CKU: For første gang i ti år står der ikke et ord om religion i ny strategi. Det er en fejl

Det valg risikerer at underminere strategiens succes.

Religion og religiøse aktører spiller nemlig på godt og ondt en afgørende rolle i udenrigs- og udviklingspolitikken og i det praktiske udviklingssamarbejde, som danske aktører ofte overser.

Religion som rygrad

Religionen spiller en helt anderledes rolle i de lande, hvor danske udviklingsaktører er aktive.

I Danmark er religiøs overbevisning privat, i vores partnerlande er den ikke bare personlig, men definerende for gruppe tilhørsforhold og spiller samtidig en langt mere offentlig rolle i samfundet.

Religionen spiller en helt anderledes rolle i de lande, hvor danske udviklingsaktører er aktive.

Filip Buff Pedersen
Politisk senior rådgiver, Center for kirkeligt Udviklingssamarbejde

Religionen påvirker, hvordan individer tænker og handler – privat såvel som på arbejde. Stiller man sig udenfor, er man også udenfor eller på siden af fællesskabet og de sociale sikkerhedsnet.

Derfor kommer især afrikansk kultur også uundgåeligt til at påvirke implementeringen af Danmarks nye udviklingspolitiske strategi.

Det er en kendsgerning, som det danske diplomati og udviklingssamarbejde efterhånden er gode til at tage højde for.

Men med udeladelsen af religion som en del af den udviklingspolitiske strategi glemmer man at tage højde for, at religion i store dele af det Globale Syd ikke blot en del af kulturen – den er dens rygrad.

Med andre ord: Tager man ikke højde for, hvordan religionen på godt og ondt påvirker de forandringer, man ønsker at skabe, risikerer man at miste effektivitet og bæredygtighed.

Tabt på gulvet

Har man samarbejdet med organisationer og aktører i Det Globale Syd, er man med overvejende sandsynlighed stødt på organisationer og samarbejdspartnere, der bygger på religiøse værdier.

Det kunne for eksempel være Den Lutherske Kirke i Tanzania eller Den Angelikanske Kirke i Kenya, der i samarbejde med lokale menigheder engagerer lokalbefolkningerne i beskyttelse af naturressourcer og genetablering af skovområder.

Eller det kunne være lokale interreligiøse råd, som arbejder for lige rettigheder og gensidig respekt mellem for eksempel kristne og muslimer i konfliktprægede områder.

Glemmer vi de religiøse aktørers afgørende rolle i samfundet, risikerer vi at miste den kulturelle forankring, som er altafgørende for effektiv og bæredygtig implementering af strategiens øvrige mål.

Det kan for eksempel betyde, at man mister den gensidige tillid, der er mellem en lokalbefolkning og en trosbaseret organisation og dermed mister samarbejdet med den lokalbefolkning, der burde være centrum for udviklingssamarbejdet.

Det kan også betyde, at vi med vores sekulariserede blik overser altafgørende spændinger og konflikter, når vi samarbejder med organisationer i det Globale Syd, og det kan have konsekvenser – ikke kun for implementeringen af den udenrigspolitiske strategi, men også for freden og stabiliteten i nogle af verdens mest udsatte områder.

Derfor er der i den grad behov for mere opmærksomhed og en langt bredere forståelse for religion og religiøse aktører, hvis den danske udviklingspolitiske strategi skal implementeres effektiv og bæredygtigt og skabe varige forandringer.

Det burde forligspartnerne og Udenrigsministeriet have indtænkt, da man udformede strategien.

Nu er det op til de aktører, der skal udmønte strategien, at tænke religion og religiøse aktører ind som en del af den kontekst, der arbejdes i. Hvis ikke risikerer vi, at strategien tabes på gulvet, inden den når sit fulde potentiale.