18. december: Jakob Axel Nielsen

JULEKALENDER: Hver dag frem mod juleaftensdag vil Altinget.dk bringe et interview med en folketingspolitiker. I dag er det minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen (K).
Oliver de Mylius

Jakob Axel Nielsen, 42 år, har siddet i Folketinget siden 2005. Han er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og har tidligere fungeret som advokat, blandt andet hos teleselskabet Sonofon. Han har desuden siddet som transport- og energiminister i en kort periode i 2007. 

Hvorfor gik du ind i politik?

Af den klassiske politiker-årsag: Jeg vil forandre verden. Jeg har altid været optaget af, hvordan vi bedst sikrer den velstand, som er forudsætningen for velfærd.

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

En kræftbehandling i verdensklasse. Vi er ikke i mål endnu, men der er sket store fremskridt de seneste år.

Nævn en dansk politiker, der har været en inspiration for dig?

Tidligere justitsminister K. Axel Nielsen. Han var godt nok socialdemokrat, men også min farfar og han har haft stor betydning for, at jeg blev interesseret i at gå aktivt ind i politik.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokraterne. Vi kan have barske politiske diskussioner og er uenige om meget, men jeg respekterer, at hun altid er velforberedt og saglig.

Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere?

Jeg har især det sidste års tid oplevet, hvordan motion både fysisk og mentalt giver mere energi, så jeg prioriterer at komme ud at løbe og at få løftet noget jern.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

"Under en strålende sol" af Khaled Hosseini. Den giver et rystende indblik i, hvordan piger vokser op i Afghanistan. Når man har læst den, ved man, hvorfor Danmark har soldater i landet - hvis man ikke vidste det i forvejen.

Er du stadig politiker om 5 år? Og hvis du en dag ikke er politiker længere, hvad laver du så?

Ja, jeg er stadig politiker om 5 år. Skulle jeg mod forventning ikke være det, så arbejder jeg som advokat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Axel Nielsen

Direktør, Cryos International, fhv. minister (K) & MF
cand.jur. (Aarhus Uni. 1994)

0:000:00