Jens Hald Leif Mikkelsen Rune Lund
(Foto: ft.dk)

Vragede politikere klarer sig godt

6. juli 2012 kl. 0:00
FIK DU LÆST: Vragede folketingsmedlemmer har let ved at få job. Også gode job og indbringende politiske ben. De fleste af de MF'ere, som røg ud ved 2007-valget, var i job efter tre måneder. Se her, hvad de laver i dag. (Bragt første gang i marts).
| Flere

Der er også et liv efter politik. Og folketingsmedlemmer, der bliver vraget af vælgerne, behøver ikke at frygte for fremtiden.

Langt de fleste af dem får job igen meget hurtigt. Også gode job. 17 af de 21 folketingsmedlemmer, der røg ufrivilligt ud ved valget i 2007, var i job tre måneder senere. Det viser en gennemgang og rundspørge, som Altinget.dk har foretaget.

Kun en af dem oplevede, at det var sværere at få job end forventet. Næsten halvdelen vendte tilbage til deres gamle job dagen efter. Enten fordi de vendte tilbage til deres egen virksomhed som selvstændige, eller fordi de havde orlov fra et job i det offentlige.

For nylig har der ellers været historier om, at det har været svært at finde nyt job for en række af de MF'ere, som blev vraget ved sidste valg for snart et halvt år siden.

Sådan oplevede de, der blev vraget i 2007, det altså ikke. En del af forklaringen er givetvis, at finanskrisen fra efteråret 2008 gjorde det markant sværere at være jobsøgende.

Kan vente på det gode job
Tidligere folketingsmedlemmer har dog den fordel, at de fortsat får løn fra Folketinget i mindst et år efter, de er stoppet. Derfor kan de have is i maven og vente lidt på, at det helt rigtige job dukker op.

Det benyttede de Radikales Charlotte Fischer sig eksempelvis af. Hun følte sig sikker på, at hun nok skulle få et godt job, og otte en halv måned efter valget begyndte hun i sit nuværende job som kommunikationsdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension.

"Det er lettere, når man har en uddannelse og har været på arbejdsmarkedet, inden man kommer i Folketinget. Så kender man miljøet. Som direktør ville jeg måske også være påpasselig med at hive en medarbejder ind, som ikke har lavet andet end at sidde i Folketinget," siger Charlotte Fischer.

En af de unge, der blev stemt ud ved valget i 2007, var den dengang 31-årige Rune Lund fra Enhedslisten. Han havde en nyerhvervet kandidateksamen i statskundskab fra universitetet, men ingen relevant erhvervsfaring bortset fra tiden som folketingsmedlem.

Arbejdsgivere tvivler måske på loyaliteten
Men heller ikke han fandt det svært at få job. Efter valget etablerede han eget konsulentfirma med en partner. I slutningen af 2008 måtte de dog lukke firmaet, da finanskrisen for alvor satte ind. Kun et par måneder senere fik han job som økonomisk konsulent i Gladsaxe Kommune.

"Jeg kan ikke sige, jeg synes, det var svært at finde et job. Til gengæld er erfaringerne fra det partipolitiske arbejde ikke nødvendigvis nemme at omsætte til noget, der kan bruges andre steder. Man er også bevidst om, at arbejdsgiveren kender én fra medierne og derfor måske er nervøs for, om man respekterer de beslutninger, der bliver truffet, som man ikke er enig i," siger Rune Lund.

I dag har han orlov fra jobbet i Gladsaxe Kommune og er i stedet hjemmegående husfar i New York, hvor hans kone arbejder hos FN.

Også andre har haft en fornemmelse af, at arbejdsgiverne tvivler på, at en eks-politiker kan indordne sig.

"Jeg gik en overgang og overvejede at få et mere 8-16-agtigt job. Jeg tror bare, at arbejdsgivere sidder med et indtryk af, at man både som forhenværende politiker og selvstændig erhvervsdrivende er lidt for egenrådig. Men jeg fandt hurtigt mit nuværende job, så det blev ikke et problem," siger Irene Simonsen, der er tidligere folketingsmedlem for Venstre og i dag er politisk rådgiver for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Det er netop inden for konsulentbranchen, lobbyisme og kommunikation at mange eks-politikere havner. Andre bliver genvalgt til Folketinget eller fortsætter i politik lokalt som byrådsmedlemmer ved siden af deres nye job.

