Mette Bock om embedsværket: Finansministeriet er det største problem

Artiklen blev bragt første gang 25. juli 2018

Det begyndte kort tid efter, at Mette Bock i sin første folketingsperiode var blevet udnævnt til minister for kultur og kirke i Løkkes regering. Med flere chefstillinger bag sig var hun vant til lederjobbet. Men hun var ikke vant til, at uvedkommende forsøgte at blande sig i hendes prioriteringer i det omfang, hun oplevede nu.

"Jeg oplevede, at man fra Finansministeriets side begyndte at blande sig også i politiske prioriteringer. Det var flere ting, hvor jeg til sidst var ved at blive desperat," fortæller Mette Bock om det, hun – udelukkende baseret på egne erfaringer – kalder "det største problem" i politikernes forhold til embedsværket.

 "Jeg tænkte: Det kan da ikke passe. Det er sådan set mig, der er kulturminister, hvorfor skal der så sidde nogle embedsmænd i et andet ministerium og sige, hvordan jeg skal prioritere politisk. Det accepterer jeg ikke," siger kulturministeren og klapper hånden i mødebordet i ministerkontoret.

Mit liv i politik er så kort, fordi jeg er kommet ind i det så sent, at jeg gider ikke bruge tid på at regne den ud.

Mette Bock
Om taktik versus intuition

Det bebrejder jeg virkelig ikke andre end mig selv. 

Mette Bock (LA)
Om kritikken af medieforhandlingerne

Problemet med Finansministeriets store magt er ifølge Mette Bock, at det ikke bare er finansminister Kristian Jensen (V), der blander sig, men også hans embedsværk.

"De må gerne beskrive helt sagligt og nøgternt for mig, at hvis du vælger den vej, så koster det sådan, og hvis du vælger den anden, koster det noget andet. Men når de siger: "Derfor synes vi, du skal gå den vej", så tager de politisk stilling og bryder med opdelingen mellem, hvad embedsværket og politikerne skal," lyder kritikken.

Vi politikere må en gang imellem stå op på skamlen. Vi kan ikke bare læne os tilbage og sige: Det kan ikke laves om. Jo! Alting kan laves om

Derfor bad den nybagte kulturminister om et møde med Kristian Jensen og hans departementschef.

"Jeg sagde bare helt stille og roligt, at arbejdsdelingen vel var, at de selvfølgelig skal holde øje med finanserne og sørge for, at pengene passer, men at udvikle politikken og prioritere initiativer, det må ligge i fagministerens ressort," fortæller Mette Bock.

Det blev en fin samtale, og det virkede også i en periode, men hun må med jævne mellemrum minde sin kollega om arbejdsdelingen, fortæller hun – uden at ville give konkrete eksempler.

Medieforhandlinger i finansen
I forbindelse med det nye medieforlig kom Mette Bock under hård kritik for sin forhandlingstaktik og manglende evne til at lande en bred aftale. Der blev også lagt mærke til, at nogle af de afgørende forhandlinger foregik i "Finansen" i stedet for Kulturministeriet.

Har du gjort opmærksom på arbejdsdelingen i forbindelse med medieforhandlingerne?

"Jeg gør opmærksom på det med jævne mellemrum. Det tror jeg, jeg skal nøjes med at sige," siger Mette Bock, men tilføjer alligevel:

"Jeg ved godt, at folk har sagt, at medieforhandlingerne er foregået i Finansministeriet, men det er de ikke. Men det er klart, at hvis det handler om de økonomiske rammer, så foregår de i Finansministeret, og det er også det rigtige sted."

I denne interviewserie forsøger Altinget at se på det altid stormombruste forhold mellem politikerne og embedsværket fra ministerens stol.

Og set fra Mette Bocks – hvorfra der i øvrigt er udsigt til Gammel Strand og Thorvaldsens Museum i København – går det grundlæggende godt. Selve systemet er i hvert fald i orden.

