SF: Fasthold personalet i ældre- og sundhedssektoren gennem tillid

Af Kirsten Normann Andersen (SF)
Sundheds- og ældreordfører

Sundhedspersonale rundtom i kommuner og regioner er enige om én ting: Der er alt for meget arbejde til alt for få ansatte.

De har også ret i, at flere ældre og flere patienter ikke har resulteret i flere ressourcer. Travlhed er blevet et vilkår, som desværre også får flere til at forlade faget.

Det bliver vi nødt til at tage alvorligt, og derfor er jeg også glad for, at de seneste aftaler om kommuner og regioners økonomi netop har taget højde for den demografiske udvikling.

Pleje og omsorg var tidligere opgaver, som social- og sundhedsassistenterne tog sig af. Men på rigtig mange sygehuse er social- og sundhedsassistenterne erstattet af sygeplejersker.  

Kirsten Normann Andersen (SF)
Sundheds- og ældreordfører

Men arbejdspresset er stadig alt for højt. Det handler selvfølgelig om økonomi. Men det handler også om tillid, anerkendelse og om at sætte alle sundhedsfaglige kompetencer i spil.

For nylig var en veninde indlagt i fire måneder. Flere blodpropper havde resulteret i lammelser, som gjorde hende afhængig af hjælp til alt.

I løbet af de fire måneder fik hun hjælp til at komme i bad to gange. Det er uværdigt, men den manglende pleje og mobilisering betød også et unødvendigt langt ophold i sengen.

Sosu'er tog sig af pleje og omsorg
Det er i den daglige pleje og rehabilitering, at man ser patienternes ressourcer, men det er også i det arbejde, at man får indblik i de udfordringer, som følger af patientens sygdom. Ikke mindst er det i det arbejde, at man får de bedste forudsætninger for at skønne den videre behandling og rehabilitering.

Pleje og omsorg var tidligere opgaver, som social- og sundhedsassistenterne tog sig af. Men på rigtig mange sygehuse er social- og sundhedsassistenterne erstattet af sygeplejersker.

Der er igennem tiden også blevet færre fysioterapeuter og ergoterapeuter på sygehusene, skønt netop de faggrupper med det samme kan sætte gang i den vigtige rehabilitering efter pludselig sygdom. På samme måde kunne socialrådgivere hurtigt sætte ind med nødvendig social støtte.

Det ensidige fokus på læger og sygeplejersker på sygehusene har ikke ubetinget gavnet patienterne. Det vidner min venindes forløb desværre også om. Det er ikke, fordi sygeplejerskerne ikke mener, at den personlige pleje og rehabilitering er vigtig, men fordi det forventes, at de løser sygeplejefaglige opgaver først.

Men skal vi for alvor blive i stand til at fastholde sundhedspersonalet i ældre- og sundhedssektoren, så skal vi arbejde med anerkendelse og tillid, og vi skal ikke mindst sikre den tværfaglighed, som en mere mangfoldig personalesammensætning kan give mulighed for.