Et godt ben
Og så er der jo også muligheden for at få et af de rigtig gode politiske ben. Eksempelvis posten som politisk kommitteret (civil chef) for hjemmeværnet, der er et af de mest vellønnede ben i den politiske verden med en årsløn på over 800.000 kr. inklusiv pension.

Den post har Venstres Ulrik Kragh og siden Jens Hald Madsen fået. Han har desuden sit eget konsulentfirma Hald Consulting ved siden af jobbet i hjemmeværnet.

"Det var ikke nødvendigt at søge job. Jeg havde jo et kæmpe netværk, så der var masser af mennesker, der fra første dag ringede og spurgte efter mig. Og så fik jeg jo sidenhen den post i hjemmeværnet," som Jens Hald Madsen siger.

 

Læs nedenfor, hvad de 21 eks-MF'ere laver i dag.

 

Hans Andersen (V) 37 år. Han blev genvalgt til Folketinget i 2011. Han kom i arbejde 3-4 måneder efter valget i 2007 som Business Controller (økonom) i virksomheden Berendtsen Textil Service. Han så det ikke som et problem at være forhenværende MF'er. Han er også medlem af Helsingør Byråd.

Charlotte Antonsen (V) 53 år. Hun driver i dag CACommunications, der beskæftiger sig med kommunikation og lobbyvirksomhed. Derudover har hun flere bestyrelsesposter. Hun valgte at blive selvstændig i maj 2010, fordi hun havde svært ved at finde noget i perioden indtil da. Hun var kandidat til Europa-Parlamentet 2009, men blev ikke valgt ind, og begyndte herefter aktivt at søge job. Hun oplevede, at det var sværere end forventet at få job.

Hüseyin Arac (S) 55 år. I dag sidder han i Århus Byråd og har desuden arbejde i Folkeinformation i Aarhus Kommune. Han havde i sin tid i Folketinget orlov som tolk, hvilket han genoptog efter et par måneder.

Poul Erik Christensen (R) 68 år. Han er direktør i familievirksomheden Skive Offset, der er et trykkeselskab. Det drev han også før og efter, han sad i Folketinget, så han havde ikke problemer med at finde job. Derudover sidder han også i Skive byråd.

Walter Christophersen (DF) 60 år. Han har drevet en campingplads sammen med sin hustru i en årrække. Så blev han til egen og mediernes store overraskelse valgt ind i Folketinget i 2005, men drev stadig campingpladsen videre, hvilket han stadig gør. Desuden sidder han i Halsnæs Byråd.

Inge-Lene Ebdrup (LA) 36 år. Hun leder i dag en filial af Nybolig i Støvring som ejendomsmægler. Hun holdt barselsorlov efter valget i 2007 og fik job i reklamebureauet Advice i Aalborg i sommeren 2008. Et år senere skiftede hun tilbage til mæglerbranchen og har været der siden. Hun oplevede, at der kom job til hende før end forventet.

Charlotte Fischer (R) 48 år. Hun er kommunikationsdirektør i Forsikring og Pension, hvilket hun har været siden august 2008. Hun tog sig tiden til at finde et godt job og var ikke nervøs for ledighed, da hun både havde erhvervserfaring og uddannelse. Hun er også valgt til Region Hovedstaden.

Elisabeth Geday (R) 46 år. Hun er direktør i DR for kommunikation og HR. Det har hun været siden et par måneder efter valget og oplevede, at jobbet kom til hende langt hurtigere end forventet.

Ole Glahn (R) 64 år. Han er i dag i medlem af byrådet i Kalundborg Kommune og lektor på Ankerhus Seminarium. Før valget var han rektor på Holbæk Seminarium, og derfor trådte han i august 2008 igen ind som lektor, da et nyt skoleår startede. Ved siden af det har han også lavet konsulentarbejde og har ikke haft problemer med at finde job.

