Jarl Krausing: Ny bistandslov er en historisk mulighed, men den har en stor mangel

Vi har set markante kursskifter i USA, voksende udfordringer mod multilateralisme og udviklingsbistand, og et comeback for industripolitik, toldmure og handelsbarrierer.

Klimapolitik og energipolitik bliver i stigende grad indrammet som sikkerhedspolitik. Det afspejler et voksende fokus på nationale interesser og bekymringer for forsyningskæder, handel og energisikkerhed. Denne tankegang smitter.

Vi befinder os nu i en verden præget af mistillid, tilbagevendende nationalisme og en bekymrende erosion af solidariteten – netop i en tid, hvor globalt samarbejde er mest påkrævet for at håndtere accelererende klimaeffekter og de haltende Verdensmål.

Højere sandsynlighed for at fejle

I den virkelighed er det ikke mærkeligt, at regeringen foreslår en modernisering af udviklingspolitikken og en ny organisatorisk arkitektur, hvor Udviklingspolitisk Råd nedlægges og erstattes af et mere fleksibelt system.

Det er i udgangspunktet både rettidigt og nødvendigt at gentænke udviklingspolitikken som en integreret del af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Udviklingsindsatser, der ikke tager højde for klimarisici, har dokumenteret større sandsynlighed for at fejle

Jarl Krausing
Vicedirektør og international chef, Concito

Vi lever i en tid, hvor klimaet overskrider grænserne for de gamle diplomatiske og udviklingsfaglige siloer. Når globale temperaturer nu næsten med sikkerhed overskrider 1,5 grader i løbet af dette årti, træder vi ind i en æra af stigende sandsynlighed for irreversible tipping points, som vil udfordre sociale, økonomiske og politiske systemer langt hurtigere, end klassisk udviklingsteori har været vant til.

Men netop fordi presset stiger, må den nye udviklingspolitik ikke svække det, der har gjort Danmark til en respekteret udviklingsaktør: uafhængig kvalitetssikring, gennemsigtighed og inddragelse af bred faglig ekspertise.

For når regeringen foreslår et nyt fagligt panel uden indstillingsmandat, betyder det, at ministeriet i praksis står alene med kvalitetssikringen af bevillinger. Det sker samtidig med, at ministeriet får øgede interne bevillingskompetencer.

Det er en markant ændring, og den kommer på et tidspunkt, hvor risikoen for fejlvurderinger er voksende.

Udviklingsindsatser, der ikke tager højde for klimarisici, har dokumenteret større sandsynlighed for at fejle.

Verdensbanken anslår, at ét klimarelateret chok kan udhule årtiers økonomisk fremgang for et lavindkomstland. I lande som Mozambique og Pakistan har tilbagevendende naturkatastrofer reelt sat udviklingen i bakgear.

Ingen globale løsninger uden global viden

Hvis Danmark vil være en relevant partner, kræver det, at klimavidenskab, klimajura, makroøkonomiske analyser og naturbaseret planlægning ikke blot nævnes i strategi­papirer, men er til stede i det rum, hvor bevillingerne vurderes.

Et fagligt panel bør derfor ikke reduceres til et høringsorgan. Det bør have mandat til at komme med anbefalinger, som ministeriet skal forholde sig til. Ellers forsvinder en vigtig sikkerhedsventil i beslutningsprocessen – præcis på det tidspunkt, hvor behovet er størst.

Forslaget om et Partnerskab for Global Udvikling har derimod potentiale til at styrke den strategiske forankring, men kun hvis det ikke bliver symbolpolitik.

Erfaringen fra både klimapartnerskaberne og det grønne erhvervsforum er klar:

Brede partnerskaber kan skabe reel forandring, når de er regelmæssige, når deltagere fra erhvervsliv, civilsamfund, forskning og finansielle aktører ikke blot inviteres, men gives reel indflydelse – og når partnerlande fra det globale syd også sidder med ved bordet, når det er relevant. Danmark kan ikke udvikle globale løsninger uden global viden.

Bring fagligheden i spil

En stor fejl i lovudkastet er dog, at der ikke er tænkt nogen forbindelse mellem det faglige panel og partnerskabet.

En stor fejl i lovudkastet er dog, at der ikke er tænkt nogen forbindelse mellem det faglige panel og partnerskabet

Jarl Krausing
Vicedirektør og international chef, Concito

Men i en verden, hvor klimarisici, migration, fødevaresikkerhed og grøn omstilling hænger tæt sammen, dur et system ikke, som fragmenterer viden. De faglige observationer fra konkrete bevillingssager bør løftes ind i de strategiske drøftelser.

Hvis panelet for eksempel ser systematiske risici for, at programmer underminerer naturgrundlaget i sårbare regioner, eller overser dekarboniserings-potentialer hos vækstøkonomier, er det netop i partnerskabet, denne viden kan omsættes strategisk.

Det kræver, at de to organer er forbundet, enten gennem repræsentation eller årlig afrapportering.

I sidste ende handler dette ikke om institutioner, men om virkelighedens verden. Om de lande, der i dag er på forkant med klimaforstærkede katastrofer og i stigende grad ser udviklingsfremgang forsvinde mellem hænderne på dem.

Når udviklingsbistanden samtidig skal være langt mere katalytisk i mobiliseringen af både private og offentlige midler – ikke mindst for at imødekomme de enorme finansieringsbehov, der anslås til billioner af kroner årligt – kræver det adgang til international kapital, grøn makroøkonomi, moderne finansielle værktøjer og risikovurdering i verdensklasse.

Den slags kompetencer fås kun, hvis Danmark åbner panelet for global ekspertise og ikke begrænser sig til national repræsentation.

Derfor er min opbakning til lovrevisionen betinget.

Danmark har brug for en udviklingspolitik, der er gearet til geo- og klimakrisens tidsalder. Men modernisering er kun et fremskridt, hvis fagligheden skærpes, hvis gennemsigtigheden øges, og hvis systemet indrettes efter videnskabens virkelighed – ikke fortidens.

Vi står med en historisk mulighed for at gøre dansk udviklingspolitik mere relevant, mere strategisk og mere bæredygtig. Lad os gribe muligheden, men lad os gøre det ordentligt.