Fogh og Løkke
Anders Fogh slog hårdt ned på de liberale tesemagere. Senere blev de taget til nåde af Lars Løkke. Teserne truede Foghs store fortælling om, at Venstre værnede om velfærdsstaten, forklarer kilder i dag. (Foto: Rasmus Flindt)

Ti år med liberale teser – Er de stadig farlige?

9. juli 2013 kl. 0:22
FIK DU LÆST: Denne sommer er det ti år siden, at en flok unge Venstre-folk med Søren Pind i spidsen under voldsomt postyr præsenterede 10 liberale teser. Læs historien om teserne – og om, hvorfor de ti teser stadig er kontroversielle. (Bragt første gang i juni)
| Flere

Det var sommerferien i 2003. Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre havde effektivt sat sig på den politiske magt.

Væk var alle Venstres tidligere liberale brøl om mere personlig frihed, lavere skat og mindre regulering. Og ind var i stedet kommet en ”moderne” eller ”skandi” liberalisme, hvor velfærdsstatens fortræffeligheder blev fremhævet. Venstre havde ved valget i 2001 slået Socialdemokraterne af pinden som danskernes foretrukne parti. Det var sket ved at træde helt ind på Socialdemokraternes domæne – tryghed omkring velfærden – og slå Socialdemokraterne der.

Partiets bevægelse ind mod midten gav brok i baglandet. Men partiets ”hårde mand”, daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, slog fast, at regeringen ikke var et debatforum. Ønskede man debat, måtte man selv rejse den. Det budskab tog en flok Venstrefolk på sig denne sommer.

Med daværende bygge- og teknikborgmester i København Søren Pind i spidsen mødtes liberale ”ligesindede” for at lave et debatoplæg, der kunne puste nyt liberalt liv i Venstre og i regeringen.

Søren Pind inviterede de udvalgte på havnerundfart i København, hvor der blev debatteret. Og folketingsmedlem og daværende bestyrelsesformand i DGI-byen Leif Mikkelsen lod dørene stå åbne i idrætskulturhuset, hvor lokaler og restaurant blev flittigt brugt.

Flokken blev gradvist udvidet. Sognepræst Edith Thingstrup var tidligt med. Over et kaffemøde på Tina Nedergaards kontor på Christiansborg tilsluttede det unge nyvalgte folketingsmedlem sig. Fra det kommunale bagland sluttede den nye Herning-borgmester Lars Krarup sig til flokken.

I alt tilsluttede 13 sig gruppen. Heraf var seks folketingsmedlemmer. Resultatet blev ”Venstres 10 teser”, som blev præsenteret i en kronik i Berlingske midt i juli-agurketiden (se teser og tesemagere under artiklen). De 10 teser skulle ”tjene til inspiration for alle borgerligt-liberale vælgere”. Og debatten, ønskede tesemagerne, skulle munde ud i en afstemning om de ti teser på Venstres landsmøde samme år.

Det skete ikke.

Rabalder-sommergruppemøde

Debatten om Venstres manglende liberalisme kom til at fylde massivt i medierne. Men tesemagerne fik langt fra opbakning fra partiledelsen.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen et par uger senere kom ud af sit sommerhi for at tale til medierne, gjorde han de 10 teser til et spørgsmål om opbakning til hans linje eller hans afgang.

”Jeg er sikker på, at der stadig er opbakning til partiets linje. Og så længe jeg er formand, så er det den linje, vi kører,” sagde statsministeren.

Meldingen gav tesemagerne kolde fødder. Søren Pind krævede tænkepause. Og to dage senere fik tesemagerne et ”nyreslag” på partiets sommergruppemøde i Kolding.

”Vi mente, teserne lød som noget, som Anders Fogh Rasmussen selv kunne have sagt. Men det blev modtaget meget voldsomt. Fogh satte jo sin post ind. Vi blev noget rystede, og nogle, der ikke havde min alder, blev nok også lidt bange,” fortæller Leif Mikkelsen, der dengang var folketingsmedlem for Venstre, men i dag er landsformand for Liberal Alliance.

Tonen var hård på ”rabalder-sommergruppemødet”, og flere tesemagere fortæller, at det var svært at få lov til at stå på sit synspunkt. Forslaget om de 10 teser blev sidestillet med et oprør i partiet, og det skulle slås ned. At bakke op om teserne ville ikke være karrierefremmende, lod et ældre folketingsmedlem forstå. Efter mødet trak flere tesemagere i land med ønsket om en liberal debat.