Vibeke Grave (S) 54 år. Hun har været skoleleder for Lollands Erhvervsklasse siden 1. november 2011. I januar 2008 vendte hun tilbage til sin stilling som ungdomsskoleinspektør i Maribo, hvorfra hun havde orlov, mens hun var folketingsmedlem. Derfor har hun ikke været jobsøgende. Hun har flere gange været tilbage i Folketinget som suppleant og har i disse perioder også haft orlov. Hun sidder i Lolland Kommunes Byråd.

Ulrik Kragh (V) 42 år. Er i dag professionelt bestyrelsesmedlem og er medlem af en række bestyrelser, hvilket han også var, mens han sad i Folketinget. Da han ikke blev valgt i 2007, fik han udvidet sine porteføljer og har ikke som sådant søgt job. I perioden 2005 til 2009 var han tillige kommitteret (civil chef) for hjemmeværnet. Han sidder i Horsens Kommunes Byråd.

Martin Lidegaard (R) 45 år. Han er i dag Klima-, energi- og bygningsminister. Før han blev udnævnt til minister efter valget i 2011, var han siden september 2008 medstifter og arbejdende formand for den grønne tænketank Concito. Før det var han kommunikationsrådgiver hos RelationPeople. Oplevede ikke, at det var svært at finde job.

Rune Lund (EL) 35 år. Han har i dag orlov fra sit job som økonomi-konsulent i Gladsaxe Kommune og er hjemmegående husfar i New York, hvor hans hustru arbejder. Han forsøgte at starte et privat firma op efter valget, men da det ikke gik, fik han job i Gladsaxe Kommune i februar 2009.

Jens Hald Madsen (V) 43 år. Han har siden november 2009 været kommitteret (civil chef) for Hjemmeværnet. Før det og sideløbende med sit nye job har han lavet forskellige iværksætter-projekter gennem sit eget konsulentfirma Hald Consulting. Han har derfor ikke rigtig været jobsøgende.

Leif Mikkelsen (LA) 66 år. Han er i dag valgt til Folketinget igen. Han blev allerede en måned efter valget i 2007 hevet ind i Ny Alliances (senere Liberal Alliance) organisation som landsformand. Han nåede derfor ikke at tage stilling til sin beskæftigelsessituation.

Allan Niebuhr (K) 50 år. Han arbejder i dag i nærpolitiet i Padborg. Der startede han allerede halvanden måned efter valget. Han havde orlov, mens han sad i Folketinget og var lovet en stilling, hvis han ikke blev genvalgt.

Bjørn Medom Nielsen (S) 55 år. Han underviser på en friskole i Fredericia. Han fik forlænget orlov fra sin tidligere stilling som lærer på den tekniske skole EUC Lillebælt i Fredericia og tog lederuddannelse på Danmarks Forvaltningshøjskole. Dernæst fik han konsulentarbejde hos blandt andet Landsforeningen af VæreSteder.

Marion Pedersen (V) 63 år. Hun arbejder i dag i det autoværksted, som hun sammen med sin mand har drevet siden 1981. Hun startede allerede en uge efter valget som selvstændig, hvor hun var med til at udvikle administrationssystemet i virksomheden Sundhed & Livsmod.

Troels Ravn (S) 50 år. Han er i dag genvalgt til Folketinget. Han havde orlov fra sit job som skoleleder, mens han sad i Folketinget og kunne med det samme træde tilbage i sin gamle stilling efter valget.

Irene Simonsen (V) 53 år. Hun er ansat som politisk rådgiver i Bæredygtigt Landbrug. Hun drev firmaet Cortex, der lavede private jobafklaringskurser, mens hun sad i Folketinget, hvilket hun fortsatte med i perioden efter. Da hun valgte at lukke firmaet, skulle hun ud og søge job, hvilket hun oplevede som lidt svært med en politikerbaggrund, men ikke desto mindre fik hun sit nuværende job efter få måneders jobsøgning i begyndelsen af 2011.

Christian Wedell-Neergaard (K) 55 år. Han er selvstændig landmand og ejer af Svenstrup Gods på Sjælland. Han er desuden valgt ind i Region Sjælland, hvor han blandt andet sidder i Udvalget for fremtidens sygehuse. Han var tilbage som landmand og godsejer umiddelbart efter valget, og har ikke oplevet at være jobsøgende. 

Altinget.dk holder sommerferie, men hver dag bringer vi udvalgte historier fra folketingsåret, der er gået.

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK