realisere ambitionen om at være en relevant global aktør, der skaber reel udvikling og samtidig fremmer danske interesser, kræver det, at vi tør tænke nyt.

Vi bør investere i dem, der allerede investerer i deres egne lande. Det betyder samarbejde med diasporaer, startups og iværksættere, der har fingrene i mulden og skaber udvikling indefra.

Vi bør spørge os selv: Handler udviklingspolitik om at give – eller om at skabe forandring sammen med dem, der allerede skaber den?

Charles Kinga

Vi bør spørge os selv: Handler udviklingspolitik om at give – eller om at skabe forandring sammen med dem, der allerede skaber den?

Mere end pæne ord og PowerPoint-slides

Ignorerer vi iværksætterne og diasporaen, går vi glip af både vækst, jobs og stærkere bånd til fremtidens økonomier.

Strategien peger i den rigtige retning med fokus på partnerskaber og fælles interesser. Men vi kan gøre så meget mere, og uden et langt stærkere fokus på iværksætteri, innovation og diasporaens rolle risikerer vi, at det hele forbliver pæne ord og PowerPoint-slides.

Jeg opfordrer Danidas strategiteam og Folketingets udviklingsordførere til at sikre, at diasporaer og iværksættere tænkes ind som centrale aktører i den kommende implementeringsplan.

Det er nu, vi skal turde handle. Ikke bare med ambitioner og strategiord, men med konkrete investeringer, partnerskaber og modet til at tænke nyt. For det er her, reel udvikling begynder.

Læs også
Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026