Da Fogh efterfølgende blev spurgt til diskussionen konstaterede han, at debatten kun havde været ”ganske kort”.

”Der er nu fuldstændig tilslutning til den linje, jeg har lagt. Den diskussion er ikke længere,” sagde Venstre-formanden.

Det liberale oprør var slået effektivt ned.

Skød gråspurve med kanoner

I dag er flere af tesemagerne stadig overraskede over, hvordan ledelsen dengang tog imod deres udspil.

”Det var jo ikke et forsøg på at lave revolutioner internt i Venstre. Jeg læste teserne som god snusfornuftig liberal politik, hvor vi gerne ville øge den personlige frihed og sætte den personlige frihed på den politiske dagsorden,” siger folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt.

Sognepræst og debattør Edith Thingstrup konstaterer i dag, at tesemagerne helt fejlbedømte situationen.

”Vi troede, at vi kom fra et parti, hvor det var normalt at komme med politiske udspil og ideudspil – Fogh gjorde det jo selv tidligere. Vi blev meget overraskede over den voldsomme reaktion. Jeg forstod den aldrig. Det var at skyde gråspurve med kanoner,” siger hun.

Venstres Bertel Haarder bød selv over sommeren ind med sit forslag til 10 teser til Venstre – et forslag, der lå noget tættere på regeringens linje. Haarder var ikke imod ”ånden” i sine partifællers teser, men imod den måde, de blev sat i scene. Han var kritisk over den evige fortælling om, at Anders Fogh Rasmussen bare var en forklædt socialdemokrat.

”Vel var han da ej. Det var der ingen af os, der var. Men vi var parlamentariske realister. Det manglede tesemagerne at anerkende,” siger Bertel Haarder.

”Det var jo ikke, fordi vi var uenige i retningen. Men det var, fordi det let kom til at fremstå som en kritik af, at regeringen ikke kunne komme videre, og det havde jo en meget god forklaring. En parlamentarisk forklaring,” fortæller Bertel Haarder med henvisning til Dansk Folkeparti.

Leif Mikkelsen, der altså i dag er at finde i Liberal Alliance, er ikke enig i, der kun var en parlamentarisk begrænsning.

“Partiledelsen sagde, at vi var helt galt på den i forhold til samfundet. Det var ikke, fordi vi var usolidariske med regeringsprojektet, de brugte politiske argumenter,” siger Leif Mikkelsen.

Udfordrede Foghs projekt

Tidligere pressechef i Venstre Søs Marie Serup – som netop var blevet ansat af partiet inden sommergruppemødet – fortæller, at partiledelsen vurderede, tesemagerne satte hele Venstres projekt på spil. Tesemagerne luftede nemlig ikke bare nogle liberale tanker, som lå lidt uden for regeringens mærkesager. De udfordrede en af “kronjuvelerne” i Venstres projekt.

“Teserne om skat var et opgør med skattestoppet. Men skattestoppet var simpelthen fundamentet på det hus, Foghs projekt var bygget på,” siger Søs Marie Serup.

Den liberale gruppes forslag blev derfor tolket som enormt illoyale. Det står dog ikke klart, hvorvidt partiledelsen kun havde en anden strategisk analyse, eller om partiledelsens afvisning også dækkede over en reel politisk uenighed.

“Den grundlæggende analyse for Foghs projekt var, at hvis man gik ind i sådanne diskussioner, så kunne man godt løfte den liberale fane åh så højt i 10 minutter. Men så ville man blive væltet af pinden bagefter,” siger Søs Marie Serup.

Gruppens teser led endnu et nederlag tre år efter på Venstres landsmøde i 2006, hvor partiet skulle vedtage et nyt principprogram. Forslagsstillerne ville oprindeligt tilpasse deres teser og fremsætte dem som ændringsforslag på landsmødet. Men gruppen endte med at trække dem. Edith Thingstrup trodsede dog gruppens beslutning og fremsatte alligevel den første tese. Men den var langt fra at blive vedtaget.

På den baggrund kunne man tro, at tesemagerne havde lidt et endeligt nederlag. Men da Lars Løkke Rasmussen bliver partiformand og statsminister i 2009, fik flere af tesemagerne fremtrædende poster i partiet. Peter Christensen blev politisk ordfører med det samme, og i februar 2010 bliver Tina Nedergaard udnævnt som undervisningsminister, mens Søren Pind bliver udviklingsminister. Lars Chr. Lilleholt får den i folketingsgruppen vigtige post som gruppesekretær i 2011.

I nytårstalen 2011 rækker Lars Løkke Rasmussen også endeligt ud til “ånden” i teserne, da han foreslår at afskaffe efterlønnen. Siden har den økonomiske krise gjort danskerne krisebevidste, alt imens politikerne har forsøgt at trimme den offentlige sektor, skåret ned på overførselsindkomster og lavet en skattereform, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Teser stadig ikke ufarlige
Venstre pudser for tiden den liberale profil og fastholder samtidig vælgeropbakningen som Danmarks suverænt største parti.

“Det ville da være dumt, hvis Venstre ikke benyttede vores frihed i opposition til at tone rent flag i nogle sager, som vi i en regeringssituation har svært ved at gennemføre,” siger Bertel Haarder.

Tina Nedergaard fortæller, at hun ikke er glad for den måde, som teserne blev præsenteret på i 2003. Det var “unfair” over for partikollegaerne. Men hun mener, debatten var rigtig at rejse.

“Og i dag er der ingen grund til at bukke nakken, hvis man var med dengang,” siger hun.

Edith Thingstrup mener, at tesemagerne i dag ligefrem kan tale om en sejr.

“Det er en rar fornemmelse at have sejret med nogle års forsinkelse. Men også tankevækkende, hvordan et parti kan tabe sin sjæl, fordi en stærk leder kræver lydighed.”

Lars Chr. Lilleholt mener, at der nu er blevet højere til loftet i partiet end for ti år siden.

“Der er blevet meget bedre plads til den politiske diskussion internt i Venstre, end der var for ti år siden. Og i dag lever vi i en anden tid, hvor nogle af teserne har lettere ved at finde plads i den politiske debat,” lyder hans vurdering.

Søs Marie Serup deler dog ikke den vurdering, at der er blevet højere til loftet i Venstre.

“Sandheden er, at der altid kun er højt til loftet for nogle få. Sådan var det under Fogh, og sådan er det også under Løkke. Hvis du er den rigtige, og siger det på den rigtige måde, så er det højt til loftet. Ellers er der ikke.”

Noget tyder også på, at det stadig ikke er helt ufarligt at tale om liberalisme i Venstre. Søren Pind og Peter Christensen, som i dag hører til i inderkernen omkring Løkke, ønskede således ikke at lade sig interviewe til denne artikel om de liberale teser. Også Lars Krarup takkede nej.

Det er der gode grunde til, mener Søs Marie Serup. Godt nok har krisen flyttet folk i forhold til, hvordan der tales om økonomisk ansvarlighed. Og 10 års borgerligt styre flytter også folk. Men Venstre slås stadig med fordommen om, at partiet i virkeligheden helst vil beskære velfærdsstaten ind til en natvægterstat.

“Man skal altid passe på med den værste fordom om en selv. Og for Venstre er fordommen, at partiet er et nedskæringsprojekt. Så selvom partiet står stærkt i meningsmålingerne, så skal man i Venstre stadig passe på med at blive for liberale og tro, at man kan finde sit mest liberale projekt frem og sælge til befolkningen. Træerne vokser ikke ind i himlen,” siger hun.

Denne historie er også bragt i juninummeret af det digitale månedsmagasin Altinget | Politik. Her kan du også læse Cepos' vurdering af, om samfundet har udviklet sig i tesernes retning, ligesom VU's formand opstiller ti nye liberale teser. 
Magasinet koster 32 kr. og kan købes her 

Dokumentaion

Tesemagerne og de ti teser  
De ti teser blev præsenteret i en kronik i Berlingske i sommeren 2003.

Bag teserne stod Peter Christensen, Søren Pind, Tina Nedergaard, Torsten Schack Pedersen, Lars Chr. Lilleholt, Lars Krarup, Leif Mikkelsen, Marianne Pedersen, Michael Fagerlund, Mogens Vad, Thor Gunnar Kofoed, Edith Tingstrup og Jørgen Svaneberg. 

