Stopper efter 20 år: Karen behøvede ikke være kendt

Psykiatrien var også et af det første emner, som hun kastede sin opmærksomhed på, da hun i marts 1998 blev valgt til Folketinget med 7.706 personlige stemmer. Efterfølgende er arbejdet med kirken og etiske spørgsmål endt med at fylde størstedelen af hendes politiske hverdag.

Men i Vejle kan hun tale om, hvad der passer hende. Her skal man ikke passe på at træde de andre ordførere over tæerne ved at bevæge sig ind på deres fagområder. Faktisk forventes det af hende.

Og på bordet til højre for Mette Frederiksen ligger et eksemplar af Vejle Amts Folkeblad – eller Venstre-bladet, som hun stadig kalder det.

Nu er den socialdemokratiske pendant imidlertid afgået ved døden. Det betyder, at Karen Klint hver sjette uge i klummeform får lov at brede sine tanker ud over en hel side. Tanker kredser denne fredag om ordet ordentlighed. Og det at gøre tingene ordentligt er et emne, der i høj grad ligger socialdemokraten på sinde.

Da rundbordssnakken er overstået, og Mette Frederiksens entourage sætter kurs mod bilen tilbage til byen, falder Karen Klint tilfældigt i snak med en af Hyttebyens beboere – en vejrbidt kvinde et sted i 50'erne. Hurtigt viser det sig, at de to deler mere end blot en kop kaffe og et flygtigt håndtryk.

“Min nabo skrev for nogle uger siden en sms til mig klokken 11 om aftenen. Han havde haft et barn i aflastning i noget tid. Men nu var moderen, som var alkoholiker, blevet indlagt, og derfor skulle barnet sendes til en plejefamilie i Bogense. Han var naturligvis frustreret, fordi det ville medføre et stort miljøskifte for barnet, og han bad mig derfor om hjælp,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg tænkte, at det også lød som en dyr løsning for kommunen, så jeg skrev til nogle venner i byrådet og spurgte, hvad de kendte til sagen. Og det ender selvfølgelig med, at min nabo får barnet i pleje. Og det er en af de ting, som jeg sætter størst pris på i mit politiske arbejde. Nemlig muligheden for at hjælpe folk, som står med konkrete problemer, og vise dem, at det godt kan betale sig at tage fat i en lokal politiker.”

Og kvinden fra Hyttebyen?
Ja, det var såmænd hendes barnebarn, som Karen Klint havde fundet en lokal plejefamilie til.

Næste stop på ruten er den årlige Forbruger- og Boligmesse i DGI-Huset tæt på centrum. Eller bare Messen, som den bliver kaldt.

Traileren, som Karen Klint var forbi med i morges, er nu blevet tømt og indholdet slæbt ind i hallen. Her bemander Socialdemokratiet traditionen tro en stand spækket med partifarvede souvenirs af den slags, som man ikke behøver at frygte bliver stjålet. Nøgleringe, badges, kuglepenne – og så dagens overraskelse: et jubilæumsskrift i anledning af den lokale partiforenings 125 års jubilæum.

Festen holdes i aften i Bygningen. Og giver Karen Klint anledning til at vise rundt i de historiske lokaler samt præsentere den besøgende partiformand Mette Frederiksen for flere af de lokale partifæller.

Historier som den om placeringen af det uheldige plejebarn bliver ved med at dukke op, jo længere tid man taler med den socialdemokratiske politiker. Og selv efter interviewets afslutning fremsender Karen talrige eksempler på henvendelser fra udfordrede borgere.

Pointen, som er vigtig for hende at slå fast, er, at det at være landskendt ikke betyder noget for ens gennemslagskraft. Nærmest tværtimod, som hun senere skal forklare det.

Hvem kan navnene på alle 179 folketingsmedlemmer?
"Det tror jeg ikke engang, at jeg selv kan. Men betyder det så, at os, der ikke kommer i nationale medier, er mindre vigtige? Gør en mindre politisk forskel,” spørger hun og svarer selv.

“Jeg havde tre sager med i regeringsgrundlaget i 2011. Psykiatri, homoægteskaber og en ny folkekirkestruktur. Jeg var en af de centrale kræfter i udarbejdelsen af den flere tusinde sider lange psykiatrirapport, som førte til, at der blev afsat flere midler til psykiatrien. Homoægteskaberne gjorde Manu Sareen til sin egen sag, som han profilerede sig voldsomt på. Og i forhold til folkekirken lavede vi et stort arbejde for at forny strukturen. Men det er jo ikke noget, der kommer i medierne.”

Vi har i mellemtiden forladt Vejle og befinder os nu på Karen Klints kontor på mellemetagen på Christiansborg. Et kontor, som med plateauhævet skrivebord, mødebord med fire stole samt en veludstyret sofagruppe afslører, at hun efterhånden er gammel i gårde.

Hun fortæller om hverdagen. Møder med repræsentanter fra kirkesamfundet. Arbejdet bag kulisserne med lovforslag, som hun ønsker at påvirke. Blandt andet den omstridte smykkelov, som hun var kraftigt involveret i, men hvor det er Dan Jørgensen som integrationsordfører, der snakker med pressen.

Har du det i virkeligheden godt med at varetage en form for bibliotekarrolle?
“Jeg har ikke behov for at være synlig i det politiske arbejde. Mit indtryk er, at folk herinde respekterer mig for at være velforberedt og altid passe mit arbejde. Jeg er god til at lave politiske kompromiser, og hvis jeg bliver sat til at lede et udvalg, så får jeg folk til at arbejde sammen. Det var også det, der skete, da jeg sidste år vikarierede som formand for Sundhedsudvalget, og samarbejdet var brudt sammen. Her fik jeg det tilbage på skinner,” siger hun.

Blot fordi hun trives bag kulisserne, ønsker hun altså stadig at blive anerkendt for sit arbejde. Alligevel rammes hun nogle gange af en ydmyghed i forhold til, at hun gang på gang genvælges til Folketinget. Fem gange har hun fået sit mandat bekræftet siden entréen i 1998.

“Jeg er jo en af de få politikere, der er tilbage fra den gamle skole. Min base er bygget på 30 års arbejde i den offentlige sektor. Jeg var været aktiv som tillidsmand. Og så har jeg siddet en del år i kommunalbestyrelsen.”

“Der er ingen tvivl, om at det var en kæmpe fordel for mig, at jeg i forvejen var kendt i valgkredsen, da jeg stillede op første gang i 1998. Jeg har derfor slet ikke haft samme behov for at markere mig i landsdækkende medier. Hvorfor skulle jeg det? Jeg henter jo mine stemmer i Vejle, så det er nok, at folk kender mig dér,” siger hun.

Henrik Dam Kristensen har meget af det samme kørende for sig i Horsens. Men for en stor del af partikammeraterne er virkeligheden ganske anderledes: Hvis man ikke er lokalpolitisk aktiv, ikke bor i kredsen og ikke har etableret sig med en faglig ballast, hvad har man så at trække på?

Det skal dog ikke fremstå, som om at noget er finere end andet, forklarer hun. Og at hun som politiker af den gamle skole har fat i en større del af sandheden.

“Folketinget skal gerne afspejle samfundet. Derfor er det godt, at nogle har et håndværksmæssigt afsæt eller som mig stor erfaring fra bestemte fagområder, mens andre er gået universitetsvejen. Men jeg kan da godt frygte for, at der i de kommende generationer ikke er så mange af min slags.”

Men har det slet ingen konsekvenser at time sin politiske karriere, som Karen Klint har gjort? Først at skulle til Folketinget som 50-årig. Og efterfølgende primært have øje for egne mærkesager samt pleje forholdet til baglandet.

Føler du, at du har fravalgt nogle områder – eksempelvis muligheden for en dag at blive minister?
“Det at blive minister kræver for mig at se, at man enten har en særlig viden om et fagområde, eller at man er medievant. Det samme gælder for ordførerskaberne. Her må jeg bare konstatere, at mine områder ikke er dem, der tiltrækker sig størst opmærksomhed. Og at det – når der besættes centrale poster i partiet – er mere oplagt at give dem til folk som Mattias Tesfaye eller Astrid Krag, som i forvejen er kendt i offentligheden.”

Og skulle det ske, at hun en skønne dag blev tilbudt en plads i regeringen, er hun ikke nødvendigvis sikker på, at hun ville takke ja.

“Birthe Rønn havde det dårligt med at være minister. Og det skyldtes, at hun ikke længere var herre i eget hus. Hun blev hentet om morgenen i ministerbilen og kunne derfra ikke styre sin egen dag. Her sætter jeg stor pris på selv at kunne bestemme, hvad jeg deltager i og hvornår.”

Og tilføjer så efter nogle sekunders tavshed. “Men hvis nu jeg var blevet valgt ind som 30-årig, tror jeg måske godt, at jeg kunne have fundet på at handle anderledes. Det er nok også et spørgsmål, om at albuerne bliver rundere med årene.”

Artiklen blev bragt første gang i april 2016.