"Nogle gange dukker diskussionen op om, hvorvidt vi skulle have et system som i USA med flere politiske embedsmænd. Men jeg synes, at den danske model er rigtig, rigtig god. Fordi den sikrer kontinuitet, og den sikrer, at man prøver at have en kritisk distance mellem det partimæssige og det faglige," siger hun og kalder grundprincipperne "sunde".

Dermed afviser Mette Bock også forslaget fra blandt andre eksminister Esben Lunde Larsen (V), som i forbindelse med Altingets interviewserie foreslår at indføre flere politisk udpegede embedsmænd.

Mette Bock er selv uddannet i statskundskab ligesom en stor del af embedsmændene på Slotsholmen, og derfor mener hun at forstå deres kultur, deres værdier og deres idealer.

"Alt det med loyalitetsforpligtelsen, at man skal gøre rigtig meget for at undgå fejl, at man skal beskytte ministeren, hvis han eller hun får alle mulige vilde idéer, og at man skal kunne forudse alle slags problemer. Alt det – og især det med, at den neutrale embedsmand skal kunne arbejde for en hvilken som helst minister i et hvilket som helst parti – det ligger dybt, dybt i mig," siger hun.

Og så kommer men'et. For man kan også blive for forsigtig, mener Bock.

"Jeg synes helt generelt, at vi er kommet for langt ud i en nulfejlskultur. Vi skal passe på, at tingene ikke sander til og ender med næsten ikke at have noget kant, fordi man skal passe så meget på," siger hun.

Forbyder reglerne skrå klinker, så lav reglerne om
Der er også en regelrethed hos embedsmændene, som en gang imellem kan ende i det absurde, mener kultur- og kirkeministeren.

Som eksempel nævner Mette Bock sagen om et sognehus i Glumsø, der fik lagt et fint, nyt klinkegulv. Problemet var bare, at det var en fredet bygning, og at klinkerne var lagt på skrå i stedet for lige, som man skulle ifølge reglerne for den slags bygninger. Derfor var der truffet afgørelse om, at gulvet skulle brydes op og laves om. Men det ville koste en halv million kroner, og så mange penge havde de ikke i menighedsrådet.

Sagen havde kørt under både Marianne Jelved og Bertel Haarder, fortæller Mette Bock.

"Og de havde været nede og kigge på gulvet, og der var ikke fundet en løsning".

Huset var flot udenpå, men indeni lignede det "et almindeligt hus opført i 1960'erne", mente Bock, og derfor kunne hun egentlig ikke se det store problem i at lade menighedsrådet beholde gulvet.

"Men der sagde embedsmændene: Det må man ikke. Og man kan ikke bebrejde embedsmændene, at de vil forvalte efter reglerne, eller at loven er, som den er," siger Mette Bock, som godt kunne ønske sig, at embedsmænd generelt i højere grad "ikke kun så på lovens bogstav, men også lovens ånd".

^{Mette Bock i samtale med sin bror, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)}

I det konkrete tilfælde valgte ministeren at lave reglerne om, så sognehuset i Glumsø slap for at lægge nyt gulv.

"Der kunne jeg godt se, at det var ikke lige det, embedsfolkene havde forventet, men det skal ikke være systemerne, der bestemmer, hvad vi gør," siger Mette Bock og smiler lidt ad sagen.

Og det er hendes næste pointe. At det ikke mindst er politikerne, der har et ansvar for at sørge for, at tingene ikke sander til.

"Det handler jo blandt andet om ledelse, og at vi politikere en gang imellem må stå op på skamlen. Vi kan ikke bare læne os tilbage og sige: Det kan ikke laves om. Jo! Alting kan laves om," siger hun.

"Hvis man både har embedsmænd og politikere, som ikke bryder sig om konflikter, så synes jeg, at vi demokratisk har en udfordring," siger Mette Bock.

Jeg kan frustrere embedsværket 
Skal man tro kulturministeren selv, så udfordrer hun embedsværket på flere måder. Også deres trang til kontrol og forsigtighed. Det gør hun for eksempel, når hun kører solo – uden at involvere dem i sine planer, som ministre normalt gør med deres folk.