Her kan du læse de oprindelige teser:

1. Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv.
Den første tese handler om, hvem man tilhører. Enhver med et liberalt udgangspunkt har valgt, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet - før staten. Man tilhører først og fremmest sig selv. Overføres denne holdning til skattespørgsmålet, er det logisk, at ingen skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For så tilhører han og hans frembringelser i højere grad andre end ham selv.

2. Det er vigtigere, at skatten falder, end at den offentlige sektor vokser. 


Med den anden tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens største offentlige sektor vokser. Baggrunden er i sagens natur, at en mindre skat skaber mere frihed, hvorimod en større offentlig sektor skaber mindre frihed for den enkelte.

3. Det er vigtigere, at skatten falder, end at overførselsindkomsterne stiger.


Med den tredje tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens højeste sociale satser vokser. Baggrunden er i sagens natur, at mindre skat skaber mere frihed, hvorimod større offentlige overførsler skaber stigende afhængighed og dermed mindre frihed for den enkelte. For en god ordens skyld understreges, at der ikke heri ligger en kronemæssig fastfrysning, som ville medføre, at inflationen vil udhule overførslernes købekraft.

4. Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte.


Med den fjerde tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at den enkelte bærer ansvaret for sin næste i fællesskabet, frem for at fællesskabet bærer ansvaret for alle. Tesen fastslår, at social ansvarlighed er et centralt begreb. Dog er det som udgangspunkt individuelt funderet.

5. Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed.


Med den femte tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at sikre sin egen uafhængighed ved at beholde, hvad vedkommende selv har skabt, frem for at lade sig nøje med påstanden om at tilskud skaber reel frihed. Tilskud kan fjernes efter magthavernes forgodtbefindende. Hvad man selv har frembragt, kan derimod ikke fratages uden ved ekspropriation - og dermed en grundlovssikret fuld erstatning. Derfor er det sidste at foretrække frem for det første.

6. Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde, end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst. 


Med den sjette tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det kan betale sig at være på arbejdsmarkedet frem for at modtage offentlig forsørgelse. Der foretages samtidig et opgør med begreberne meningsfyldt og ikke-meningsfyldt arbejde. Alt arbejde, der lader den udførende tjene til brødet, er meningsfyldt. De offentlige satser skal således være mindre end det, der kan tjenes ved nogen form for arbejde.

7. Det er vigtigere at skabe frie valg ved, at folk tjener deres egne penge, end ved at det offentlige først kræver penge ind og dernæst skaber skatteyderbetalte valg.


Med den syvende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det generelt er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at tjene sine egne penge, beholde dem og herud fra træffe frie valg, end at disse penge fratages ham, gøres til genstand for offentligt betalte såkaldte "frit-valgs-ordninger", fordi bl.a. alene omfordelingen koster skatteborgeren penge til offentligt bureaukrati.

8. Det er vigtigere, at der er offentlige fritvalgsordninger, end at det offentlige har monopol på, hvordan en given ydelse skal udformes.


Med den ottende tese etableres en prioritet - og en klargørende modifikation af den syvende tese. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske - når det er defineret, hvad der er et specifikt offentligt ansvar - har mulighed for at træffe personlige valg frem for blot at modtage én offentlig monopoliseret ydelse.

9. Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne bedst mulige uddannelsestilbud, end at det foretager udbetalinger, der fastholder det enkelte menneske i passivitet. 


Med den niende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at samfundet skal betrygge hver enkelt mulighed for en uddannelse. Dette tilsikrer, at såvel den mindre bemidlede som den velhavende har mulighed for at skabe sig den bedst mulige tilværelse.

10. Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne en sundhedssektor med frie valg, konkurrence og mennesket i centrum end at bevare politisk styring, monopol og stive systemer.


Med den tiende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at selvom sundhed er et delvist offentligt ansvar, er det vigtigt, at der foretages et opgør med den politiske styring af sundhedssektoren. Helbredelse og øvrige sundhedsydelser er som så meget andet en vare, og noget sådant handles bedst på et marked. F.eks. i form af konkurrerende sygekasser, hvor der grundlæggende skal være pligt til for den enkelte at vælge en, han skal indbetale til. 

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK