Minister efter kritik: Også billige boliger til hjemløse

HJEMLØSE: For lidt og for langsomt. Sådan lyder ny skarp kritik af Socialministeriets hjemløseindsats fra Rigsrevisionen. Ministeren åbner for at indlemme hjemløse i ny indsats, der ellers skal skaffe boliger til flygtninge.

Foto: Scanpix
Kasper FrandsenKasper Kaasgaard

For cirka et år siden kritiserede Rigsrevisionen Socialministeriet for en mangelfuld indsats over for hjemløse.

Og nu langer Rigsrevisionen igen ud efter ministeriet. Rigsrevisionen finder simpelthen ikke ministeriets opfølgning på sagen tilfredsstillende. Ministeriet har gjort for lidt og tager sig for god tid, lyder kritikken.

Det slår Rigsrevisionen fast i et nyt notat, der blandt andet kritiserer Socialministeriet for ikke at have taget initiativ til at afdække årsagerne til, at opholdstiderne på forsorgshjem stiger, forholdet mellem antallet af forsorgshjemspladser og antallet af hjemløse samt antallet af alternative opholdssteder til unge hjemløse.

Siden 2009 er antallet af hjemløse vokset uafbrudt i Danmark, så der i 2015 blev talt ca. 6.100 hjemløse, mens det forventes, at ca. 15.000 danskere blev berørt af hjemløshed i løbet af 2015.

Vi vil blandt andet sammen med kommunerne se på muligheden for, at flere kan bo i en bolig, samt kravene til boligens størrelse, placering osv. Det er for mig helt naturligt, at vi også udvider målgruppen til at være større end flygtninge.

Karen Ellemann (V)
Socialminister

Kommunerne skal tage viden til sig
Socialminister Karen Ellemann lover at reagere på kritikken denne gang.

”Den tager jeg meget alvorligt. Og derfor vil jeg løbende og målrettet følge op på deres opmærksomhedspunkter. Jeg så da også gerne, at vi hurtigt kunne se resultater af de initiativer, der er sat i søen. Men det tager tid at få indsamlet de nødvendige erfaringer,” siger Karen Ellemann.

Et af initiativerne er et hjemløse-rejsehold under Socialstyrelsen, der skal hjælpe op imod 40 kommuner med at hjemløse hurtigst muligt bliver tilbudt en fast bolig.

”Men det er jo ikke sådan, at en kommune skal sidde med hænderne i skødet og vente på rejseholdet. Vi har jo ret god viden og erfaringer fra hjemløseområdet, som kommunerne ideelt set allerede havde taget til sig," siger Karen Ellemann.

Flygtningeindsats kan gavne hjemløse
Hjemløseorganisationen Sand kalder Rigsrevisionens kritik ”helt berettiget og meget presserende".

”Det haster meget med at få rettet op på området. Socialministeriet forsøger hele tiden at sende aben videre til kommunerne. Men det er dem, der har det overordnede ansvar og skal sikre, at rammerne er i orden,” siger sekretariatsleder Ask Svejstrup.

Kommunerne er i forvejen pressede af de mange flygtninge, de har ansvaret for. Her er regeringen i gang med at se på reglerne for, hvordan flygtningene kan indkvarteres. 

Karen Ellemann åbner nu for, at den indsats også kan komme hjemløse til gode.

”Vi har lige nu diskussionen i forhold til de mange flygtninge, der skal finde bolig i kommunerne. Vi vil blandt andet sammen med kommunerne se på muligheden for, at flere kan bo i en bolig, samt kravene til boligens størrelse, placering osv. Det er for mig helt naturligt, at vi også udvider målgruppen til at være større end flygtninge," siger hun.

Statsrevisorerne mødes først i slutningen af januar for at diskutere notatet fra Rigsrevisionen.

Læs hele historien på Altinget: social (kræver abonnement). Bestil et gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

Her er Rigsrevisionens konklusion:
Rigsrevisionen finder ikke, at fremdriften i sagen er tilfredsstillende. Sagen kan ikke afsluttes, og Rigsrevisionen finder, at Socialministeriet og Boligministeriet bør overveje, hvilke yderligere initiativer de kan iværksætte for at imødegå Statsrevisorernes bemærkninger og beretningens konklusioner.

Rigsrevisionen finder det tilfredsstillende, at Socialministeriet i 2016 vil igangsætte en undersøgelse af årsagerne til de store forskelle i udviklingen i kommunernes refusionshjemtagelse for ophold på forsorgshjem. 

Rigsrevisionen finder det ikke tilfredsstillende, at Socialministeriet ikke har taget initiativ til at afdække årsagerne til, at opholdstiderne på forsorgshjem stiger, forholdet mellem antallet af forsorgshjemspladser og antallet af hjemløse samt antallet af alternative opholdssteder til unge hjemløse. Socialministeriet har dog oplyst, at ministeriet forventer at få mere viden om områderne i de praksis- og velfærdsundersøgelser, der vil blive udarbejdet frem mod 2019.

Rigsrevisionen finder, at de tidsmæssige rammer, som Socialministeriet opererer med for en række af ministeriets initiativer, er meget lange.

Rigsrevisionen finder det tilfredsstillende, at Socialministeriet og Boligministeriet har igangsat nogle initiativer, der skal understøtte kommunernes indsats over for hjemløse. Det er dog endnu for tidligt at vurdere de konkrete resultater af indsatserne.

Rigsrevisionen vil fortsat følge udviklingen og orientere Statsrevisorerne om:
- Socialministeriets initiativer til at flere hjemløse får tilbudt og udarbejdet handleplaner af kommunerne.
- Socialministeriets initiativer til at nedbringe opholdstiden på forsorgshjem og de konkrete resultater heraf.
- Socialministeriets afdækning af årsagerne til de stigende opholdstider på forsorgshjem.
- Socialministeriets initiativer i forhold til at vurdere og sikre, at kommunerne etablerer det nødvendige antal pladser på forsorgshjem til hjemløse.
- Socialministeriets afdækning af årsagerne til de store forskelle i stigningen i kommunernes refusionshjemtagelse til ophold på forsorgshjem.
- de konkrete resultater af Socialministeriets initiativer i forhold til unge hjemløse, herunder ministeriets initiativer i forhold til at få kommunerne til at etablere de nødvendige alternative opholdssteder til unge hjemløse. 
- Boligministeriets arbejde med at afdække, om kommunerne anvender mulighederne i almenboligloven for at tilvejebringe passende boliger til hjemløse, de eventuelle barrierer herfor, og hvilke initiativer afdækningen medfører.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ask Svejstrup

Sekretariatsleder, Sand (De hjemløses Landsorgnisation)
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2001)

Karen Ellemann

Generalsekretær, Nordisk Ministerråd, fhv. minister, MF (V) og medlem af Folketingets Præsidium
lærer (N. Zahles Seminarium. 2004)

0:000:00