For eksempel holder hun sig aldrig til de talepapirer, hendes taleskrivere møjsommeligt har udarbejdet til officielle optrædender.

"Jeg kan også frustrere embedsværket ved, at hvis jeg læser noget i avisen om morgenen, som jeg synes kræver et svar, så har jeg selv skrevet og sendt det inden 7.30," siger hun.

Mette Bock skrev også en gang en kronik, hvor hun uden at varsle embedsmændene præsenterede læserne i Jyllands-Posten for, hvad hun ville forsøge at få igennem som minister. For eksempel kunne hun tænke sig at fastfryse kulturstøtten i de kommende år og udskille DR Koncerthuset fra DR. Det fik flere embedsmænd i Kulturministeriet til at spærre øjnene op under morgenavislæsningen.

Under normale omstændigheder kan en kronik fra en minister være uger undervejs, fordi embedsfolkene skal vurdere, hvor meget ministeren kan sige uden at love for meget, og hvem man risikerer at lægge sig ud med, hvis man skriver sådan eller sådan, så skal de skrive udkastet, og så skal ministeren justere og godkende det.

Men Mette Bock afviser, at hendes sololøb er en indirekte kritik af, at embedsværket er tungt at få ud over stepperne.

"Det handler bare om, at jeg har noget på hjerte. Jeg kommer jo fra mediebranchen, så jeg har intet besvær med at sætte poterne til tasterne selv," siger hun.

Det giver tit gode point hos befolkningen, når en politiker dropper systemer og strategier og siger, hvad vedkommende mener.

Og Mette Bock siger det selv: "Min tilgang er intuitiv og ikke taktisk".

Har ingen særlig rådgiver: Jeg gider ikke bruge tid på at regne den ud
Men det kan også give problemer. I forhandlingerne om et nyt medieforlig op til sommerferien blev kulturministeren stærkt kritiseret for forløbet. Hun blev kritiseret for at stille ultimative krav til de røde partier – blandt andet om at acceptere store besparelser på DR – for en dårlig forhandlingsstrategi og for at overlade for meget til finansministeren. Det endte med et langtrukkent forløb og en smal aftale, som derfor risikerer at blive ophævet efter næste folketingsvalg.

Hvem havde ansvaret for det forløb?

"Det bebrejder jeg virkelig ikke andre end mig selv," siger Mette Bock, som dog også kritiserer pressen for at gå med på "spin".

"Der bliver tegnet et stereotypt billede af, at LA-ministre er nogle firkantede banditter, og de har kun deres egen dagsorden, de gider ikke lytte, de gider ikke noget som helst, og de stiller ultimative krav. Det er den fortælling, der er, og der kan jeg hverken gøre fra eller til," siger hun.

^{Mette Bock præsenterer sit medieudspil i Kulturministeriet i april i år.}

Hun roser sit embedsværk for at have "arbejdet igennem", og om forberedelserne til sit eget medieudspil taler hun om et virkelig godt samarbejde mellem hende og embedsfolkene, "hvor de virkelig fangede, hvad det var, jeg ville".

Forløbet om medieforhandlingerne har ikke fået hende til at fortryde, at hun som den eneste i regeringen ikke har nogen særlig rådgiver.

"Den måde arbejder jeg ikke på," siger hun.

"Mit liv i politik er så kort, fordi jeg er kommet ind i det så sent, at jeg gider ikke bruge tid på at regne den ud. Jeg vil hellere bruge min energi på at tage nogle initiativer, som kan gøre en forskel for de borgere, som kulturen har betydning for … Det lyder som en skåltale, men jeg mener det."

Kan det ikke også være en misforståelse, hvis nu det med "at regne den ud" er en forudsætning for at nå resultaterne?

"Jo, det medgiver jeg fuldstændig er et dilemma," siger Mette Bock.

Det banker på døren til ministerkontoret med de røde vægge. Det er ministersekretæren. Hun skal have ministeren videre i programmet, ud af døren, hen ad gangene til næste arrangement. Bock går forrest.