Debat

Verdensmålsdrevet iværksætter: Danmark taber på at se socialt iværksætteri som andenrangs

DEBAT: For at Danmark ikke skal tabe guldet til Sverige, Norge og andre lande, der har stærke startupmiljøer og sans for impactinvesteringer, så skal investorernes syn på socialt iværksætteri ændres, mener Goodwings-direktør Christian Møller-Holst.

I Oslo og Stockholm findes stærke startupmiljøer for sociale iværksættere. Det mangler Danmark, skriver Christan Møller-Holst (th.), der sammen med Christian Honoré (tv.) grundlagde den SDG-fokuserede hotelbookingportal Goodwings.
I Oslo og Stockholm findes stærke startupmiljøer for sociale iværksættere. Det mangler Danmark, skriver Christan Møller-Holst (th.), der sammen med Christian Honoré (tv.) grundlagde den SDG-fokuserede hotelbookingportal Goodwings.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Møller-Holst
CEO og grundlægger, Goodwings

Der er bred enighed blandt verdens stats- og regeringsledere om, at FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling skal forsøges indfriet inden 2030.

Det er den hidtil mest ambitiøse plan for skabelsen af en bæredygtig fremtid til gavn for mennesker og miljø.

Alle er også enige om, at vi kun kan lykkes, hvis vi tænker i partnerskaber og særligt tværsektorpartnerskaber. Noget, vi i Goodwings har taget meget bogstaveligt i selve konstruktionen af vores forretningsmodel, hvor vi sammen med ngo’er i stort set alle dele af verden arbejder sammen om fælles værdiskabelse.

Fakta
Deltag i debatten om investeringer i verdensmål. Skriv til [email protected].

Førertrøjeledere tager ansvar
Privatsektoren er imidlertid helt afgørende heri. Det kræver, at virksomheder i stigende grad får øjnene op for deres rolle i relation til verdensmålene og tager ansvar for at løse de udfordringer afspejlet i de 17 verdensmål og de underliggende 169 mål.

Denne ansvarstagen ses allerede i dag udspringe fra ledelser, der tager førertrøjen på. Det gøres mange steder af etisk/moralske grunde, simpelthen fordi det er det rigtige at gøre. Samtidig er det også beviseligt godt for forretningen.

Tv-programmet 'Løvens hule' tegner et billede af, at socialt iværksætteri behandles som andenrangs og mere som en feel good-investering. Det kan vi ikke være tjent med.

Christian Møller-Holst
Grundlægger og ceo, Goodwings

Medarbejdere, og ikke kun generation Z, efterspørger i stigende grad meningsfuldhed i arbejdet, og der er flere gode eksempler på virksomheder, som effektfuldt forstår at kommunikere om virksomheden og dens kerneaktiviteter i relation til løsningen af tidens samfundsmæssige problemer.

Novo Nordisk præsenterer ikke sig selv som producent af insulinpræparater, men rettere som en virksomhed, der skaber forandring for at bekæmpe diabetes og andre alvorlige kroniske sygdomme. Den danske startup Happy Helper, som i øvrigt for nylig noteredes på First North, tager et opgør med sort arbejde.

Kunder og stab vil mærke forskel
Det er ikke kun medarbejdere, men også forbrugere, der i stigende grad efterspørger bæredygtige løsninger. I Goodwings får vi dagligt feedback fra kunder, som netop vælger at booke hos os på grund af muligheden for gratis at gøre en mærkbar forskel.

Medarbejdere og kunder er uomtvisteligt to af virksomhedens væsentligste stakeholdere, men vi kunne gøre langt mere i forhold til målopfyldelsen af 2030 Agendaen, hvis også investorer i stigende grad ville bidrage ved at frembringe ønsker og krav om bæredygtighed og impact over for de selskaber, de investerer i.

Hvordan institutionelle investorer har taget verdensmålene til sig, ved jeg ærlig talt meget lidt om, men min egen erfaring med opstart af og fundraising til virksomheder vidner om et kæmpe potentiale. I Goodwings har vi rejst cirka 20 millioner kroner indtil videre.

Hovedsageligt fra danske/nordiske Business Angels og interessen for at investere i Goodwings har været netop kombinationen af profit and purpose.

Danmark mangler miljø for sociale investeringer
Ikke desto mindre er det undtagelsen frem for reglen, og i modsætning til for eksempel Oslo (SoCentral) og Stockholm (Norrsken House), hvor der findes stærke startupmiljøer og co-working spaces udelukkende for virksomheder med en social/samfundsmæssig vinkel, er dette væk i Danmark.

Tv-programmet 'Løvens hule' tegner et billede af, at socialt iværksætteri behandles som andenrangs og mere som en feel good-investering.

Det kan vi ikke være tjent med.

For svenskerne og nordmændene, og ikke mindst amerikanerne (social impact investments har været stigende i Silicon Valley de sidste fire-fem år) drøner derudad, mens vi forbigår den store mulighed, der ligger i at bringe nye, innovative produkter og services på banen. Produkter, som ikke kun har potentialet til at give store afkast til investorerne, men samtidig bidrage væsentligt til indfrielsen af verdensmålene.

At potentialet også realiseres i form af afkast understøttes af det forhold, at flere af de helt store kapitalforvaltere, for eksempel BlackRock, i stigende grad tager ESG-forhold (environmental, social and governance) i betragtning.

Så kære investorer, store som små, kom i arbejdstøjet, og brug jeres finansielle muskler til at bringe os i mål.

Dokumentation

Debat om investeringer i verdensmål

Verdensmålene består af i alt 17 mål og 169 delmål, som sigter mod at løse klodens største problemer inden 2030.

I april debatterer vi på Altinget danske investeringer i verdensmål med fokus på mål 17 og delmål 17.5.

Mål 17: Partnerskaber for handling
Vi skal revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og styrke midlerne til at nå målene.

Delmål 17.5: Invester i de mindst udviklede lande
Vi skal gennemføre tiltag, der fremmer investeringer i de mindst udviklede lande.

Kilde: Verdens Bedste Nyheder


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Møller-Holst

Grundlægger, ejer, Goodwings
premierløjtnant af reserven (Forsvaret 2000), bsc i økonomi og filosofi (CBS 2003), msc i strategi og ledelse (CBS 2006)

0:000:00