Zornig: Flygtningebørn har også krav på hjælp

Af Lisbeth Zornig Andersen
Stifter og leder af Huset Zornig

Da de skulle tages ind i bussen, gjorde flere af dem modstand. Men meget lidt, og de opgav hurtigt. De var bange. Virkelig bange. Da den sidste af dem blev ført hen til busdøren med en politibetjent under hver arm, brød han sammen i gråd. Det gjorde jeg også.

Lisbeth Zornig Andersen
Stifter og leder af Huset Zornig

Forleden stod jeg på Padborg togstation. Der havde samlet sig nogle flygtninge, der ikke ville hen på den lokale skole for at lade sig registrere, og de sad som en stor gruppe og holdt fast i hinanden. I midten sad fire-fem små børn, og cirka 20-25 voksne omgav dem. Antageligt for at beskytte dem. I yderkanten af kredsen sad fem store drenge. Jeg fik lov af politiet til at gå hen til dem for at høre, hvor de kom fra, og hvor gamle de var.

De fire var fra Afghanistan og den femte fra Somalia. De så ved første øjekast voksne ud, men tæt på kunne jeg godt se og høre, at de blot var store drenge mellem 14 og 17 år. De var trætte og bange. Jeg satte mig og talte med dem om, hvor de kom fra, hvad de interesserede sig for, og hvad de drømte om, når de nåede frem til der, hvor de skulle hen. Bare den lille snak på ti minutter fik deres skuldre ned og smilet frem.

Kort tid efter min snak med dem, gik politiet i gang med at tage hver enkelt flygtning med magt og føre dem ind i en bus for at køre dem hen til registrering. Nogle gik med frivilligt. De fleste kæmpede imod og blev derfor båret væk under skrig og gråd fra især kvinderne i gruppen. Jeg bad politiet om at vente med magtanvendelserne, indtil der kom noget humanitær bistand til børnene, som var vidner til det hele. Det valgte de ikke at gøre. De forsøgte at tilkalde Røde Kors, der befandt sig på den nærliggende skole, men hvad der forhindrede dem i at komme, ved jeg ikke. De kom bare aldrig.

Hvad jeg ved er, at der befandt sig en gruppe politibetjente, der forsøgte deres bedste, men som også skulle udføre et politiarbejde, der kunne virke brutalt. Og nogle bange børn, der var tilskuere. De små børn havde deres mødre. Det havde de fem drenge ikke. Da de skulle tages ind i bussen, gjorde flere af dem modstand. Men meget lidt, og de opgav hurtigt. De var bange. Virkelig bange. Da den sidste af dem blev ført hen til busdøren med en politibetjent under hver arm, brød han sammen i gråd. Det gjorde jeg også.

Her var en bange dreng, der var for stor til at blive betragtet som et barn og for lille til at være modig og stærk. Jeg så min egen søn, Magnus, der nærmer sig de fjorten år, som dagligt svinger mellem at ville alt selv og glæde sig til fredagsslik. En lille dreng i en spirende mandekrop og dun på læben. Og en naturlig barnefrygt for den voksne verden.

Måske en enkeltstående episode
De her store drenge, der kommer uden deres mor, uden pædagoger, der hjælper med det basale, og som har rejst i 40 dage i det tøj, de gik og stod i - de her drenge skal vi huske at tænke på, som var de vores egne teenagere, der stadig har brug for, at de voksne beskytter dem. Også selvom de ikke vil lade sig registrere. Også selv om de ligner voksne. Også selvom de opfører sig uacceptabelt. De har krav på, at der er socialarbejdere ved deres side fra det øjeblik, de sætter benene på dansk jord. De er nemlig som alle andre børn omfattet af FN's internationale Børnekonvention, frem til de er 18 år.

Jeg oplevede en enkelt episode, hvor disse drenge blev håndteret af politiet, uden der var børnefaglige mennesker tilstede. Måske var den enkeltstående. Det håber jeg. Men tvivler. Jeg vil gerne opfordre til, at de danske myndigheder fremover sørger for, at der følger børnefaglighed med politiet, hver eneste gang der skal håndteres flygtninge med børn, eller som selv er børn, der ikke vil lade sig registrere.

Både af hensyn til politiet, så de kan gøre deres arbejde ordentligt. Og af hensyn til børnene, der ikke skal traumatiseres yderligere. Men ikke mindst fordi vi som et anstændigt land har tilsluttet os en børnekonvention, som vi skal overholde. I dette tilfælde er særligt artikel 22 relevant. Konventionen omfatter alle børn, der betræder dansk jord, uanset status. Artiklen lyder sådan her:

Artikel 22
1. Deltagerstaterne skal tage passende forholdsregler til at sikre, at et barn, som søger flygtningestatus, eller som anses som flygtning i overensstemmelse med gældende international eller national ret og praksis, uanset om det kommer alene eller er ledsaget af sine forældre eller af anden person, får passende beskyttelse og humanitær bistand og nyder de rettigheder, som er angivet i denne konvention og i andre internationale instrumenter vedrørende menneskerettigheder eller humanitære forhold, hvori den pågældende stat deltager.

2. Med dette for øje skal deltagerstaterne i det omfang, de anser det for passende, samarbejde om enhver bestræbelse udfoldet af De Forenede Nationer og andre ansvarlige mellemstatslige organisationer eller private organisationer, der samarbejder med De Forenede Nationer, med henblik på at beskytte og bistå et sådant barn og på at spore forældrene eller andre medlemmer af familien til ethvert barn, der er flygtning, med det formål at opnå de oplysninger, der er nødvendige, for at barnet skal kunne genforenes med sin familie.

Såfremt ingen af forældrene eller andre familiemedlemmer kan findes, skal barnet nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der permanent eller midlertidigt er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser uanset årsag, i overensstemmelse med denne konvention.